data, Designmuseum Danmark, eksperiment, eksperimentdesign, formativ evaluering, museumsoplevelse, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

“Altså væggene var væltede på en måde. Rummet og udstillingen flød simpelthen ud i livet omkring os.”

– Lena, 41 år, interviewet 25.02.2014 om rummet Det man ejer, er man selv, en del af eksperimentcasen Udstillingslaboratoriet.

Et gyldent citat

Citat

spionbriller

I dag modtog jeg mine længe ventede spionbriller: et par sorte letvægtsbriller med indbygget kamera, som kan tilsluttes computeren og overføre filer hertil. Ideen er, at de kan optage det som adspurgte besøgende ser (og hvor længe de gør det) og fokuserer på på deres vej gennem Udstillingslaboratoriet – uden at udgøre et decideret forstyrrende element. Dette er en primitiv måde at lave en form for eyetracking på (dette udstyr er desværre ekstremt dyrt og kræver stor erfaring for at få tilstrækkeligt udbytte), men tror jeg også, at disse lette briller samtidig giver mig en mere umiddelbar indsigt i de besøgendes færd rundt i udstillingen – netop fordi de er så diskrete, som de er.

Bruno Ingemann lavede på et tidspunkt nogle interessante undersøgelser, hvor de besøgende bar kamerahatte (Ingemann, 2006). Dette var tidens mulige teknologi, men gør selvfølgelig, at folk er mere bevidste om deres udseende og bevægelse, idet man bærer noget uvant, som samtidig skiller sig ud rent visuelt og gør, at der lægges mere mærke til én. Brillernes fordel er selvfølgelig, at de er mere diskrete rent visuelt, og at de ikke er helt så uvante (de fleste bærer solbriller fra tid til anden) for den besøgende at bære. Dette håber jeg i hvert fald.

Tanken er, at så snart jeg får brillerne op at køre, så vil jeg bede besøgende om at gå med dem i udstillingen. Her overvejer jeg stadig, hvorvidt jeg skal bede den enkelte om først at gå gennem vores ene udstillingsfløj for dermed at vænne sig til at have brillerne på – og til en vis grad ‘glemme’ dem. Fra brillerne får jeg videomateriale, som viser mig, hvad den besøgende ser på og mod, hvor længe, hvad der lægges mærke til, hvad der forbigåes etc. I samspil med mine andre kameraoptagelse, som ser udstillingen og de besøgende ovenfra, får jeg dermed helt bogstaveligt talt en anden vinkel på udstillingen – set direkte fra den besøgendes næserod. Samtidig giver det mig tale (de kan også optage lyd og dette indvilliger den enkelte i ved at bære brillerne modsat kameraoptagelserne fra oven som kun tager billeder hver 2. sekund og ingen lyd optager af bl.a. etiske hensyn), og jeg får en følelse af, hvordan den enkelte besøgende navigerer rent visuelt ift. rummets opsætning. Jeg glæder mig derfor meget til at få testet dem af og op at køre, så de kan komme i brug!

brugerundersøgelser, eksperiment, eksperimentdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Spionbriller som alternativt dataindsamlingsredskab

Billede

GoPro

Jeg er så småt ved at gøre klar til den faktiske dataindsamling i udstillingen. Det har været en noget hektisk periode siden Udstillingslaboratoriets åbning med kursus, studietur og konference og den dertilhørende forberedelse og diverse papers. Så nu lægger jeg sidste hånd på de observationsark, som jeg skal bruge, foruden har testet udstyr til filmning i selve udstillingen.

Det kamera jeg bruger er et lille kamera kaldet GoPro, som normalt bruges af sportsudøvende, hvor kameraet monteres på kroppen eller eksempelvis ens mountainbike. Fordelen ved dette er, at det er lillebitte (læs: enormt diskret), har en ekstremt god vidvinkel og bedst af alt kan sættes til at tage billeder med x antal sekunders intervaller. På den måde kan jeg montere kameraet i loftet tilsluttet strømskinnerne her og optage timelapse-film af de besøgende i udstillingen (selvfølgelig med angivelse af at der filmes til forskningsbrug i området, når dette gøres, så folk er orienteret herom for at gøre det etisk forsvarligt).

Ved at optage folk på denne måde set ovenfra, sikres der en vis anonymitet, foruden at det ikke virker nær så forstyrrende som et alment opstillet videokamera midt i rummet. En yderligere og meget vigtig detalje, er også, at jeg vil kunne få hele rummet set foroven, og dermed undgår en lang række blinde vinkler, som et kamera på gulvet vil give – foruden at den besøgendes adfærd må menes at fremstå mere naturlig og mindre forstyrret trods det faktum, at der optages (man glemmer hurtigere det, man ikke ser, hvormed man handler mere normalt).

Formålet er selvfølgelig at analysere folks adfærd i de tre forskellige små deludstillinger som Udstillingslaboratoriet  består af. På den måde vil jeg kunne kortlægge bevægelsesmønstre, tidsforbrug, interaktionsformer og -mønstrer (derfor også fugleperspektiv) m.m. Men samtidig også have et datamateriale, som jeg kan gå tilbage i, genfinde og gense, frem for som ved almindelige observationer hvor data består af med håndskrevne noter og dermed følgende større usikkerhed og mangelfuldhed. På den måde sikres også en større validitet i mine data.

Disse fugleperspektivsoptagelser vil jeg kombinere med analyser af kameraoptagelse lavet ved brug af et par kamerabriller, som jeg vil bede besøgende om at bære i udstillingerne, og som viser mig, det de ser (og hvor lang tid de ser det, og på sin vis også i en vis udstrækning hvordan). Denne del minder på mange måder om nogle af Bruno Ingemanns forsøg med kamerahatte båret af besøgende i museumsudstillinger (se evt. Ingemann, 2006). Om end jeg dog, tror at disse kamerabriller, som ligner et par almindelig briller og kun vejer 35g, er mindre forstyrrende og selvbevidstgørende for den besøgende (og dermed for mine data) end hatten. Længe leve den teknologiske udvikling!

