anbefaling, formidling, museum

Vores Museum – en blog fra et lukket museum

Hvad gør man, når ens museum skal flytte, og samlinger, udstillinger og arkiver derfor må lukke en overgang – men museet stadig skal holdes nærværende og i live? Man laver en blog.

Bloggen Vores Museum er Post & Tele Museets ansigt udadtil, her mens de venter på at kunne flytte ind i nye og større lokaler i det gamle postkontor på hjørnet af Øster Allé og Blegdamsvej lige ved Trianglen på Østerbro. En indflytning som jeg personligt ser meget frem til; for hvor tit sker det lige, at et museum får helt nye lokaler og dermed helt nye muligheder for at retænke og geniscenesætte sine udstillinger og samlinger fra bunden?

Det er en unik chance for at skabe og tænke nyt, noget som jeg selv synes at Post & Tele Museet har været ganske gode til inden for de seneste år – så det kan kun blive bedre med den her unikke mulighed. Kort sagt er jeg lidt misundelig på den proces, de arbejder sig gennem netop nu.

På bloggen kan man følge de nye museumsbygningers progression, men man kan også læse stort og småt om museets virke og om alt hvad der har med et kommunikationsmuseum som Post & Tele Museet at gøre. Blandt andet er et interessant punkt, hvordan kringler at udstille alt det immaterielle, som et kommunikationsmuseum – som Post & Tele Museet jo er – rummer? Det er nemlig noget, som vi her på et designmuseum, hvor der også er brug for at udstille immaterielt design såsom servicedesign o.l. går og funderer over inden for vores genstandsfelt.

Jeg ser i hvert fald frem til at følge processen – og så selvfølgelig åbningen!

Reklamer
Standard
Designmuseum Danmark, formidling, forskning, museum, seminar

Designseminar på Designmuseum Danmark

Deltag i designseminaret “Design som kulturarv – i fortid, nutid og fremtid på Designmuseum Danmark – det andet i en seminarrække arrangeret af CBS, Designmuseum Danmark (DMD), Dansk Design Center (DDC) og Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole (KADK).

Oplægsholdere:

  • Laura Liv Weikop, ph.d.-stipendiat, Designmuseum Danmark og Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering
  • Christian Holmsted Olesen, Udstillings- og samlingschef ved Designmuseum Danmark
  • Oplæg v/Sabina Michaëlis, ph.d.-studerende på SDU
Standard
anbefaling, formidling, museum

Den Gamle By blogger på livet løs – skal vi andre gøre det samme?

Det er ingen hemmelighed: i Den Gamle By i Århus sker der ting og sager. Der udvikles innovative, brugerinddragende koncepter til målgrupper, som ellers som oftest går tabt for museet (se eksempelvis deres Erindringsformidling). Og der udbygges historiske, veldokumenterede bydele som tager os tilbage i tiden. Og så blogges der. På livet løs.

Jeg selv har stor fornøjelse af at følge hhv. overinspektør Martin Djupdræt og museumsdirektør Thomas Bloch Ravn (herunder også eksempelvis Djupdræts kritik af min egen pladecover-udstilling ‘Pladecovers – Vinylens Revival’, under temaet ‘Skiltet’). Begge skriver og reflekterer de ud fra deres eget personlige og professionelle ståsted over en variation af emner, som er relevante for deres eget og andre museer. Og på den måde inddrager de en lang række potentielle brugere – eller i hvert fald dem som ønsker det – i deres museums virke og de tanker, der er på spil i museumsbranchen. Dog selvfølgelig måske nok mest for fagfolk.

Alligevel er det interessant, det de gør. For det åbner op og skaber rum. Eksempelvis i Martin Djupdræts metarefleksion over museumsblogs – både Den Gamle Bys egne og andres. Eller i kritikker eller kommentarer på kulturpolitiske tiltag.

Der er masser af museer, som gør det samme, især internationalt set. Designmuseum Danmark, som jeg og denne blog er tilknyttet, gør det eksempelvis også med to forskellige blogs: den indeværende (Udstillingslaboratoriet), som nørder om et forskningsprojekt og dertilhørende tanker og berøringsflader. Og en billedbåret projektblog om museets aktuelle tagprojekt.

