information, inspiration, museum, museumsoplevelse, udstilling

Digitale eksplosioner på museerne: steder jeg snart må opleve

På det sidste er der simpelthen åbnet så utroligt mange udstillinger/museer, som gør brug af digitale og virtuelle medier i en grad som går langt udover, hvad vi ellers har set herhjemme hidtil – især i permanente udstillinger. Og jeg har endnu ikke oplevet noget af det – men planlægger at tage kraftig revanche snarest muligt.

Listen som den ser ud nu, er først og fremmest besøg på følgende steder:

Jeg glæder mig ekstremt meget til at finde ud af, hvad jeg synes om det hele: om fortællingerne bliver for snævre for den kreative og selvstændige oplevelse eller om den underbygges og løftes på raffineret vis. Alle er det i hvert fald eksempler på ekstremt affektive udstillingsformer, som retter sig mod at spille på og aktivere vores følelser – så glæder mig til at se om det lykkes og hvordan.

 

Standard
inspiration, kritik, udstillingsdesign

UtställningsEstetiskt Forum – et hurtigt slag

Netop nu er jeg i Leicester, hvor jeg er på en måneds miljøskifte på The School of Museum Studies på University of Leicester med Dr. Suzanne MacLeod som mentor. Udover at indgå og tage del i at andet forskningsmiljø og få indblik i de ting som sker her, er planen at skærpe projektet og begynde at kategorisere og behandle data fra Udstillingslaboratoriet. Men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om.

I stedet vil jeg gerne slå et slag for UtstillingsEstetiskt Forum – et svensk forum som på forskellig vis behandler, kritiserer og diskuterer udstillingsmediet med bl.a. reportager, anmeldelser m.m (og dermed ikke kun udstillingerne i sig selv, men hele deres form og væren som medie). Et eksempel er Axel Anderssons anmeldelse af Nordiska Museets udstilling Ränder, rytm, riktning (som tiltrak mit øje med en markant iscenesættelse præget af et skarptskåren grafisk udtryk i design og opsætning, og som anmeldelsen også påpeger umiddelbart rummer interessante nye tværgående perspektiver på museets samling, men i følge Andersson skuffer).

Jeg har tidligere skrevet om det norske Utstillingskritikk, som også behandler udstillingskritik med det sigte at få en mere varieret, kvalificeret og faglig-professionel tilgang til kritik af udstillinger – og derigennem forhåbentligt endnu bedre udstillingsoplevelser. Jeg selv kender ikke et dansk alternativ, som går i clinch med at udvikle udstillingsmediet og udstillingspraksis herhjemme på samme måde som det svenske og norske alternativ (på trods af deres forskelligheder), ved at forholde sig til den aktuelle udførsel, design og iscenesættelse på samme faglige plan – så måske det var oplagt med et sådan forum på dansk grund også? Det nærmeste vi kommer det herhjemme indtil nu, er det danske Formidlingsnet, som uden tvivl er både interessant og brugbart, men dog i mine øjne er mere informerende i sin funktion end de to nordiske initiativer (tak til scenograf og oplevelsesudvikler Eva Wendelboe Kuczynski for at minde mig om dette organ i dansk regi).

I hvert fald kan der kun siges om hhv. det norske og svenske alternativ: følg dem, se dem, læs dem, vær enig eller uenig – det kan i hvert fald anbefales herfra og inspiration skader jo aldrig.

Standard
inspiration, Refleksion & strøtanker, udstilling

“Ond Design”

I går havde vi til vores månedlige US-møde (UdStillingsmøde hvor gruppen af udstillingsudviklende parter på museet deltager) besøg af kurator/udstillingsproducent Clara Åhlvik. Og hun fortalte os om sin udstilling Ond Design på Röhsska Museet, Gøteborg.

Som udstillingsproducent arbejder Clara ikke med specifikke samlinger og hun er ikke museumsinspektør. Fordelen herved er fra mit synspunkt i arbejdet med udstillinger, at man ser på samlingen som skal udstilles med friske øjne – og dermed også nogle gange det, som inspektøren ikke synes er synderligt interessant fra et fagperspektiv, men som den almindelige besøgende vil forundres over. Mens ulempen er, at man ikke besidder inspektørens dybdegående kendskab til objekterne og deres historik.

Ideen bag Ond Design var at ramme en ny målgruppe for Röhsskab Museet, der lød på unge voksne i aldersgruppen 13/15-30/35 år. En bred og meget forskelligartet målgruppe i mine øjne, mens som den også ret brede titel og udstilling gav mulighed for. Ligesom alle andre aflæser disse besøgende museets kultur lynhurtigt via deres førstehåndsindtryk, og det var derfor essentielt for Röhsska Museet at markere sig gennem udstillingerne som et samfundsrelevant og aktuelt museum. Noget som kan give alle noget, netop der hvor de er nu og her.