Det pudsige er dog også, at efter jeg var på kursus i kvalitativ metode, er projektet ud fra den sparring jeg fik her og senere i samarbejde med min ene vejleder, gået mere i retning af et mere rent kvantitativt studie, hvor jeg netop analyserer variablerne mellem udstillingerne og den adfærd, jeg observerer her, og på den måde laver et komparativt studie under de rimeligt kontrollerede rammer, som Udstillingslaboratoriet udgør. Det bliver så spændende at komme rigtig i gang!

brugerundersøgelser, eksperimentdesign, forskning, museumsoplevelse, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

GoPro og kamerabriller – klargøring og test af udstyr til dataindsamling

Billede
anbefaling, eksperimentdesign, forskning, litteratur, museumsoplevelse, publikation, udstillingsdesign

Monti, Francesca og Susan Keene (2013): Museums and Silent Objetcs: Designing Effective Exhibition. Surrey: Ashgate Publishing Limited – noter og strøtanker

“Research indicates that the appearance of objects contributes to the formation of split-second assumptions that visitors involuntarily or consciously make about the depth and quality of the experience that a specific objetc can provide.”
– Monti og Keene, 2013: 2-3

– det samme må siges at kunne gælde for udstillingen som helhed, idet den netop består af objekter og paratekstuelle elementer. Dvs. at vores objekter og iscenesættelse har essentiel betydning for at motivere, engagere, skabe interesse, nysgerrighed m.m. – og hvis dette ikke vækkes umiddelbart, er det ekstremt svært at få det gjort undervejs. Her henvises til andre studier af Alt and Shaw, 1984; Bitgood, 2006; Csikszentmihaylyi and Hermanson, 1995; Shettel, 1973

I mit projekt spørger jeg om:

  • hvorfor nogle museumsudstillinger er bedre oplevelser end andre?
  • hvad der gør at folk oplever og bedømmer dem som de gør?
  • hvad er karakteristikkerne ved de besøgendes observerede adfærd (hvor de synes de har gode oplevelser)?
  • Hvad er karakteristikkerne ved de udstillinger, som bedømmes som gode oplevelser?
  • og dermed: kan man herudfra angive en række best pratice-guidelines for ‘den gode museumsoplevelse’?

Museumsoplevelsen består af følgende 3 elementer – herunder mødet mellem besøgende og objekt (Monti og Keene, 2013: 4-5)

 IMG_1768

For at analysere og få dybde er vi nødt til at se på alle 3 dele kombineret, dvs. (Monti og Keene, 2013: 4):

  • den fysiske og symbolske karakter ved objekterne
  • de besøgendes kognitive og affektive respons på dem
  • de besøgendes respons på settingen og miljøet

Monti og Keene sammenligner denne tilgang med vores måde at se film på – øjet fanges af enkeltdetaljer (objekter fx) men ser stadig helheden omkring det

Museer har været primært visuelle institutioner, der har prioriteret synet over andre sanser (fx. glasmontren) – dette har gjort at:

  • smukke og tillokkende ting tiltrækker blikket mest/først
  • objekter der ikke er dette, men som udstilles for at give dybde og større forståelse og som en vigtig del af narrativet, overses dermed ofte idet de ‘overskygges’ af de andre
  • objekter som er skabt til brug frem for beundring mister ofte betydning, når de kun udstilles til at blive set (man får dermed ikke indblik i deres egenskaber) = vigtigheden af fx. berøring

Definerer forskel mellem brugsgenstande og genstande skabt til beundring – fx. øksen og maleriet – ved at de er skabt til forskellige sanser (den ene skal røres, det andet skal ses) og dermed bør dette også afspejles i formidlingen og displayet af det

Glasmontren og tekst er ikke oplagt til at skabe nye og personlige relationer og interaktioner, og det gør at de mindre ‘visuelle’ objekter overses (Monti og Keene, 2013: 7)

Prioriteringen af synet har følgende indflydelse på to niveauer (Monti og Keene, 2013: 7):

  1. den influerer udvælgelsen: de genstande som brænder mest igennem og nemmest kan  narrativet vælges
  2. øger populariteten af visuelle objekter, og forstærker dermed negligeringen af silent objects > besøgende ser kun fragmenter af historien/helheden

Mødet mellem besøgende og genstand (Monti og Keene, 2013: 10):

  • man kan ikke forvente at alle besøgende vil engagere sig ift. alle objekterne (Monti og Keene, 2013: 10)
  • besøgende har en begrænset opmærksomhedstærskel og trættes mentalt og fysisk under et museumsbesøg
  • de bedømmer konstant hvordan de vil udnytte deres tid (Bitgood: ‘general value principle’)
  • besøgende har forskellige præferencer og interesser
  • museets opg: at facilitere den besøgende i sine valg og definere vilkårene for deres interaktion med andre objekter ud fra deres egen, personlige paramtere
  • dvs. der for museet gælder at:

“(…) the objective is to create the circumstances for an ideal encounter with every object, hence allowing gallery goers to identify, focuson and enjoy what they are interested in.”
– Monti og Keene, 2013: 10

Teoretisk grundlag:

  • til dels visitor studies (dog oftest her fokus på læring og læringsudbytte – jvf. min kritik)
  • ikke alle indikatorer af gode oplevelser kan defineres i læringsmæssige termer (Monti og Keene, 2013: 14; jvt. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011) – de kan også udtrykkes på en af følgende måder:
  • EXPERIENCES WITH OBJECTS – forskellige former for oplevelser udover læring:
    • Cathartic: objects purge the audience’s feelings by reliving hidden impulses sorting
      them out and bringing them into harmony with more conscious aspects of life.
    • Aesthetic: ‘A sense of awe and exhilaration people feel upon seeing or hearing
      something “beautiful”.
    • Poetic: opposed to the categorical or didactic experience, it ‘draws out the profounder,
      more elusive meanings inherent in so many artefacts from our past’.
    • Introspective: the exhibition and the objects are a looking glass for visitors, who
      experience what they are capable of experiencing and who they are.
    • Flow: a specific form of enjoyment with a deep involvement and opportunity for people
      to use a wide range of knowledge, emotional sensitivity and skills.
    • Sensory: our brains are naturally programmed to draw from a range of sensory
      information on our environment, including vision, touch and hearing.
    • Memorial: as memory voice, exhibits play an active role in constructing identities and memories
    • Therapeutic: museum objects have recently been explored for th
      therapeutic work: for instance, object handling as an enrichmpnt J l Ptential in
      and hospitals.36 enrichment activity for patients
  • Teoretiske felter deres undersøgelser har bygget på:
    • design (displayteknikker og designs effekt på brugerne)
    • arkitektur (besøgsadfærd i udstillingsrummet)
    • kognitiv videnskabsteori (perception, affekt og kognition, skønhed, multisensorisk oplevelse + koncepter fra semiotik og æstetik) – note til selv: også fænomenologi
    • museum studies (herunder visitor studies, materiel kultur, museumsoplevelsesteori, kulturel værdi af objekter etc)

