collage

Der er nu to uger og en dag, til vi åbner Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder her på Designmuseum Danmark. Og alt er i fuld gang for at gøre den klar – og for at få alt til at gå op i en højere enhed: design, budget, tid osv. Foroven kan ses nogle snapshots fra processen, hvor opstilling og maling af vægge har udgjort et enormt stykke arbejde, for at danne de helt grundlæggende, fysiske rammer for udstillingens tre underudstillinger (se evt. Udstillingskonceptet).

Fra start af har projektet været styret med kontrolleret hånd for at holde det fast på både tid (få måneder til at få udstillingen op at stå) og en stram økonomisk ramme. To ting som har fungeret som benspænd, og egentlig har fremmet en større kreativitet i vores lille arbejdsgruppe. Som koncept er ideen udformet af mig, men med et hold af to sparringspartnere i form af udstillingsarkitekt Benjamin Isak Schlifer Monrad og grafiker Jarl Christian Axel Hansen har projektet udviklet sig og taget den form, vi nu endeligt er ved at få sat op og visualiseret. Det indebærer blandt andet 3 forskellige visuelle identiteter, som underbygger hver lille udstillings egen vinkel og fokus – og som alle 3 er underlagt en samlet, overordnet identitet. Foruden tre meget forskellige designmæssige iscenesættelser, som skaber forskellige settings og rammer for objekterne: de tre forskellige udstillingsformidlinger.

Som i alle andre udstillingsituationer, har vi selvfølgelig også måttet lave ofre – skære ned, justere og ændre løsninger. Men frem for at se det som en negativ side, har vi anset det for netop at være benspænd, kreative udfordringer. For hvordan kan man bruge de elementer vi allerede har i museet, til at skabe nye sammenhænge og udstillingsmæssige iscenesættelser? Hvordan skaber vi 3 rum med fire vægge (i et fredet rum, hvor intet må fastgøres i loft eller gulve) og sørger for at de kan bruges til indsamling af data i et forskningsprojekt, men også som en sjov, interessant og anderledes udstilling for museets besøgende? Man tænker ud af boksen, man eksperimenterer – præcis som man gør i et laboratorium.

Udstillingen har ingen løsninger – men den har ideer, som den prøver at give form. Og den stiller indirekte spørgsmål. Teksterne er vinklet til at understrege hver af de tre implementerede formidlingsprincipper (æstetisk, didaktisk og affektiv) og spiller samtidig op af de 3 designhistoriografiske skel, man blandt andet også kan trække gennem den museumsmæssige udstillingspraksis på designmuseerne (jvf. Jensen, Hans Christian (2001): Moderne materialle kulturstudier i design):

1. udstilling af ting som æstetiske objekter: design som værk
2. udstilling af ting som historiske dokumenter (materialer, teknologier, politik etc)
3. udstilling af ting som betydningsmaterialiseringer og objektificeringsgenstande (form og handlinger)

På den måde skulle udstillingerne gerne underbygge vinkel, fortælling og indhold både gennem sin formidling og sit design – men samtidig også afspejle en udstillingspraksis, som den har udviklet sig over tid (og stadig i stor grad gør det idag – alle tre former er stadig fremherskende alt afhængigt af museumstype, genstandsfelt og kurator).

Men udover en masse teoretiske overvejelser, som udmønter sig i den fysiske manifestation af udstillingen, er udstillingsvirksomhed jo i høj grad også praktisk. En levende og vibrerende ting, som muterer undervejs og gerne skulle udvikle sig hele tiden. Netop derfor er det også udfordrende. Udstillingsproducenten og kuratoren, som jeg har været i én og samme person på denne udstilling, har mange hatte: helt fra at sørge for lavpraktiske ting som træbukke til bordkonstruktion til de større og mere grandiose overvejelser, hvoraf nogle kan virke små, men har enorm betydning for den endelige form (fx. farvevalg af væg: hvid er anonym og skaber lys i mørke gange, kraftige farver kan bruges til opmærksomhedshenledning, stemningsunderbyggelse etc).  Der er mange beslutninger og mange processer, meget stress, spænding og måske lidt nervøsitet – og det er som det skal være.

