multisensorisk teori, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Overvejelser omkring brugen af lyd i udstillinger

Lyd skaber stemning. Det fortæller historier og giver os billedrige associationer, mens vi går og står – for modsat eksempelvis det audiovisuelle kræver den ikke, at vi ser på den, og dermed ikke lægger mærke til vores omgivelser. Lyden kan tages med, den er ikke stedbundet – og den udgør i mine øjne et aktiv, som alt for sjældent bruges i designet og tilrettelæggelsen af udstillingen. Som Merete Watt Boolsen formulerer det:

“Der er ingen tvivl om, at lyde påvirker vores opfattelse af en given situation; de kan inspirere til en bestemt sindstilstand og dermed til bestemte handlinger.“
– Boolsen, 2004:  134

Lyde kan derfor integreres aktivt i udstillingsdesignet til at aktivere særlige handlinger og særlige sindstilstande. Den kan påkalde opmærksomhed på særlige elementer eller objekter, skabe stemninger og atmosfærer, som underbygger en fortælling eller det budskab, som ønskes formidlet, og som er med til at danne ramme for den oplevelse, som finder sted i rummet.

Udstillingslaboratoriet vil jeg prøve at gøre dette i den ene af de 3 små udstillinger, som netop spiller op af det emotionelle. Det vil sige, at jeg vil bruge lyd som et strategisk middel til at:

  • underbygge en fortrolig, genkendelig atmosfære ved at integrere lyd fra et hverdagsscenarie
  • arbejde rent auditivt med hverdagselementet ved de genstande som udstilles: hverdagens lyde, vandet der koger til kaffen, bestik der klirrer, vand der løber, biler som kører forbi det åbne vindue og legende børn i gården, dæmpet snak, fugle etc
  • aktivere lyden til at slå en særlig stemning an, som vækker nysgerrighed og associationer hos den besøgende
  • skabe an afslappet stemning, som gør at folk måske nemmere føler sig tilpas (‘her er godt, rart og trygt at være’) og dermed kan danne grobund for en bedre interaktion med udstillingen (jvf. læringsteorien hvor netop tryghed udgør et essentielt fundament for at kunne indgå i læringsprocesser – se evt. Falk & Dierking, 2011; Ingemann, 2012; Lauridsen, 2011 m.fl.)

Lyden ønskes dermed brugt som et forstærkende element, som går ind og kan danne tankeramme og relationer til vores egen hverdag og på den måde koble genstandene til vores eget liv og færden. Lyden er ikke informerende, den er rent stemningsskabende og skal dermed samspille med den konkrete fysiske tilrettelæggelse og selve designet af udstillingen (designidiomerne, rumindretningen m.m.). Den kræver ikke noget af den besøgende, men udgør et lydtapet som dermed lægger sig som et formidlende lag i baggrunden, som går ind og påvirker os, når vi går gennem udstillingen.

Til formålet har jeg fundet en fantastisk kilde til netop dette formål: freesound.org – en lyddatabase under Creative Commons. Den aktuelle lydfil, jeg vil bruge er optagelsen CityStreet Summer 130620_01 af Klankbeeld, der varer 36 min. og er optaget med en mikrofon ud af et vindue. Længden og dens umiddelbart afdæmpede, men dog tilstedeværende variation gør, at det kan loopes og dermed kan spilles i hele museets åbningstid – dog uden at besøgende vil høre den samme lydbid igen og igen (hvilket ofte er tilfældet på museer og kan være enormt trættende for den besøgende – eller direkte anstrengende hvis lyden kan høres i hele lokalet eller er af en enerverende karakter, som gentages igen og igen).

Rent auditivt kan lydbidden beskrives som bestående af følgende:

  • fuglekvidder, larm af raslende bestik, enkelte biler som kører forbi uden for vinduet, dæmpet dialog (ikke udpræget sprogspecifik og dermed velegnet, da den dermed ikke fremmedgør nogle nationaliteter, eller italesætter nogle emne), enkelte host, trækfugle, ting der tabes etc.
  • Det er en meget naturlig lydstrøm, som passer til både inde- og udemiljø og giver os en følelse af at stå mit mellem begge – måske i vores hjem en dejlig sommerdag med vinduet åbent.

I Monti og Keenes undersøgelse af udstillingsdesign, fandt de at brugen af lyd (i deres tilfælde testede de dog en mundtlig fortælling, og dermed anderledes lydbrug end et atmosfærisk lydtapet – dog henviser de også til lyd og auditive virkemidler generelt) havde følgende funktioner/effekter  (Monti og Keene, 2013: 211):

  • atmosfærisk kvalitet
  • opmærksomhedsskabende
  • informativ kvalitet
  • folk bruger mere tid med objekterne, når der fortælles historier o.l.
  • bringe objekter til live

Samtidig er det en måde at skabe direkte sansepåvirkning (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011), foruden at det spiller op af en udbredt konsensus om,  at jo flere sanser vi bruger (så længe der ikke er tale om overstimulation), jo bedre lærer og husker vi, fordi flere dele af hjernen er aktiveret i at fortolke og fange oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29; Monti og Keene, 2013: 61 m.fl.). Dermed vil en udvidet, strategisk brug af flere sansestimuleringer – herunder lyd – også kunne tilgængeliggøre udstillingen til en bredere brugerskarer, idet den også spiller op af forskellige læringsstile og -præferencer (Monti og Keene, 2013: 61; Lauridsen, 2011 m.fl.). Ligesom en større mulighed for at udstillingen egentlig omdannes til et minde (og dermed læring) ved at aktivere et stærkere sensorisk input (Falk, 2009: 147).