Det bedste museum skaber en atmosfære af fornemhed uden at den besøgende føler sig fremmedgjort eller uvelkommen (Monti og Keene, 2013: 27)

OBS! Jeg skal også lave en rumsyntaktisk analyse (diagrammatisk layout af udstilling + syns- og bevægelsesmønstre + snapshots af besøgskoncentration i rummet) + koncept checksheet med opponerende statements > giver indsigt i brugerens adfærd og bevægelse i rummet – disse udfyldes af forskeren selv ud fra observationer af brugeren.

Frem for blot en æstetisk tilgang bør designeren forholde til til design på følgende måde:

“Designer’s work should be evaluated according to the changes it induces in audiences and should be grounded on a solid understanding of human communication and cognition (Frascara, 1995: 44 i Monti og Keene, 2013: 39). This argument is particularly relevant to visitor-objects interaction, where the main concers are not the visual qualities of the exhibits, but the feelings, reactions and emotions they evoke on the viewer.”
– Monti og Keene, 2013: 39

Jvf. Jantzen, Vetner og Bouchet (2011), som netop beskriver oplevelsen som en forandring (der igangsættes af forundring og ?, og dermed er de gode oplevelser og udstillinger dem der designes til at skabe denne forandring, til at skabe oplevelse. Udstillingsdesign er derfor oplevelsesdesign, og oplevelsesdesign er design til forandring (enten fysisk, psykisk, kognitivt etc).

Udstilling i montre (som henvender sig til synet) med tekst og ord distancerer den besøgende fra objekterne – ved at bruge ordet som primære kommunikationsform negligerer og udelukker vi de andre sanser, og de muligheder som ligger gemt her:

 “By leaving the ‘cool web of language’ behind and embracing a multi-sensory approach with emphasis on the visual, people’s cognitive and emotional experiences can greatly improve.”
– Monti og Keene, 2013: 39

Men også jvf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011; Robetson, 2002; Howes m.fl.

Design idiomer:

  • At udstille objekter er en kunst i sig selv – derfor vækker det også særlige reaktioner hos brugeren, når denne møder displayet: instinktive, emotionelle, æstetiske eller intellektuelle (Monti og Keene, 2013: 44)
  • Dette bestemmes især af design idiomer, som udgør en række nøglekoncpeter som er ekstremt indflydelsesrige elementer på karakteren og kvaliteten af den besøgende oplevelse (Monti og Keene, 2013: 44)
  • design idiomer er displayelementer: farve, lys, tekst, brugen af rum og sammenstillingen af objekter (jvf. Thorhauge & Larsen, 2008: 51-52 om paraktekster)
  • Placeres under to hovedformer (Hall, 1987: 128 i Monti og Keene, 2013: 44):
    • 1. atmosfære (stemningen for hele udstillingen)
    • 2. handling: at påvirke handlingen og adfærden for den besøgende (fx banner der trækker i nogle retninger lyd etc), dvs. fremmer den ønskede adfærd/handling ved brug af forskellige ‘signaler’
  • designidomerne skal guide den besøgende gennem udstillinger, de skal tiltrække, fastholde, lede og guide (Monti og Keene, 2013: 45) – fx. halvt synlig tekst som lokker, dramatisk lys (forventning), iøjefaldende setup etc

Den succesfulde udstilling er magisk – den oplyser og underholde folk samtidig (Monti og Keene, 2013: 45, jvf. oplevelsesteorien der netop siger at oplevelse er underholdning og læring (i hvert fald udviklende oplevelser som er dem vi gerne skulle udbyde), Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011)

Udstillingsdesign kan ses som en salgsproces, hvor displayet tiltrække den besøgende – udstillinger = kommunikationsaktiviteter:

“Museum displays, like shop windows, are communication activities that should aspire to ‘sell’ their products, but also to ‘offer and intepretation, to propose a new angle on the familiar, to produce something brighter, loftier and more controversial than the mundane that we know and live through.”
– Monti og Keene, 2013: 45

Design idiomer:

  • At udstille objekter er en kunst i sig selv – derfor vækker det også særlige reaktioner hos brugeren, når denne møder displayet: instinktive, emotionelle, æstetiske eller intellektuelle (Monti og Keene, 2013: 44)
  • Dette bestemmes især af design idiomer, som udgør en række nøglekoncpeter som er ekstremt indflydelsesrige elementer på karakteren og kvaliteten af den besøgende oplevelse (Monti og Keene, 2013: 44)
  • design idiomer er displayelementer: farve, lys, tekst, brugen af rum og sammenstillingen af objekter (jvf. Thorhauge & Larsen, 2008: 51-52 om paraktekster)
  • Placeres under to hovedformer (Hall, 1987: 128 i Monti og Keene, 2013: 44):
    • 1. atmosfære (stemningen for hele udstillingen)
    • 2. handling: at påvirke handlingen og adfærden for den besøgende (fx banner der trækker i nogle retninger lyd etc), dvs. fremmer den ønskede adfærd/handling ved brug af forskellige ‘signaler’
  • designidomerne skal guide den besøgende gennem udstillinger, de skal tiltrække, fastholde, lede og guide (Monti og Keene, 2013: 45) – fx. halvt synlig tekst som lokker, dramatisk lys (forventning), iøjefaldende setup etc
  • Designidiomer kan være kulturelt specifikke
    • fx. farve som har forskellige betydninger i forskellige kulturer
    • fx. læser vi fra ventre-højre og forventer at det vigtigste placeres sidst, men man i Japan placerer det vigtigste i midten og resten rundt om
    • forskellige kulturelle pg uddannelsesmæssige baggrunde, vil påvirke opfattelsen af udstillingsdesignet (Monti og Keene, 2013: 45). Derfor kun analysere på danske borgere?
    • dog kan nogle friheder tages ift. disse variationer idet farve, lys or tekst altid påvirker alle besøgende (Monti og Keene, 2013: 45)
    • ved at analysere forskellig brug af disse elementer, kan man analysere hvilke display elementer der tiltrækker og fatsholder den isolerede (Monti og Keene, 2013: 45) – jvf. min problemformulering!