Selv er jeg jo stadig grøn bag ørerne, hvad angår udstillingsvirksomhed, men måske det netop også har bidraget til at denne udstilling har kunnet lade sig gøre inden for de rammer, som har været gældende. Det har krævet og kræver stadig blod, sved og tårer – men det er også en inspirerende proces, hvor man hele tiden udfordres. Og det er noget af det, som gør det så fantastisk at lave udstillinger, når alt det hårde arbejde er færdigt, og det står der: værket, udstillingen, oplevelsen.

Så om to uger håber jeg, at vi er der: foran udstillingen, tilfredse og glade og med en masse mennesker i rummene. Indtil da er der stadig noget arbejde, som skal gøres, nogle flere hatte som skal prøves. Countdown to uger.

Processen kan også følges visuelt på instagram via #udstillingslaboratoriet og #exhibitionlab

Bag Facaden, designhistoriografi, Designmuseum Danmark, Refleksion & strøtanker, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Udstillingslaboratoriet – to ugers countdown

Billede
anbefaling, Bag Facaden

DR har netop sendt en ret interessant programserie: “Londons Naturhistoriske Museum”. Her får vi en masse viden om museets naturhistoriske objekter. Men vi kommer også bag facaden, ind i samlingernes dybe magasiner, og museets rolle tages op til debat med spørgsmål som ‘hvem formidler museet til idag?’, ‘har samlingerne en fremtid?’, ‘hvordan bidrager museet til samfundet?’ etc.

Det er et fascinerende indblik i samlingerne, museets praksis og passionerede medarbejdere.

De 6 programmer, som serien består af, kan ses her. 

 

Link
Bag Facaden, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, planlægning, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Forskellige farver eller ej? Overvejelser om eksperimentdesign…

Udstillingen Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder viser de samme objekter 3 gange – men på 3 vidt forskellige måder, når den åbner til efteråret. Netop nu er jeg i gang med indsamlingen og i den forbindelse opstår et dilemma, som der skal tages stilling til: skal de enkelte objekter have samme farve på tværs af de tre udstillinger? Det vil sige, skal Arne Jacobsens Myre-stol eksempelvis være sort i alle de tre forskellige iscenesættelser og formidlinger?

En del af objekterne er i én fast farve – eksempelvis Coloplasts stomipose. Men der opstår nogle problematikker ift. farvevalget, der hvor der er mulighed for at vælge aktivt. Og det skal selvfølgelig gøres bevidst – for genstandene og deres fremtoning skaber og pårviker oplevelsen i mødet med brugeren (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011 eller se evt. indlægget At indtænke sanser…). På listeform kan det opstilles som følgende:

Samme farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være nøjagtig ens (men iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil ikke spille ind ift. ens bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt)
  • højner repræsentativiteten ved eksperimentet
  • samme farve vil sandsynligvis fremstå mere
  • eksperimentets grundide (hvor det er formen/designet som testes og dennes indvirkning på oplevelsen) vil formentligvis stå klarere frem – også for den besøgende, hvilket både vil kunne underbygge den besøgendes forståelse af, at det netop er et eksperiment, som han/hun deltager i og kan kommentere på – men som også kan udgøre og klargøre selve eksperimentet som en sjov dimension ved ensartetheden.
  • mere homogent udtryk