Ond Design stiller spørgsmålet om hvad ‘ondt design’ er. Ikke forstået som dårligt design, men som en række perspektiver på en anden diskurs om design: nemlig det skadelige, det onde (fx. miljøskadelighed, dårlige arbejdsforhold, indsnøring osv). En form for præsentation af hvordan der også er en bagside ved det design som vi omgiver os med, og som vi dagligt indgår i interaktion med eller drømmer om at erhverve.

Diskussionen efter Claras præsentation gik indbyrdes på hvorvidt titlen ‘ondt design’ var for determinerende eller ej. Fra mit synspunkt er det modigt: at museet tør komme med at statement, tage et standpunkt og kommunikere det ud som en række af mulige perspektiver, man også kan tage på design – og som er mere kritiske end dem vi oftest ser på designmuseerne. Især gælder det her for mig også om vigtigheden af, at vi som museer ikke er alvidende og ikke skal komme med sandheder. Vi kan komme med perspektiver og vinkler, men der findes ingen entydig tolkning. Et godt eksempel var den elektriske stol, som et eksempel på ondt design: oprindeligt skabt som en mere human henrettelsesform, og i dag set som et absurd og inhumant redskab (der i manges øjne – herunder mine egne – ikke burde anvendes nogen steder). Udstillingen skabte selvfølgelig derfor også en diskussion om, hvorvidt man kan tale om ‘ondt design’, og hvad det i så fald er?

En vigtig pointe for mig ved Claras præsentation var hendes enighed i, at det ikke handler om at fjerne eller underminere kundskaben eller fagligheden, når vi laver udstillinger som engagerer de besøgende, men at gøre den samfundsaktuel og vedkommende, så den engagerer og involverer den besøgende aktivt i udstillingen med både tanke og krop. Og det tror jeg på mange måder (og ud fra successen af udstillingen at dømme) lykkedes – måske netop ved at tage en kritisk og mere provokerende vinkel. Noget vi måske selv skal blive bedre til en gang imellem?

Derudover var Claras position som udstillingsproducent (og dermed ikke-specialist på fagområdet) interessant, da den anvendes flere steder, men ofte starter diskussioner netop omkring forholdet mellem inspektør-kurator-producent-udstillings-spørgsmålet. Så det i sig selv kunne vi have talt en hel dag om også.

Jeg selv er i hvert fald ærgerlig over ikke at have set udstillingen, som lukkede 8. september, men satte stor pris på Claras engagement og fortællelyst, som gav et virkeligt godt indblik i tankerne bag og udformningen af den i sin helhed.

 

 

 

Standard

Screen Shot 2013-06-27 at 14.42.05

Who Made That? er en lille genistreg begået af The New York Times Magazine. Superenkelt, men egentlig ret effektivt – præget af lidt paralax, stramme grafiske linier og nem navigation. Endda næsten rent tekstbåret (selvom man til tider godt kan savne lidt billeder, og helst ville være fri for reklamer).

Allerede på indexsiden bliver det slået fast, hvad det her kan, og hvad vi som brugere vil få: nemlig gode historier og kuriøs viden. En for en kan vi bladre gennem 48 forskellige innovative ideer og historien bag (eller hoppe og udvælge via sidemenuen til venstre). Og det taler til en situation, vi alle har været i. For vi kender det alle sammen – spørgsmålet og den lille undren: gad vide hvem der egentlig fik ideen til plastret? Eller vidste du eksempelvis, at den første reference til ordet ‘brunch’ var at finde i Hunter’s Weekly i 1895? At spørgsmålstegnet menes at være blevet opfundet af en munk?  Jeg gjorde ikke – men jeg fik et kick ud af at læse omkring det. Så måske man kunne fortælle de samme historie om museets genstande? Den samme kuriøse viden der gør, at vi klukker lidt og husker.

Det handler ikke kun om vinklen. Selvom den er ekstrem vigtig (og her bør den jordnære og ligefremme tone plus vægtningen af ‘den gode historie’, den lille skæve fortælling også fremhæves). I mine øjne gør The New York Times Magazine’s Who Made That? det, som mange af os museer, bør gøre meget mere af. Og endda uden at skulle slås med problemer om copyright (deraf de manglende billeder?): de tilgængeliggør historier om objekter og begreber på en spiselig, interessant og indbydende form online – ved at brygge fortællinger som pirrer folks nysgerrighed, ved at tale til en almen interesse frem for ekspertisen. Og det er jo egentlig ikke selve objektet de tilgængeliggør – for det er i mange tilfælde slet ikke synligt. Det er derimod viden om objektet – det er læring, information, fortællinger. Alt det vi så gerne vil have, at folk tager med sig – og det vi som museumsfolk, så gerne vil fortælle og formidle.