Farve (Monti og Keene, 2013: 46-47):

  • skaber sit eget rum og miljø
  • skaber en helhed
  • indkapsler
  • vigtigt for museumsdisplayet
  • fanger folks opmærksomhed og deres fantasi
  • kan bruges tila t skabe særlige atmosfærer
  • kan bruges til at fremme særlig adfærd hos de besøgende
  • kan brande et firma
  • interagerer med stof og display overflader for at forstærke ønsket effekt
  • alle materialer har farve
  • består af hue (især vigtig hvis der kun bruges en farve), lightness og mæthed
  • kan bruges til at sende specifikke budskaber (mere end andre fysiske karakteristika)
  • kan bruges til at påvirke besøgendes emotive/følelsesmæssige respons på udstilingen
  • forskellige farver igangsætter forskellige psykologiske responser (Monti og Keene, 2013: 47)
  • hurtigste øjenreaktion: stærke farver såsom rød og orange
  • forskellige kulturer har tildelt farver forskellige betydninger og forbinder derfor også forskellige emotioner dermed
  • trods individer varierer i farvesmagspræferencer er der generelle tendenser: de fleste har præferencer for blålige farver og bryder sig ikke om gul.

Lys (Monti og Keene, 2013: 47-49):

  • understrege formen af ting
  • highlighte kvalitet eller tekstur af materialer
  • dårlig belysning er en af hovedgrundene til at ting overses
  • lys er begrænset af hensyn til konservering + pga. fysiske rammer (budget, elinstallation etc)
  • forskellige variationer af lys kan skabe forskellige sindsstemninger (Monti og Keene, 2013: 49)
  • nødvendigt at have fleksibelt lyssystem, da forskellige materialer kræver forskelligt lys
  • de fleste foretrækker gulligt, varmt lys
  • foreslår man bruger censorer, der slukker lys når folk ikke er i lokalerne

Tekst og grafisk information (Monti og Keene, 2013: 50-53):

  • tekst er det primære (eller i hvert fald mest brugte) middel til at informere folk om ting på museet – fx. vægpaneler, datatekster, undertitler, tekstbidder etc
  • mængden af tekst er forskellig og diskuteres – for lidt tekst kan gøre at udstillingen er underfortolket og omvendt
  • datatekster skal give mening som en del af helet, frem for bare at være en tertiær ting – det samme gælder for resten af teksterne
  • hver tekst skal fungere individuelt (pga. den måde besøgende går til og fra og kun læser sporadisk)
  • skilte/udstillingstekster kan være fortolkende, ufortolkende eller interaktive (består at organiseret information og hjælper med at lade folk forstå tankerne bag udstillingen/budskabet
    • Udgør følgende typer (Monti og Keene, 2013: 50):
      Exhibition titles (1-7 words): to attract the visitor attention and to inform about the theme to identify. This is an important piece of visual and written information which sets the tone of the exhibition and helps to define its general parameters.
    • Subtitles (10-20 words): to help the visitor follow the How of information and connections between the displays.
    • Introductory labels (20-300 words): to introduce the big idea, to orientate
      visitors to the space rationale.
    • Group labels (20-150 words): to conceptually unify a specific object group
      or to introduce a sub-theme.
    • Caption labels (20-150 words): to interpret individual objects.
    • Non-interpretative labels consist of identification labels, or ID labels, donor plaques, way findings and prohibitive signs, as well as credit panels. They also include distributional material, such as gallery notes, brochures and catalogues. Labels for interactive exhibits need to be customised in order to serve the specific design of the interactive they explicate and the ways visitors may use it. They are often characterised by phrases such as ‘what to do, what to notice; what’s going on; so what?’
  • tekster kan fx. udvælge en deltaje ved en genstand og beskrive den > nøjere opmærksomhed fra den besøgende (Monti og Keene, 2013: 51)
  • Teksternes to vigtigste parametre:
    • 1. læsbarhed – både nem at se og læse:
      • afhænger af typografien, placeringen af teksten
      • blik sakl glide uhindret over bogstaver og nemt finde nye sætnings begyndelse
      • sans serif = titler, serif = brødtekst
      • god kontrast mellem tekst og baggrund (farve og lyshed)
      • 18 pt. som punktstørrelse er MINIMUM med 20 cm afstand – oftest er der mere
    • 2. klarhed – nem at forstå: afhænger bekendtheden med emnet, interessen, skrivestilen, sætningslængden og sproglige niveau

Brugen af rum og udstillingslayout (Monti og Keene, 2013: 52-53):

  • ingen regler, en konstant vekselvirkning mellem objekter og rum
  • både ‘less is more’ men også ‘more is more’ – hver strategi kræver forskellige ting
  • rekvisitter: kan være andre konstektualiserende elementer (fx. malerier, andre møbler, fotografier etc som kan synliggøres via andre medier)
  • succesrig tilgang: linke brugernes hverdags (hverdagsoplevelsen) med det udsøgte (det der udstilles)

Vores hjerne er programmeret til at trække på hele vores sensoriske input > dvs datat hentes fra alle sanser og forskning viser, at udbyttet er størst ved at bruge en strategi, som netop retter sig mod at stimulere flest mulige sanser (Monti og Keene, 2013: 61; Driver and Spence, 1998; Drivcer and Spence, 2000; Stein og Meredith, 1993; Vroomer og de Gelder, 2000) – på den måde bliver vores udbytte (læring, perception etc) størst (Robertson, 2002: 131 i Monti og Keene, 2013: 61)

