multisensorisk teori, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Overvejelser omkring brugen af lyd i udstillinger

Lyd skaber stemning. Det fortæller historier og giver os billedrige associationer, mens vi går og står – for modsat eksempelvis det audiovisuelle kræver den ikke, at vi ser på den, og dermed ikke lægger mærke til vores omgivelser. Lyden kan tages med, den er ikke stedbundet – og den udgør i mine øjne et aktiv, som alt for sjældent bruges i designet og tilrettelæggelsen af udstillingen. Som Merete Watt Boolsen formulerer det:

“Der er ingen tvivl om, at lyde påvirker vores opfattelse af en given situation; de kan inspirere til en bestemt sindstilstand og dermed til bestemte handlinger.“
– Boolsen, 2004:  134

Lyde kan derfor integreres aktivt i udstillingsdesignet til at aktivere særlige handlinger og særlige sindstilstande. Den kan påkalde opmærksomhed på særlige elementer eller objekter, skabe stemninger og atmosfærer, som underbygger en fortælling eller det budskab, som ønskes formidlet, og som er med til at danne ramme for den oplevelse, som finder sted i rummet.

Udstillingslaboratoriet vil jeg prøve at gøre dette i den ene af de 3 små udstillinger, som netop spiller op af det emotionelle. Det vil sige, at jeg vil bruge lyd som et strategisk middel til at:

  • underbygge en fortrolig, genkendelig atmosfære ved at integrere lyd fra et hverdagsscenarie
  • arbejde rent auditivt med hverdagselementet ved de genstande som udstilles: hverdagens lyde, vandet der koger til kaffen, bestik der klirrer, vand der løber, biler som kører forbi det åbne vindue og legende børn i gården, dæmpet snak, fugle etc
  • aktivere lyden til at slå en særlig stemning an, som vækker nysgerrighed og associationer hos den besøgende
  • skabe an afslappet stemning, som gør at folk måske nemmere føler sig tilpas (‘her er godt, rart og trygt at være’) og dermed kan danne grobund for en bedre interaktion med udstillingen (jvf. læringsteorien hvor netop tryghed udgør et essentielt fundament for at kunne indgå i læringsprocesser – se evt. Falk & Dierking, 2011; Ingemann, 2012; Lauridsen, 2011 m.fl.)

Lyden ønskes dermed brugt som et forstærkende element, som går ind og kan danne tankeramme og relationer til vores egen hverdag og på den måde koble genstandene til vores eget liv og færden. Lyden er ikke informerende, den er rent stemningsskabende og skal dermed samspille med den konkrete fysiske tilrettelæggelse og selve designet af udstillingen (designidiomerne, rumindretningen m.m.). Den kræver ikke noget af den besøgende, men udgør et lydtapet som dermed lægger sig som et formidlende lag i baggrunden, som går ind og påvirker os, når vi går gennem udstillingen.

Til formålet har jeg fundet en fantastisk kilde til netop dette formål: freesound.org – en lyddatabase under Creative Commons. Den aktuelle lydfil, jeg vil bruge er optagelsen CityStreet Summer 130620_01 af Klankbeeld, der varer 36 min. og er optaget med en mikrofon ud af et vindue. Længden og dens umiddelbart afdæmpede, men dog tilstedeværende variation gør, at det kan loopes og dermed kan spilles i hele museets åbningstid – dog uden at besøgende vil høre den samme lydbid igen og igen (hvilket ofte er tilfældet på museer og kan være enormt trættende for den besøgende – eller direkte anstrengende hvis lyden kan høres i hele lokalet eller er af en enerverende karakter, som gentages igen og igen).

Rent auditivt kan lydbidden beskrives som bestående af følgende:

  • fuglekvidder, larm af raslende bestik, enkelte biler som kører forbi uden for vinduet, dæmpet dialog (ikke udpræget sprogspecifik og dermed velegnet, da den dermed ikke fremmedgør nogle nationaliteter, eller italesætter nogle emne), enkelte host, trækfugle, ting der tabes etc.
  • Det er en meget naturlig lydstrøm, som passer til både inde- og udemiljø og giver os en følelse af at stå mit mellem begge – måske i vores hjem en dejlig sommerdag med vinduet åbent.

I Monti og Keenes undersøgelse af udstillingsdesign, fandt de at brugen af lyd (i deres tilfælde testede de dog en mundtlig fortælling, og dermed anderledes lydbrug end et atmosfærisk lydtapet – dog henviser de også til lyd og auditive virkemidler generelt) havde følgende funktioner/effekter  (Monti og Keene, 2013: 211):

  • atmosfærisk kvalitet
  • opmærksomhedsskabende
  • informativ kvalitet
  • folk bruger mere tid med objekterne, når der fortælles historier o.l.
  • bringe objekter til live

Samtidig er det en måde at skabe direkte sansepåvirkning (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011), foruden at det spiller op af en udbredt konsensus om,  at jo flere sanser vi bruger (så længe der ikke er tale om overstimulation), jo bedre lærer og husker vi, fordi flere dele af hjernen er aktiveret i at fortolke og fange oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29; Monti og Keene, 2013: 61 m.fl.). Dermed vil en udvidet, strategisk brug af flere sansestimuleringer – herunder lyd – også kunne tilgængeliggøre udstillingen til en bredere brugerskarer, idet den også spiller op af forskellige læringsstile og -præferencer (Monti og Keene, 2013: 61; Lauridsen, 2011 m.fl.). Ligesom en større mulighed for at udstillingen egentlig omdannes til et minde (og dermed læring) ved at aktivere et stærkere sensorisk input (Falk, 2009: 147).