Se evt. også indlægget At indtænke sanserne

Standard
litteratur, multisensorisk teori

Susan Fowler (2008): Multisensory Rooms and Environments.

I dag har jeg læst bogen Multisensory Rooms and Environments. Controlled Sensory Experiences for People with Profound and Multiple Disabilities af Susan Fowler. En hurtigt læst, meget lavpraktisk men også ret inspirerende bog, som fokuserer på hvordan, man kan tilrettelægge forskellige typer af multisensoriske rum (underholdning, afslapning, læring etc), som kan bruges til at imødekomme handicappede med særlige behov via sensorisk stimulation.

De vigtigste pointer, som gennemgåes og påpeges, er eksempelvis de faktorer, der påvirker designet, og som bør gennemtænkes og kortlægges inden designfasen:

  • Behov – tænk altid først og fremmest: hvad er behovene hos dem som skal bruge det? (læring, underholdning, afslapning, sensorisk eller et mix?) og hvad er de specifikke sensoriske behov? (er det fx. at få flere taktile oplevelser?) (Fowler, 2008: 27)
  • Brug tænk altid hvordan og hvem som skal bruge rummet? Hvordan kan det tilpasses løbende til forskellige behov? Hvordan gøres det interaktivt (både socialt og fysisk)?
  • Hvem skal være med? Hvis én person er drivkræften og forsvinder, dør rummet og den indsamlede viden
  • Sikkerhed og sundhed – brandsikkerhed m.m.
  • Budget

Herefter fokuseres mest på decideret design og praktisk tilrettelæggelse deraf til handicappede. Hvoraf mange i mine øjne også kan overføres til kommunikations- og formidlingssammenhænge med børn og voksne. Derfor udgør bogen et perspektiv på netop at fokusere på multisensorisk formidling, og et mere sensorisk oplevelsesdesign, som både argumenterer for hvorfor, påpeger fordele/ulemper og beskriver hvordan man helt konkret kan gøre det – både til det store og lille budget.  Mange af løsninger er rimeligt lavpraktiske, og af mange tror jeg, at de vil blive anset for ‘amatøragtige’ eller ‘grimme’ i deres fremtoning – men det er gode og brugbare forslag, som fokuserer på en brugergruppe, der i høj grad er overset, og som jeg selv mener, museerne også kunne gøre mere for at imødekomme på forskellig vis. Bogen påpeger dog også det krævende herved, da rummene og de besøgende ofte ikke vil være selvkørende, men vil have brug for motiverede og uddannede kontaktpersoner og hjælpere.

Det overordnede argument for brugen af multisensorisk stimulation og designtilgang – som i mine øjne er gældende for os alle – er (Fowler, 2008: 26):

  • “By controlling the sensory input in a multisensory room, it is possible to eliminate distractions and assist people to attend to specific objects that may help them make sense of their external environment – for example, ‘I felt that/saw that and I liked it’.”

    Så ved at arbejde strategisk med multisensorisk designtilgang (som også opfordres i oplevelsesteorien af Jantzen m.fl.) imødekommer vi både flere brugergrupper og flere læringsstile, men vi understreger også vores objekter, og derigennem kan vi italesætte en kontekst og verden omkring os.  For at få folk til at engagere sig med objekterne, kræver det at de bliver opmærksomme på dem, og at vi præsenterer dem på en måde, som motiverer folk til at interagere med dem – dette mener Fowler (og jeg selv) kan ske ved multisensorisk (oplevelses)design, som tilgodeser og stimulerer flere sanser  (Fowler, 2008: 64).

  • Ift. Udstillingslaboratoriet kunne det eksempelvis være følgende hurtige ideer til den affektive udstilling:
    • manipulere med gulv- og montrebelægningen (falsk græs, andet gulv, blødt gulv e.l.) > skal give en anden sensorisk følelse/forundring at gå på/røre ved = sensoriske/taktile flader, som hver især er forskellige
    • lyd i rummet (dagligdagslyde af tingene som bliver brugt, stemmer af folk som taler etc)
    • brug af lys (skiftende lys, som lyser på den genstand der nu bliver auditivt beskrevet?)
    • audiovisuel projektion på taktile flader
    • hænge ting fra loftet, som dermed skaber en større rumlighed og stimulerer blikket ved at trække det mere aktivt rundt i rummet?
Standard