  • for at skabe mening sammenholder vi de sensoriske input fra miljøet
  • vi kan vælge at vægte og bruge en sans mere end andre
  • jo flere sanser vi rbuger, jo bedre lærer og husker vi fordi flere dele af hjernen er aktiveret i at fortolke og fange oplevelsen + det kan tilgængeliggøre udstillingen til en bredere brugerskarer (her også udfordrede, handicappede etc)(Monti og Keene, 2013: 61)

Flow: en tilstand af total involvering/fordybelse (Monti og Keene, 2013: 65 – udgangspunkt i Csikszentmihaylyi, 1997):

For at opnå denne tilstand kræves følgende:

  • aktiviteten har klart fastsatte mål som kræver passende responser (ift. individet)
  • aktiviteten giver øjeblikkelig feedback
  • individets evner er fuldt involveet i gennemførslen af aktiviteten som er lige tilpas udfordrende (jvf. tilpas forstyrrelse i Peter Langs læringsteori)
  • individet er fuldstændig fokuseret grundet den totale påkrævning af mental aktivitet

Flow er overensstemmende med det filosofien betegner som en æstetisk oplevelse (Monti og Keene, 2013: 65)

Her er der store overlap med en af Jantzens bøger ang. arousal, skills og performance ! (Monti og Keene, 2013: 66)

> udfordringen skal altså tilpasses individet og situationen fra gang til gang, for at fremme det rigtige niveau af opstemthed og udfordring og dermed flow – det er sådan vi skal tilrettelægge vores displays: sikre nok stimuli til at holde interessen og give en følelse af personlig opnåelse (Monti og Keene, 2013: 66)

= svær udfordring med så brede og forskellige brugergrupper > læsning: flerlaget formidling (note til selv: som også stimulerer flere sanser og (videns)behov) idet den besøgende selv så kan vælge det niveau som fremmer den rette opstemthed og motivation til at skabe koncentration om udstillingen

En succesfuld udstilling bør aktivere og tale til flere læringsstile (Museums, Libraries and Archives Council, 2004 i Monti og Keene, 2013: 83):

  • underbyg intuition, føling, sansening og imagination såvel som traditionel analyse, meningsdannelse og sekventiel problemløsning
  • knyt an til alle fire læringsstile via forskellige kombinationer af oplevelser, refleksion, konceptualisering og eksperimentering
  • referer og lav forbindelser til folks hverdagsoplevelser når koncepter eller temaer introduceres så de virke bekendte/familiære
  • involver en vifte af folk i udviklingen af læringsmateriale og inkluder de lærende selv > displays vil appellere til flere forskellige læringsstile

For at teste teori afprøvede de noglekoncepter og værktøjer i praksis (Monti og Keene, 2013: 87):

-space syntax diagrammer

  • observationsdata
  • concept checksheets

Dette blev brugt for at evaluere og analysere større gallerier/udstillinger 

Note til selv: samme fremgang skal jeg bruge > analyser DMD ud fra følgende checksheets og Udstillingslaboratoriet også + ud fra Jantzen, Vetner og Bouchets 10 kriterier for en god oplevelse (som dog ser på hele museumsbesøget som helhed og ikke kun udstillingen)

Efterudvikling af koncepter og teoretiske ideer, skal de afprøves og de udgør samlet en værktøjskasse bestående af:

Værktøjskassen (Monti og Keene, 2013: 87):


Teoridomæner og nøglekoncepter
Arkitektur Space syntax  analyse (via diagrammisk kortlægning)
  • observering og dokumentation af cirkulation og opmræksomhed
  • observeringsark (appendix 1)
  • plantegning
Design Design idiomer: farve, lys, tekst, brug af rum og layout (jvf. parateksterne) concept checksheets med oppositionele statements (evaluering af udstillingen/galleriet)
Kognitiv videnskab Skønhed og usability; flow
Museum studies Tingenes biografi; personlige læringsstile; fortolkningsniveauer

Værktøjskassen bestod af (Monti og Keene, 2013: 87-88):

  • gallery observation record sheets (appendix 1): registrering af generel adfærd blandt besøgende ift. udstillingerne og displays
  • space syntax diagrammer: med udgangspunkt i udstillingslayoutets plan(tegning) tegnes der diagrammer af de stier/ruter som tages af de fleste besøgende
  • snapshot diagrammer: med udgangspunkt i udstillingslayoutets plan(tegning) indtegnes placeringen af besøgende (hvor stod de i selve udstillingen) med foruddefinerede intervaller
  • concept checksheets (appendix 2): optælling at ‘scoring’ ud fra oppositionelle statements under hvert nøglekoncept (sammentælles og analyseres til sidst)
  • spørgsmålsbaseret interview med besøgende (supplement til forudgående evaluering og forskningsværktøjer, se ovenstående) (appendix 3-5) > gav indsigt i de besøgendes reception af og interaktion med udstillingerne (som ikke kan fås på samme måde via analyseværktøjerne foroven)

Praktisk:

  • analyserer 3 gallerier på store London-udstillinger > note til selv: kan jeg også analysere så lille et udvalg som jeg vælger af forskellige grunde og dermed sammenholder?
  • først space syntex  og observationsdokumentation (kortlægning, tracking og observering af besøgende)
  • så concept checksheets (design etc)
  • så interview

Chap. 6: Testing the concepts in three London Museums

Alt præsenteret i kap. 1 udgør et teoretisk ramme, som kan bruges til at afdække visitor-object relationen bl.a. via praktiske værktøjer, som kan evaluere og analysere interaktionen mellem besøgende, udstilling og displays (note til selv: og udstillingsoplevelsen)

Ved at bruge værktøjskassen fik de stor indsigt i den besøgendes museumsoplevelse (selvom fokus var på besøgende og silent objetcs) (Monti og Keene, 2013: 89) > note til selv: kan dermed bruges til analyse af besøgsoplevelsen

Forskningsmetode – praktisk infodata:

  • 3  forskellige gallerier fra 3 forskellige museer (Monti og Keene, 2013: 91)
  • Periode: juli, august og september 2004
  • struktureret observation: ialt 105 besøgende
  • bevægelse tracket for 212 besøgende
  • Indsamlet data (se konkrete ark):
    • bevægelsesmønstre (visitor flow count, visotir movement tracking og snapshots af statisk stilstand)
    • struktureret observation af adfærd (observationsark)
    • noterede til tider besøgendes kommentarer i gæstebøger og besøgendes samtaler som supplement til observationer
    • ingen interviews på dette stadie (jvf. min ide om timetracking, at indsamlingen foregår adskilt)

Vedr. repræsentativitet ift. forskellige tidspunkter at observere på i udstillingerne: 

Ingen time eller dag er ens på et museum…

 “however, visitors are doing a fairly similar range of things when visiting a particular exhibition and the proprotion of people following a particular pattern of behaviour was likely to be repeated over time.”
– McManus, 2003: 26 i  Monti og Keene, 2013: 93

Dem der deltager i eksplorative og fysiske aktiviteter brugte længere tid i udstillingen (Monti og Keene, 2013: 103) > note til selv: taler for sensorisk og kropslig stimuli

Pointer der trækkes fra studie af V&A British Gallery, room 123 (Monti og Keene, 2013: 103):

  • besøgende tiltrækkes af genkendelige objekter
  • folk foretrækker simpel intuitiv og ergonomisk design som skaber mulighed for handlinger, og at det er i tæt nærhed/afstand til udstillingen
  • folk nyder at tage aktiv rolle i betydningsdannelsesprocesserne
  • nysgerrighed spiller en vigtig rolle i de valg af information, vi vælger at bruge (fx. flipdataark)
  • levende billeder og video er et medie folk reagerer postivt ift, måske fordi de er nekendt med det fra deres eget liv

Ide: loungeområder + lagdelt info

  • hvorfor ikke lave loungeområder som dobler op og muliggør mere information
  • dvs. områder som gør det rart at sidde ned, slappe af men samtidig gør, at vi kan lytte, lege med tpuch screens m.m. – disse kan komme som afbræk i udstillingerne, mellem overgange og bryde rummets design, så der dannes pauser og mulighed for ro og anden stimuli
  • jvf. popularitet på Horniman Museum (sound benches, se evt (Monti og Keene, 2013: 106)

Pointer ift. strategi og design:

  • Intutive interaktive tiltag, der er nemme at bruge og som man kan være flere forskellige folk om fatsholder folk længere tid og fremmer interessen for ting på display (Monti og Keene, 2013: 109)
  • objektsbaserede displays (fra for idebaserede) som blev præsenteret på visuelt appellerende måde har en stærk tiltrækning, fatsholdelses og kommunikationsevne ift. de besøgende (Monti og Keene, 2013: 109)
  • at tilbyde flere sensoriske dimensioner i formidlingen/tilrettelæggelsen (lyd, syn, røre) kan være en stærk strategi at arbejde ud fra idet det øger interesse m.m. (Monti og Keene, 2013: 109)

Note til selv: Pointe for brug af naturligt lys i Udstillingslaboratoriet: knytter an til ‘hverdags’-elementet, at det ikke er notorisk iscenesat

Analyserer udstillingerne ud fra

  • space syntax analysis
  • design idiomer
  • beauty and usability
  • flow
    • (påpeger at ikke alle længerevarende interaktioner har med flow-oplebelsen af gøre, men også kan skyldes minder, interesse m.m. (Monti og Keene, 2013: 123)) > vi bør dog designe udstillinger med de fire flow-parametre i baghovedet for dermed at kunne holde folk længere (Monti og Keene, 2013: 123)
    • kun delvist vellykket anvendelse idet undersøgelsen kun så på typen af interaktion og længden, men ikke fik dybdegående indsigt i folks tanker. Dette mener KEene og Monti at der er brug for at have indsig ti for at være sikre på flowopleevlsen og bedre af kunne analysere den
  • læringsmodeller og -stile
    • giver ikke plads til lige så frugtbærende interaktioner – man bør huske at læring ikke er den eneste motivation for museumsbesøget (Monti og Keene, 2013: 124)
    • mangler interviews for at give dybde og rigtig indsigt i deres læringsstil/mode

Ift. tekst – nøglepointer (Monti og Keene, 2013: 145):

  • korte tekster (jo kortere, jo flere læser dem) – fx. som gjort med umiddelbart stor succes på Textiles & Fashion Gallery på The Bowes Museum, England
  • omhyggelig placering (hvor finder man dem nemmest, og hvor er det mest logisk ift. objekterne? Men også hvorvidt og i hvilken grad man ønsker at styre forståelsen af genstanden (fx. placerer Statens Museum for Kunst datatekster til højre for kunstværket, for dermed at give mere plads til individuel fortolkning og meningsdannelse. Frem for den normale venstresidede placering, hvor vi giver styrer datateksterne ift. læseretningen og ønsker at give den besøgende informationerne hurtigst muligt)
  • stil gerne provokerende spg, så længe det er uden at tale ned til den besøgende.

Monti og Keene lavede tre udstillinger hvor de anvendte forskellige greb mod sensorisk stimulation (hørelse, syn og berøring) og bad senere de besøgende om at besøge alle tre udstillinger, for derefter at sammenholde de besøgendes præferencer og reaktioner til de forskellige displayteknikker (Monti og Keene, 2013: 178)

Note til selv: jvf. mit forsøg hvor jeg dog beholder objekterne konstant (idet jeg ikke som Keene og Monti har objektfokus), men netop sammenholder de besøgendes præferencer:

  • fordele: deres præferencer ift. farve, objekterkarakter m.m. spiller ikke ind
  • ulemper: træthed m.m. kan påvirke deres oplevelse og evaluering af de tre udstillinger

Opsummering af udstillingseksperimenter :

