Igår åbnede vi Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder. Det var en utroligt god aften, og alle var meget positive. I alt blev 50 spørgeskemaer (!) besvaret og der blev opsat en del post-its og foruden kommet med en masse gode, konstruktive kommentarer og observationer fra dem som havde lagt vejen forbi. Det var en virkelig god start – og allerede idag har det været fantastisk at gå rundt og snuse mellem de besøgende og se hvordan folk reagerer på udstillingen.

Og bedst af alt: jeg har allerede lært noget, og det blev imorges implementeret i udstillingen inden vi åbnede for dagens gæster. Det drejer sig om visuel hukommelse og rumlig orientering hos de besøgende – og clashet mellem hvad man som kurator og udstillingsarkitekt tror giver mening, og hvad der så rent faktisk gør det i praksis.

I udstillingens feedbackrum Tænketanken  giver vi jo mulighed for at folk kan give feedback. To af formerne er hhv:

  • post-it væg hvor man kan skrive ét (eller flere) ord ud fra hver udstillingstitel
  • ‘stemmeurne’ hvor man stemmer på den udstilling, man bedst kunne lide, ved at lægge en bold i en akrylkasse, så det hurtigt bliver synligt for alle hvilken vej vinden blæser.

Disse var opsat/stod i en række på tre (se billeder) placeret efter udstillingernes rækkefølge i læseretning. Dvs. med den første udstillingen længst til højre og den sidste længste til venstre. Ligeledes var der sat titel på i den font, som kendetegnede den enkelte udstillings visuelle identitet.

Arkitekten Benjamin Isak Schlifer Monrad og jeg havde diskuteret følgende:

  • var denne placering logisk (nok) med læseretning og visuel identitet som indikator? Dvs. kan folk huske det når de kom ind i Tænktetanken, havde de lagt nok mærke til forskelligheden og ordlyden/titlerne? Var den visuelle hukommelse mon tiltstrækkeligt?
  • skulle stemmeurnerne også placeres i den rumlige orden de optrådte i i rummet inden Tænketanken? Dvs. med den bageste udstilling længst til venstre og den første længst til højre, så man mimede den rumlige orientering fra selve udstillingsrummet?
  • skulle hver udstilling have et nummer fra 1-3 inde i selve Tænketanken, som kunne hjælpe folk til at huske i hvilken rækkefølge (forudsat de har set dem en efter en efter at have entreret museet) de havde set udstillingerne – og dermed sikre at de huskede de rigtige udstillinger ift. hinanden når de kommenterede?

Vi besluttede os for først at køre med den visuelle og sproglige hukommelse – altså at udstillingstitlerne og den grafiske identitet/visuelle udtryk var nok til at folk kunne skelne.

Men vi skulle blive klogere (heldigvis). For allerede på åbningsaftenen kunne vi høre og se at folk var i tvivl – hvad var det nu den første udstilling hed? Var det den som var blå eller brunlig? Var det den stemmeurne, som stod længste til venstre ligesom i udstillingen eller den længst til højre? osv.

Min umiddelbare konklusion herpå var hurtig: visuel og sproglig hukommelse til at huske og genkalde umiddelbart efter er ikke nok. Der skal fuld udblæsning på pædagogikken og klarheden, især i et sådant projekt som dette, hvor jeg skal bruge data, og derfor skal være sikker på, at folk har fået sat deres sedler, kommentarer, bolde o.l. ved det sted, de rent faktisk mente og ville.

Idag tog jeg derfor straks handling inde i Tænketanken inden udstillingen åbnede for vores alment besøgende publikum:

  • jeg gav udstillingstitlerne numre fra 1-3 som dermed underbyggede den rækkefølge de optræder i i udstillingsrummet
  • jeg sikrede at den rumlige orientering blev underbygget ved at rykke rundt på stemmerurnerne, så de afspejlede rummet man har ryggen mod og kommer fra (selve udstillingsrummet), når man lægger sig stemme med bolden

På den møde imødekommes både rumlig orientering, visuel og sproglig hukommelse foruden udstillingens interne opbygning og rækkefølge af udstillingerne. Hvormed korrekt og tiltænkt placering af feedbackdata gerne skulle sikres i større grad ved at undgå evt. tvivl og usikkerhed hos den besøgende.