Personligt ville jeg elske at lave noget lignende til Udstillingslaboratoriet. Både analogt i forhold til vinkling m.m., men også digitalt. For hvor forsvinder alle de historier og al den viden, vi kommer ind i vores udstillinger, hen? Alle de mange, mange tekster vi skriver, og som vi katalogiserer kopier af og sætter på vores bibliotek, men som ikke rigtig bruges – og nærmest slet ikke eksisterer – når udstillingen lukker?  Kunne man overveje, om en sådan løsningstype kunne være en vej til bredere formidling – med masser af udvidelsesmuligheder for mere visuel navigation, tagging m.m. Men i bund og grund også ‘bare’ et medie, som kommunikerer og lader museet række udover sine egen bygninger – og måske endda med potentiale for at formidle samlingerne på en skæv, men også rimeligt enkel og tilgængelig måde?

Hermed ikke sagt, at der ikke er forskel på udstillingstekster og webbaseret formidling. Det er der, og den er stor. Og der er også det sædvanlige spørgsmål om penge og mandskab. Men hvis vi ser bort fra det og drømmer lidt. Er det så så farligt at lade sig inspirere? Eller at bruge noget, man allerede har produceret, på en anden platform, så det måske kan komme andre til glæde – hvadenten bevægelsen går fra nettet til udstillingen, eller fra udstillingen til nettet?

formidling, inspiration

Who Made That? – The New York Times Magazine’s genistreg

Billede
forskning, inspiration, litteratur, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign

Oplevelsesdesign -10 kriterier for gode oplevelser if. Jantzen, Vetner og Bouchet (2011)

10 Kriterier for oplevelsesdesign (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 98-99):

  1. produktet skal tillade interaktivitet: forbrugeren skal kunne opleve sig selv som medskaber af oplevelsen
  2. produktet skal fremme fornemmelsen af relationen intimitet: produktet skal være personligt forpligtet på kunden og tillade, at kunden udvikler en personlig, forpligtende relation til produktet
  3. produktet skal bygge på nærhed: produktet skal tale ind til forbrugerens problemstillinger, og det skal egne sig til, at forbrugeren vil dele sine produkterfaringer med andre i sit nærmiljø
  4. produktet skal være autentisk: de værdier, som produktet udtrykker, og de materialer samt den form, det er fremstillet i og af, skal være ‘ægte’, oprindelige og oprigtigt mente
  5. produktet skal være unikt: produktet skal enten være enestående eller ikkegentageligt (fx event), stedbundet og ikke-reproducerbart (fx. lokaliteter) eller originalt og ikke-kopierbart (fx. butiks- og mærkevarekoncepter)
  6. produktet skal være involverende: det skal være sanseligt og emotionelt engagerende ved enten at virke spændende eller afslappende
  7. produktet skal være levende: det skal understøtte forbrugerens ønske om at kunne handle spontant og om at kunne lade sig rive med
  8. produktet skal være lærende: produktet skal understøtte forbrugerens erfaringsdannelse
  9. Produktet skal være interessant: det skal overraske forbrugeren ved at bryde med det ventede, kendte og dermed det forudsigelige
  10. produktet skal være relevant: produktets idé eller koncept skal være forståeligt eller transparent og skal tale til forbrugerens relevansstruktur (jvf. nærhedskriteriet)

Så hvordan forholder udstillinger sig til det? Kriterierne kan bruges som analytiske kategorier, når man ser på og analyserer udstillinger eller andre oplevelsestilbud. Men det kan i mine øjne også udgøres guidelines, som man kan arbejde strategisk med for netop at optimere ens kommunikation i mødet og dialogen med forbrugeren (museumsgæsten). Hvordan kan man bedst muligt skabe rum for forbrugeren, ved at imødekomme disse kriterier og dermed skabe mulighed for medskaben og meningsfulde oplevelser?

Standard

designboard

Bag Facaden, Designmuseum Danmark, inspiration, koncepter, udstilling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Design Board – udstilling under udvikling

Billede
citat, inspiration, udstilling

“A museum is the best device our culture has developed for the transmission of ideas to large numbers of people through the exhibition of genuine objects. This is the museum’s strength. This is what it can do better than any kind of institution yet devised… like other kinds of institutions, the museum has both strenghts and weaknesses; if it abandons its strong ability to exhibit genuine objects and moves toward the province of some other sort of institution, its success in transmitting its ideas inexorably decreases… Failure threatens an exhibition with long labels simply because a museum is not the right device for the transmission of the written word. A museum is not a book.”

– Citat B. Sweeny (Neal, 1976: 86 i Falk & Dierking, 2011: 78)

Citat
inspiration, mode, seminar, tekstil, udstilling, udstillingsdesign

Fashioning the Early Modern

Galleri