  • synslinie og displayelementer: (Monti og Keene, 2013: 210)
    • audiolabel alene er ikke nok til at gøre opmærksomhed på tilbuddet (fx. ikon)
    • skal være placeret direkte i synslinien (så stærk synlig placering)
    • stærke visuelle elementer/indikatorer er nødvendige hvis man skal få folk til at afvige fra deres intenderes sti
  • strategisk placering (Monti og Keene, 2013: 210)
    • det man vil have folk skal lægge mærke til, skal placeres strategisk
    • brug prominente placeringer
    • det som hører sammen skal placeres i samme display (designes og integreres med henblik på æstetiske og brugervenlige elementer)
  • levende billeder (Monti og Keene, 2013: 210)
    • tænk placering og størrelse
    • modtages generelt positivt
    • opmærksomhedsskabende
    • god fortolkning som de besøgende knyttet an til
  • farve (Monti og Keene, 2013: 2010)
    • farev tiltrækker sig folks opmærksomhed ved at skille sig ud fra resten af designet
    • bør bruges til at tiltrække opmærksomhed og indikere ‘se mig’
    • kan bruges til at differentiere information
    • kan bruges til at skelne kommunikationsniveauer for den besøgende
  • lyd (Monti og Keene, 2013: 211)
    • atmosfærisk kvalitet, opmærksomhedsskabende
    • informativ kvalitet
    • folk bruger mere tid med objekterne, når der fortælles historier m.m.
    • ‘bringe objekter til live’
  • grafisk informationsdisplay (Monti og Keene, 2013: 211)
    • fx. fotografier, tegninger, kort, timelines, infographics etc
    • sørg for direkte koblinger (fx. billede af objekt på den grafisk tekst som formidler det)
  • aktiv individuel involvering (Monti og Keene, 2013: 211)
    • besøgende nyder at kunne tage aktiv del
    • besøgende værdsætter at kunne vælge information (informationslag)
    • hands-on værdsættes
  • object-centreret display-tilgang (Monti og Keene, 2013: 212)
    • bliver bedst med multimedial tilgang
    • sørg for superlogisk og nær sammenhæng med kommunikationsmedie (tekst, audio, film etc) og selve objektet rent fysisk
  • multisensorik og multimedie display (Monti og Keene, 2013: 212)
    • multisensoriske tilgang tiltrækker og fastholder de besøgendes tilgang
    • flere medier, giver flere folk forskellige muligheder for at forholde sig til objekterne (Monti og Keene, 2013: 212)

Resultater (Monti og Keene, 2013: 259):

  • indsigt i hvad der kan bidrage til den gode museumsoplevelse
  • udviklet metodologiske værktøjer til både at designe og analysere udstillinger som skaber gievnde oplevelser for de besøgende
  • guidelines til at adressere de fire stadier i mødet mellem objekt og besøgende

Alle guidelines etc. er gode som udgangspunkter men skal selvfølelig tunes og justeres ift. individet og det enkelte museums omstændigheder, publikummet, settingen, den kulturelle kontekst (Monti og Keene, 2013: 261)

> vi kan ikke lave universelle stier og oplevelser som er ens for alle (Monti og Keene, 2013: 261; Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011 m.fl.)

De metodologiske værktøjer giver både indsigt i brugeroplevelsen, men kan også bruges til at planlægge og lave udstillinger ud fra (Monti og Keene, 2013: 262)

“The broad design strategy and visual effect of an exhibition, as opposed to the individual physical characterstics of things, can encourage satisfying and lasting experiences for vistors. On a different level, it can be argued that the atmosphere and the visual qualities of a gallery deeply influence visitors, affecting their cognitive and emotional processes, and altering their predisposition to the displays. The visual impact og both an exhibition and its content fundamentally shape the visitor experience.”
– Monti og Keene, 2013: 263

En brugerorienteret tilgang er nødt til at tage grundig højde for og have dybdegående forståelse for de synergistiske komponenter som tilsammen danner besøgsoplevelsen: miljø, besøgende og udstilling = museumsudstillingsoplevelsen (Monti og Keene, 2013: 267)

Sensorisk variation (frem for hierarkisk dominering af synet) giver en bredere indsigt i objekterne og retter sig mod et bredere publikum (Monti og Keene, 2013: 366)

Generel note til bogen: Læs den – fantastisk bog der forener teori, metodologi, praksis og forskningsdesign i ét.

Standard
brugerundersøgelser, eksperimentdesign, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

One-on-one med George Hein: eksperimentdesign

Idag havde jeg en one-on-one med den museologiske sværvægter og Professor Emeritus George Hein. En fantastisk mulighed, som opstod i forbindelse med hans besøg på Designmuseum Danmark i dag. At kunne få lov at sparre om udstillingsdesign, tilrettelæggelse og tanker om repræsentativitet med en kapacitet som ham, er et klart privilegium – på 45 min. fik vi talt, diskuteret, vendt og drejet, så eksperimentdelen af Udstillingslaboratoriet nu står langt klarere – og mere reflekteret. En overvejende pointe, som opsummerer George Heins forskning og holdning, fik han formuleret i følgende meget enkle sætning, som oplagt spiller op af eksempelvis Jantzens oplevelsesteori såvel som Falks & Dierkings læringsteori: “Good experiences are learning experiences” (George Hein, 30.05.2012) – forstået som at så snart vi har en god oplevelse, så lærer vi også af den på den ene eller anden måde.  Og hvordan vi så kan skabe disse oplevelser – og dermed denne læring – er jo netop det jeg undersøger.

Udstillingslaboratoriet er et eksperiment. Et forsøg, der undersøger museumsoplevelsen og dennes relation til strategisk formidling og udstillingsdesign, som et led i et forskningsprojekt. For at anvende data fra Udstillingslaboratoriet, skal det som eksperiment derfor designes bevidst, reflekteret og struktureret med klare valg ift. dets tilrettelæggelse som eksperimentdesign.

Her er målet at sikre størst mulig repræsentativitet, som kan udgøre det bedst mulige grundlag for indsamling af kvantitativ og kvalitativ data til efterfølgende behandling, kategorisering og analyse.

Oprindeligt var min ide at lave de tre udstillinger, som tilsammen udgør Udstillingslaboratoriet, i streg. Således at den besøgende tvinges til at gå gennem alle tre udstillinger gennem en udstukket rute – en efter en. Problemet ved dette er, at udstillingerne dermed altid vil opleves i én særlig rækkefølge – og denne vil kunne influere på den respons og oplevelse brugeren bagefter udtrykker. Så hvorledes kommer man uden om dette?