Et par andre gode pointer fra aftenen (frit citeret):

  • ung kvinde, 27 år:

“det at gå fra ét rum hvor man må røre (og lige skal overvinde rent faktisk at gøre det, når man er på museum), og til et rum hvor ting står fremme, men man ikke må rører var svært. Man havde utroligt meget lyst til at røre, nu man lige havde gjort det. Når man så gik tilbage i det andet rum igen, fik man til gengæld en større opleevlse: for nu gik man for alvor i lag med tingene og interagerede med det i endnu større grad, for nu var man helt sikker på at man måtte – og at man skulle tage chancen mens den var der. “

 

  • kvinde i midt-40’erne:

“det at der er hængt noget op foran rummene fungerer utroligt godt. For det første fordi det får én til at stoppe op og rent faktisk læse teksterne, som er derude på forhænget. For det andet fordi det gør én bevidst om at nu går man ind i et nyt og andet rum – og det er noget man skal forholde sig til.”

Dejligt allerede at få den form for feedback og blive det klogere allerede på åbningsaftenen!

 

Reklamer
brugerinddragelse, brugerundersøgelser, forskning, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Udstillingslaboratoriet – 1. læringspointe: visuel hukommelse og rumlig orientering

Galleri
brugerinddragelse, definition, forskning, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Formativ evaluering

Udstillingslaboratoriet er jo et eksperiment, hvis mål er at få indblik i brugerens oplevelse af udstillingens tre iscenesættelser og scenografiske så vel som formidlingsmæssige valg – ved simpelthen at danne basis for brugerinteraktion og brugerfeedback.

Formålet med udstillingen er dermed at afprøve formidlings- og designprincipper i praksis, for dermed at spørge ind til hvordan det opleves etc. Dette er selvfølgelig ikke et objektivt studie, men et kvalitativ studie af brugernes individuelle, subjektive meninger, oplevelser og tanker, som dermed kan analyseres og kategoriseres for (måske) at kunne pege i retning af nogle generaliseringer, som udpeger særlige fokusområder, indsatsområder, tendenser m.m. Eksperimentet handler derfor også i høj grad om formativ evaluering. Dvs. evaluering som defineres som følgende:

Formativ evaluering. Grundlæggende kan evaluering have to funktioner, den kan enten være formativ eller summativ. Formativ evaluering er et pædagogisk redskab. Den enkelte bliver evalueret med henblik på, hvordan han eller hun kan videreudvikle sine kompetencer. Man finder ud af, hvor den enkelte står. Ud fra det kan man tilrettelægge det fremtidige læringsforløb bedst mulig, f.eks. en uddannelsesplan på en skole eller et oplæringsforløb på en virksomhed. Realkompetencevurderingen er forstået på denne måde et centralt led i en læringsproces.”

– Kilde: Dansk Folkeoplysnings Samråd (06.06.2013)

Formativ evaluering adskiller sig fra summativ evaluering ved, at resultaterne fra den formative proces (dvs. evalueringerne af de tre udstillinger) skal skabe forbedringer (indsigt, løsnings- og udviklingsforslag – hvad fungerer, hvorfor, hvordan og kan vi udvikle dette?) frem for blot at fungere som en opsummering af disse resultater (god/dårlig udstilling). Principperne ved formative evaluering kan anvendes til at identificere områder, der kan forbedres og til at fremme konstruktive lærings- og oplevelsesmiljøer.

Fokus for den formative evaluering er dermed en evaluering af hver af de tre udstillinger – med henblik på hvordan de kan udvikles, ved simpelthen af bedømme og evaluere dens nuværende form. Ud fra evalueringen – som varetages af de besøgende i feedbackrummet og af mig via interviews med og time-tracking af museumsbesøgende – kan jeg dermed få indblik i hvordan udstillingsoplevelsen bør udvikles i sin form som oplevelsesdesign og oplevelsesmedie.