Forskellige farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være forskellige rent farvemæssigt (og iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil kunne spille ind ift. end bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt): ‘jeg kunne bedst lide den lyseblå stok’
  • de forskellige farver vil sandsynligvis kunne opretholde interessen i større grad, da man vil se forskellige eksempler på den samme genstand i kraft af farverne, og dermed opleve udstillingerne og objekterne som mere forskellige
  • de forskellige farver kan fremhæve objekter, man havde overset på en af de andre iscenesættelser ved at være mere iøjefaldende
  • farverne kan bruges til at understrege de forskellige formidlingsgreb:kraftfulde kan farver understrege den affektive og sanselige dimension, hvor man eksempelvis kan søge at sætte gang i pulsen, og mere dæmpede (eksempelvis sort eller hvid) til at understrege white-cube-æstetikken på den første udstilling
  • mere heterogent udtryk
  • både sænker repræsentativiteten ved eksperimentet (ved at smagspræferencer etc kan influere, se foroven), men højner det samtidig også, da den besøgende sandsynligvis vil opleve en endnu større forskellighed og dermed formentlig være mindre tilbøjelig til at kede sig på sin vejs gennem udstillingerne

Så hvad skal man vælge?

Standard
Bag Facaden, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign

At indtænke sanserne…

Normalt, når vi går rundt i (kunst)museumsudstillinger, bombarderes vores syn med indtryk. Men det er relativt sjældent, at det samme bombardement retter sig strategisk og bevidst mod vores andre sanser: mod vores duftesans, høresans, følesans – og da i hvert fald næsten aldrig (udover i selve cafeen, som dog også for mange ofte udgør et af højdepunkterne ved museumsbesøget) vores smagssans. Men hvorfor ikke arbejde mere målrettet med sanserne? Inden for emballageteorien lyder et mantra, at jo flere sanser der stimuleres, jo større bliver  (forbrugs)oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29). Dette kan selvfølgelig ikke direkte overføres på museumudstillingen – og så alligevel, om end alt bør gøres med måde og formål. Falk & Dierking påpeger i The Museum Experience (2011), at mange museer præsenterer sådan en overflod af stimuli, at mange besøgende føler sig overvældet/overbebyrdet rent sansemæssigt (Falk & Dierking, 2011). Her skal det dog huskes, at Falk & Dierking ser på museumsbesøget som en helhed – fra entré og billetsalg, til café, butik og udstilling. Men hvad er det, der sker i udstillingerne? Fokus må selvfølgelig være på, at udvælge og gøre interessant frem for at overbebyrde. At bruge den sensoriske stimulation til at hjælpe den besøgende med at organisere udstillingen og administrere inputs for dermed at få den bedst mulige oplevelse, som kan bearbejdes og omsættes af og i den enkelte besøgende (Falk & Dierking, 2011: 159-160).

At arbejde strategisk med sensorisk stimulation og dermed også perception, kan udgøre en måde at strukturere oplevelsesdesignet på, så vel som at imødekomme forskellige læringsstile og -præferencer ved simpelthen at skabe rum for forskellige måder at erfare og indgå i udstillingen på (Lauridsen, 2011; Falk og Dierking, 2011; Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011; Ingemann, 2012).

Museumsformidlingen, -didaktikken og læringen, som alt sammen i mine øjne er en del af selve udstillingsoplevelsen, skal ikke kun se på den ordbaserede læring, men på den multisensoriske (Crowest, 1999: 48).

Som redskab kan multisensoriske teknikker derfor:

  • forbedre oplevelsen
  • forøge motivation og forståelse
  • opfordre til aktivt engagement
  • hjælpe den besøgende med at forstå en (historisk) situation
  • tilføje atmosfære
  • forbedre tiltrækning og læringsmæssige effektivitet

så længe de er gennemtænkte, grundigt udforskede og valide/relevante ift. det formidlede + forstærkende ift. hinanden (Spencer, 1991: 139; Davidson et al., 1994: 181; Thomas, 1996: 83; Rayner, 1998: 39-40; Crowest, 1999: 48). Dvs. at de skal være sammentænkte ift. den måde de påvirker selve oplevelsen, være indlagt og integreret i designets rammer og have et underbyggende formål for selve den overordnede formidling og ikke bare være gimmicks.