Designmuseum Danmark er opbygget som en firkant – det vil sige, at man kan gå hele vejen rundt gennem udstillingerne. Dermed kan man også tage to veje rundt på museet: højre om (som egentlig går mod den på nuværende tidspunkt kronologisk opsatte permanente udstilling) eller venstre om (hvor man vil følge den permanente samlings kronologi). Skiltningen på museet er for at sige det mildt ikke særligt vejledende – og det er derfor meget varieret, hvilken vej folk tager, men ofte er det mod kronologien, idet de ellers først skal gennem cafeen. Et valg der for mange virker ulogisk, idet de ofte retter opmærksomheden mod udstillingerne først. Fordelen ved dette er i forbindelse med Udstillingslaboratoriet, at de besøgende derved oftest vil entrere Udstillingslaboratoriet fra det ‘rette’ entrypoint. Museets arkitektur har derfor følgende betydning for forsøget:

  1. Folk jeg time-tracker skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Dermed ved jeg, at de har haft mulighed for at orientere sig om konceptet.
  2. Folk jeg interviewer skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Derudover skal de følge en af mig udstukket rækkefølge af de tre udstillinger.

Da museet undergår en tagkonstruktion, som strækker sig til næste sommer og gør, at museet lukkes midtpå og dermed tvinger de besøgende til at gå tilbage igen, er dette dog ikke et problem, mens Udstillingslaboratoriet kører. Her vil alle derfor kun kunne komme ind i udstillingen fra ét indgangspunkt: introduktionsrummet.

Problemet ved at vise de tre udstillinger i fast rækkefølge er dog også, at den besøgende risikerer at kede sig – og dette dermed påvirker oplevelsen og den formative evaluering. Dermed er det nødvendigt at sikre sig variation i oplevelsesrækkefølgen hos respondenterne ved at tildele hver af dem en specifik rækkefølge, som de skal se udstillingerne i – og som skifter fra respondent til respondent, således at der er en jævn og lige fordeling over de forskellige kombinationer.

Kombinationsmuligheder for oplevelsesrækkefølge: 1-2-3 / 1-3-2 / 2-1-3 / 2-3-1 / 3-1-2 / 3-2-1

Dette betyder, at for at sikre størst mulig repræsentativitet og at kunne opleve udstillingerne i vilkårlig rækkefølge (frem for kun i rækkefølgen 1-2-3) er jeg nødt til at ændre mit først tænkte design: udstillingerne skal ikke entreres fra hinanden, men skal entreres og forlades via en og samme dør. Det vil sige at hver udstilling skal have sin egen dør, der både udgør ind- og udgang. Dermed kræver det, at jeg skaber en gang i mit store udstillingslokale, som rummer tre døre: en til hver udstilling – og til sidst åbner op til selve feedbackområdet, som ikke skal være synligt (for at folk dermed ikke blot strømmer gennem gangen og derned), når man træder ind i udstillingen. Hvordan dette gøres – uden et egentlig budget og uden at tage for meget plads i rummet – er en arkitektonisk beslutning, men umiddelbart tænker jeg, at rummet kan opdeles af tekstil, som hænges fra loft til gulv og slutter tæt så de dermed indkapsler de forskellige udstillingsrum. Problemstillingen i forbindelse hermed er lys og lyd, som nemmere strømmer fra ét rum til det næste, og dermed kan influerer oplevelsen – men dette ville også opstå ved det tidligere design, og kan måske omgås på anden vis via høretelefoner etc.

Yderligere er det essentielt, at udstillingen skal klargøre præmissen for de besøgende ved et klart formuleret formål, som udtrykkes eksplicit for de besøgende: Vi eksperimenterer med udstillingsdesign – og du kan bidrage og gøre os endnu bedre. Det vil sige en klargøring af, at formålet med Udstillingslaboratoriet netop er at eksperimentere og derigennem få et indblik i, hvordan den besøgende oplever de forskellige typer af designs og formidlingsstrategi – for derefter at kunne arbejde med det i praksis. Den besøgendes bidrag og tanker er derfor essentielle for museet – og det er udstillingens kerne.


Fremgang for dataindsamling i udstillingen – to typer af studier, som begge skal foretages:

1. Time-tracking study:

  • Observer (uden adressering) de besøgende i udstillingerne – hvor lang tid bruger de i hver enkelt?
  • Registrer og inddel efter følgende kategorier: dato, tid, køn, alder (lav alderskategorier)

2. Case study med testpersoner (frem for oprindeligt fokusgruppeforslag):

  • Formativ evaluering (formative evaluation)
  • Bed hver testperson (som kontaktes på selve museet og spørges om de vil deltage) være X antal minutter (5 minutter som udspil, men skal være ens/konsekvent hele vejen i dataindsamlingen selvfølgelig) i hver udstilling, for bagefter at deltage i et interview.
  • Respondenterne interviewes efterfølgende ud fra spørgeguide (semi-strukureret forskningsinterview).
  • Testpersonerne tildeles særlig rækkefølge, som de skal se udstillingerne i, for dermed at sikre større spredning og repræsentativitet. Observeres ikke undervejs, mens de er der, for dermed at skabe det mest naturlige miljø.
  • Respondenternes formative og komparativ evaluering

Revision af eksperiment – opsummering:

  • Introduktionsrum: her præsenteres man for konceptet og det helt enkle formål: at eksperimentere og høre folks (museumsgæstens) tanker og holdninger. Dette udtrykkes eksplicit, at de kan bidrage med deres erfaringer – og hvad formålet er.
  • Firdelt hovedrum: hver udstilling har sin egen indgang. De holdes helt adskilte for at kunne ses i forskellig rækkefølge af respondenterne for hermed at undgå influeren af ‘kedsomhed’ undervejs i besøget (når man har set de 25 objekter to gange, vil der sandsynligvis være tilbøjelighed til at have set sig træt på dem – også selvom formidlingen er anderledes. Dette spredes dermed udover, og underbygge validiteten).
Standard