Den formative evaluering af Udstillingslaboratoriet giver dermed bl.a. anledning til følgende refleksioner:

  • Hvordan tilrettelægges og varetages den bedste mulige formative evaluering?
  • Hvordan sikrer man ressourcer til brugerdeltagelse, og at brugerne føler sig repræsenteret og føler ejerskab, således at de tør, vil og kan deltage og fortælle om deres oplevelse – kort sagt: at de rent faktisk gerne vil  evaluere? (her tror jeg i høj grad det handler om at delagtiggøre dem i hvad udbyttet er – for både dem og os)
  • Hvilke evalueringskompetencer bør jeg som kurator overgive til de deltagende brugere? (hvordan jeg
  • Hvordan bør og kan udviklings-, forbedrings- og forandringsprocesserne/områderne organiseres i fremtidens udstillingsdesignpraksis på Designmuseum Danmark ud fra de forekomne resultater?
Standard
brugerinddragelse, information

Udstillingsobjekter

Den legendariske Vip skraldspand (1939). Et af de objekter som nok vil kunne ses på udstillingen.

Den legendariske Vip skraldspand, designet af Holger Nielsen i 1939. Et af de objekter som nok vil kunne ses på udstillingen.

Netop nu sidder jeg og er ved at udvælge de cirka 25 genstande, som skal med på udstillingen Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder til efteråret. Selve udvælgelsen af objekter er altid svær – især når det kun er ganske få man kan, vil og skal udstille. Der er mange hensyn af tage – kvalitet, repræsentativitet, interesse, formidlingspotentiale, gyldighed, genkendelighed, overraskelsespotentiale etc. – og samtidig skal det selvfølgelig understøtte udstillingens tema: det skal være design fra hverdagen – både det vi kender ualmindeligt godt (genkendelsens glæde er ofte stor), men også det vi ikke nødvendigvis er stødt på eller har tænkt over som hverdagsdesign.

En udstilling skal skabe et vist element af genkendelighed – for dermed at skabe en tryg ramme for den besøgende, som skaber basis for, at man som museumsgæst gerne vil indgå og tage del i udstillingen ved at investere sin tid. Det kan være gennem sine objekter, sin form, sin formidling osv. Men en udstilling skal også vække nysgerrighed, gøre os interesserede og åbne vores øjne for det nye og ukendte eller dimensioner af et ellers velkendt objekt, som vi så får mulighed for at se på helt ny. Det er her udstillingsarbejdet bliver rigtig interessant – for det er især her vi som fagpersoner kan formidle al vores viden og virkelig udfordres. For formidling er svært, for hvordan forener man bedst muligt en tung faglig viden med en spiselig form, som ikke taler til men med den besøgende?

Museumsudstillingen skal ikke være en oplysende monolog, som forelæseren til salen af studerende. De fleste undersøgelser jeg kender til, viser at de færreste lærer eller husker bedst på denne måde – ligesom oplevelsen i sin helhed forringes. I stedet skal det være en dialog – mellem museets viden og den besøgendes tanker. Hvilket vil sige, at vi som museets repræsentanter og stemmer, skal sørge for at gøre plads til dette i vores udstillinger. En af måderne at gøre dette på er selvfølgelig gennem selve tilrettelæggelsen – men også ved at vælge objekter som vi mener netop kan åbne op for sådan en dialog, og herigennem en større oplevelse og forståelse af design som begreb.

Standard
brugerinddragelse, information

Designmuseum Danmark på Instagram

Designmuseum Danmark på instragram - artikel i Politiken søndag d. 21.04.2013

Designmuseum Danmark på instagram – artikel i Politiken søndag d. 21.04.2013

Designmuseum Danmark er kommet på Instagram – fordi Museet – ligesom bloggen her – gerne vil give jer mulighed for at kigge lidt ind bag facaden, for at se hvad det er vi går og tumler med.

Politiken skrev om det søndag d. 24.04.2013 – og du kan følge os på @designmuseum.

Standard