Udstillingslaboratoriet afprøves forskellige spil med sansemodi i hver af de tre designs:

  • Den kantiansk-æstetiske udstilling, som mimer den klassiske galleri- og kunstudstilling med white-cube æstetik og vægtning af synet som det bærende element i mødet med kunsten. Her er det netop den monosensoriske tilgang, den stramt tilrettelagte formidling, som fremhæver og afspejler det smukke og unikke ved designet.
  • Den didaktisk-æstetiske, som vægter teksten og synet, men som netop lader det skrevne ord underbygge en forstandsmæssig interaktion med den besøgende. At vi læser, oplyses og prøver at forstå, for dermed at gøre indholdet til vores eget.
  • Den affektiv-æstetiske, hvor det at skabe affekt handler om at ‘bevæge, gøre indtryk på’ (ordnet.dk, 22.05.2013); det er oplevelsen af følelser eller emotioner. Her retter udstillingen sig derfor med en en indre effekt hos individet: at vække følelser og emotioner i form af minder, sentimenter, glæde, beruselse, løssluppenhed, skræk og rædsel, hygge etc. (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). På den måde kan et bredt spektrum af senso-motoriske og psyko-fysiske responser sættes i spil, ved at udstillingen netop fokuserer på at gøre indtryk på individets følelser og sanser

     (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). Her tænkes især på at stimulere en række forskellige sanser, og måske netop slet ikke at arbejde med tekstuel information – men i stedet auditiv (talt), visuel (vist) og taktil (følt). På den måde vil flere sansemodi blive sat i spil, udover synet, og den æstetiske tilrettelæggelse vil rumme en række af elementer, der kan invitere forskellige præferencer ind og bliver en aktiv del af rummet – og som kan skabe tanker, forundring og undring. Og det er netop dette oplevelsestilbud, som museumsudstillingen i bund og grund er, skal: at facilitere fysiologiske, emotionelle og bevidsthedmæssige responser, som forbrugeren danner sine egne erfaringer ud fra og på baggrund af (Jantzen, Vetner og Bouchet 2011: 45)

I kraft af at æstetik netop rummer alt det, der har med sanserne at gøre, arbejdes der generelt bevidst med æstetik, som en måde at skabe oplevelser på via sansestimuli. I udstillingen er det – ligesom det beskrives af Jantzen, Vetner og Bouchet (2011) i deres analyse af oplevelsesbaserede butikskoncepter – objektet og dens kontekst, som fremkalder oplevelsen ved at være tæt på, at være tilstede og inden for rækkevidde. Oplevelsesdesign bør derfor medtænke æstetik – og altså æstetik forstået som sanselig erkendelse, dvs. som en anden måde at erkende verden på end den forstandsmæssige (for hvordan kan den kropslige, fænomenologiske oplevelse beskrives præcist med ord?). På den måde bliver den sanselige erkendelse (æstetikken) omdrejningspunktet for oplevelserne. Æstetikken tilbyder os oplevelserne (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 25) – og den er dermed et gennemgående og altid tilstedeværende element i udstillingen. Ligesom vores krop er det for vores blotte eksistens. Udstillingen er et gennemgående æstetisk medie – den taler til os, forundrer os, ægger os og får os til er tænke og associere. Hvis den ellers er skruet rigtigt sammen – og det er jo udfordringen.

Standard
Bag Facaden, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Hvad hvis man udstillede objekterne som i en butik? Dvs. hvad hvis man opbyggede en butik i den affektive udstilling og dermed kom tingene tilbage ind der, hvor vi normalt møder dem, der hvor vi køber dem, inden de indtræder i vores daglige forbrug? Dermed fjernes objekterne dog også fra netop vores egen hverdag, der er en del af hele pointen ved netop at udstille og formidle hverdagsdesign, som det tænkes gjort her. Men hvad hvis man i så fald opbygger følelsen af et hjem, som det vi kender og har – på stiliseret form, der kan genkendes af alle ved helt elementære elementer? Med lyde og stemninger, en atmosfære som danner en tryg og naturlig ramme for at tage del – det lille bord, hvor barnet leger med sit lego eller stolen som står tilfældigt placeret i hjørnet, klar til at vi sætter os på den, som vi normalt gør? Hvorledes kan dette i så fald kombineres med formidling og give os indblik i objekterne fra nye vinkler – måske netop ved at fortælle nogle af de personlige historier, som kan knyttes an til objekterne, fra folk som rent faktisk har dem?