De bedste blogs, giver i mine øjne museet en stemme og en personlighed, som kan bidrage til at skabe debat. Og jeg er egentlig ret vild med det. Så skal vi andre gøre det samme? Nej – hvis det blot er for at være til stede, uden egentlig at sige noget. Ja – hvis vi har noget på hjertet, og det kan bidrage positivt og konstruktivt til debatten om museets virke, og hvordan vi hele tiden kan udvikle os som organisationer. Eller kan inspirere, vidensdele og variere. Det sidste gør de to nævnte blogs fra Den Gamle By, som derfor får en anbefaling med på vejen herfra.

 

Standard

Screen Shot 2013-06-27 at 14.42.05

Who Made That? er en lille genistreg begået af The New York Times Magazine. Superenkelt, men egentlig ret effektivt – præget af lidt paralax, stramme grafiske linier og nem navigation. Endda næsten rent tekstbåret (selvom man til tider godt kan savne lidt billeder, og helst ville være fri for reklamer).

Allerede på indexsiden bliver det slået fast, hvad det her kan, og hvad vi som brugere vil få: nemlig gode historier og kuriøs viden. En for en kan vi bladre gennem 48 forskellige innovative ideer og historien bag (eller hoppe og udvælge via sidemenuen til venstre). Og det taler til en situation, vi alle har været i. For vi kender det alle sammen – spørgsmålet og den lille undren: gad vide hvem der egentlig fik ideen til plastret? Eller vidste du eksempelvis, at den første reference til ordet ‘brunch’ var at finde i Hunter’s Weekly i 1895? At spørgsmålstegnet menes at være blevet opfundet af en munk?  Jeg gjorde ikke – men jeg fik et kick ud af at læse omkring det. Så måske man kunne fortælle de samme historie om museets genstande? Den samme kuriøse viden der gør, at vi klukker lidt og husker.

Det handler ikke kun om vinklen. Selvom den er ekstrem vigtig (og her bør den jordnære og ligefremme tone plus vægtningen af ‘den gode historie’, den lille skæve fortælling også fremhæves). I mine øjne gør The New York Times Magazine’s Who Made That? det, som mange af os museer, bør gøre meget mere af. Og endda uden at skulle slås med problemer om copyright (deraf de manglende billeder?): de tilgængeliggør historier om objekter og begreber på en spiselig, interessant og indbydende form online – ved at brygge fortællinger som pirrer folks nysgerrighed, ved at tale til en almen interesse frem for ekspertisen. Og det er jo egentlig ikke selve objektet de tilgængeliggør – for det er i mange tilfælde slet ikke synligt. Det er derimod viden om objektet – det er læring, information, fortællinger. Alt det vi så gerne vil have, at folk tager med sig – og det vi som museumsfolk, så gerne vil fortælle og formidle.

Personligt ville jeg elske at lave noget lignende til Udstillingslaboratoriet. Både analogt i forhold til vinkling m.m., men også digitalt. For hvor forsvinder alle de historier og al den viden, vi kommer ind i vores udstillinger, hen? Alle de mange, mange tekster vi skriver, og som vi katalogiserer kopier af og sætter på vores bibliotek, men som ikke rigtig bruges – og nærmest slet ikke eksisterer – når udstillingen lukker?  Kunne man overveje, om en sådan løsningstype kunne være en vej til bredere formidling – med masser af udvidelsesmuligheder for mere visuel navigation, tagging m.m. Men i bund og grund også ‘bare’ et medie, som kommunikerer og lader museet række udover sine egen bygninger – og måske endda med potentiale for at formidle samlingerne på en skæv, men også rimeligt enkel og tilgængelig måde?

Hermed ikke sagt, at der ikke er forskel på udstillingstekster og webbaseret formidling. Det er der, og den er stor. Og der er også det sædvanlige spørgsmål om penge og mandskab. Men hvis vi ser bort fra det og drømmer lidt. Er det så så farligt at lade sig inspirere? Eller at bruge noget, man allerede har produceret, på en anden platform, så det måske kan komme andre til glæde – hvadenten bevægelsen går fra nettet til udstillingen, eller fra udstillingen til nettet?

formidling, inspiration

Who Made That? – The New York Times Magazine’s genistreg

Billede