I stedet for at dekontekstualisere designobjekterne – som vi normalt gør på designmuseerne ved at tage objekter ind og udstille dem som unika i et kunstunivers, frem for som masseproducerede repræsentanter – (re)kontekstualiseres de pludseligt og man vil måske kunne skabe et brud med forventningerne hos den besøgende (uden dog at skabe kulturhistoriske iscenesættelser som de ses på Frilandsmuseet o.l.).  Dvs. at selve udstillingsdesignet begynder at påkalde sig særskilt opmærksomhed, at indretningen og iscenesættelsen bliver noget andet og mere end en kulisse. Det bliver en selvstændig faktor, som kræver at den besøgende forholder sig aktivt til den. At det bliver en bidragende og medspillende del af helheden og som samtidig åbner op for nye måder at agere og handle i rummet på end blot at se (fx. at røre, hvile sig, lege etc), som også kan rumme narrative elementer. På den måde åbnes der også op for en mere kropslig læring og erfaring, ved at opbygge en mere hybrid udstilling, som forhåbentligt kan få den besøgende til at gå på opdagelse og stille spørgsmål? (se evt. Jantzen, Vetner og Bouchet (2011): Oplevelsesdesign, s. 74-79).

Strøtanker om iscenesættelse – med hovedet i Jantzen, Vetner og Bouchet (2011): Oplevelsesdesign

Sidebemærkning

designboard

Bag Facaden, Designmuseum Danmark, inspiration, koncepter, udstilling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Design Board – udstilling under udvikling

Billede

Udstillingsudvalget, som skal med på udstillingen Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder, er så småt ved at tage form. Udvælgelseskriteriet er at præsentere en spændvidde af dagligdagsobjekter som spænder fra klassikere som Herbert Krenchels Krenitskål – som giver os nydelse i hverdagen gennem sin skønhed og skulpturelle formgivning – og Jørgen Nørgaards ikoniske hverdags-t-shit til mindre velkendte, men livsnødvendige og ofte mere (bogstaveligt talt) hengemte objekter såsom Coloplasts stomiposer. Fokus er på det industrielle design til både store og små, fra køkken til krop – og at alle objekter skal være i produktion idag, enten som relativt nye designprodukter eller klassikere som har holdt ved og stadig indgår som en integreret og naturlig del af vores hverdag. På den måde tager udstillingen også teten op fra tidligere udstillinger på museet såsom – Jasper Morrisons Danish Design – I Like it! (2011) og især Lars Dybdahls Industrielle ikoner (2004) ved på miniformat at hylde designproduktet som noget jordnært, brugbart og menneskeligt, frem for som noget ophøjet, elitært og rent æstetisk.

Indtil videre tæller listen i alt  17 objekter: PH50 (2008), Margretheskålen (1954), AJ Bestik (1957), Blå Mega Riflet (2000), Opvaskebalje designet af Ole Jensen (2002), Legoklodsen (1958), Søpapegøjen designet af Kay Bojesen (1954),Myren – 3100 (1952), Nørgaard paa Strøget no. 101 (t-shirt, 1967), FlexTouch – insulinpen, Stomipose & kobling, VIPP13 skraldespanden (1939), ReSound Verso 62 RIE (Receiver-In-The-Ear)-høreapparat (2010), Carlsberg Pilsner – etikette/label (1904) & DS 53 flaske/bottle (1949/1962), Toddler bestik (2009), Krenitskålen (1953/2012) og Hallingdal tekstil (1965).

Bag Facaden, Designmuseum Danmark, udstilling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Bag Facaden: genstandsudvælgelse part I

Galleri