Se evt. også indlægget At indtænke sanserne

Standard
citat, oplevelsesdesign, udstillingsdesign

“The broad design strategy and visual effect of an exhibition, as opposed to the individual physical characterstics of things, can encourage satisfying and lasting experiences for vistors. On a different level, it can be argued that the atmosphere and the visual qualities of a gallery deeply influence visitors, affecting their cognitive and emotional processes, and altering their predisposition to the displays. The visual impact of both an exhibition and its content fundamentally shape the visitor experience.”

– Monti og Keene, 2013: 263

Citat
definition, forskning, oplevelsesdesign, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Oplevelsesdesign handler om at tilrettelægge rammer, udvikle genstande og planlægge situationer eller hændelsesforløb, som skaber kvantitative ændringer i sansningen, der kan foranledige til kvalitative forandringer i anskuelsen.”

Citatet, som udgør en sigende og i mine øjne vellykket definition af oplevelsesdesign ved at rumme både kvantitative (målbare) og kvalitative (subjektive) dimensioner, er fra Jantzen, Vetner og Bouchets Oplevelsesdesign (2011: 165). Yderligere påpeger Jantzen, Vetner og Bouchet, at oplevelsesdesign er en æstetisk praksis, som ikke skal tilrettelægge processer og skabe produkter, der på alle måder matcher forbrugerens ønsker, forestillinger og vaner – og at det er på dette punkt at oplevelsesdesign adskiller sig fra brugerdrevne og markedsdrevne designprocesser. I stedet handler det if. Jantzen, Vetner og Bouchet om at bevæge brugeren – og gerne også på måder, de ikke havde forestillet sig det, således at der skabes udviklende oplevelser, nye erfaringer og justerede forventninger. Dermed mener de, at oplevelsesdesign bliver til designdreven innovation (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 165)

En tilføjelse hertil og tanker omkring det, er dog, at jeg fuldt ud giver Jantzen, Vetner og Bouhcet ret i, at vi ikke bare skal give brugerne – i mit tilfælde de museumsbesøgende – alt det de vil have. For de ved nødvendigvis heller ikke alt, eller hvad de vil have. Men vi er nødt til at møde vores besøgende, hvor de er (jvf. Jantzen et al.’s vægtning af, at oplevelsesdesignet ikke skal matche brugerens ønsker til punkt og prikke – og dermed underforstået dog stadig en stor del af dem), og imødekomme nogle af deres forventninger og ønsker – men netop samtidig overraske dem, så de kan forundres og måske endda også forandres (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchets, 2011). Hvis ikke vi ved noget om, hvordan brugerne oplever (læs: og erfarer) vores oplevelsestilbud (læs: udstillingerne), kan vi ikke skabe disse rammer, som oplevelsesdesignet netop drejer sig om. Og vi kan derfor heller ikke bryde med forventninger, og dermed heller ikke skabe nye erfaringsdannelser og justerede forventninger som kan blive til udviklende oplevelser og længerevarende (ubevidste) læringsprocesser.

Før man arbejder med oplevelsesdesign ift. udstillingen som medie og oplevelsestilbud, er det dermed i mine øjne essentielt først og fremmest at:

  1. forstå hvad en oplevelse er (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011)
  2. have indsigt i hvordan de besøgende oplever museumsudstillingen – også gerne udstillinger på forskellig form, dvs. der er udformet som forskellige oplevelsestilbud (dette prøver jeg via udstillingen Udstillingslaboratoriet)
  3. have indsigt i hvilke forventninger de har til en museumsudstilling (for dermed at kunne udfordre/bryde med dem og rykke de besøgende som individer ved at overraske dem)
  4. forstå hvordan udstillingen fungerer som oplevelsesdesign og -tilbud (ved at analysere den form oplevelsesform, men også ved at udforske netop brugernes perspektiv)

Oplevelsesdesign – en definition, og punkter man bør huske, før man kaster sig ud i arbejdet med det

Sidebemærkning
brugerundersøgelser, eksperimentdesign, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

One-on-one med George Hein: eksperimentdesign

Idag havde jeg en one-on-one med den museologiske sværvægter og Professor Emeritus George Hein. En fantastisk mulighed, som opstod i forbindelse med hans besøg på Designmuseum Danmark i dag. At kunne få lov at sparre om udstillingsdesign, tilrettelæggelse og tanker om repræsentativitet med en kapacitet som ham, er et klart privilegium – på 45 min. fik vi talt, diskuteret, vendt og drejet, så eksperimentdelen af Udstillingslaboratoriet nu står langt klarere – og mere reflekteret. En overvejende pointe, som opsummerer George Heins forskning og holdning, fik han formuleret i følgende meget enkle sætning, som oplagt spiller op af eksempelvis Jantzens oplevelsesteori såvel som Falks & Dierkings læringsteori: “Good experiences are learning experiences” (George Hein, 30.05.2012) – forstået som at så snart vi har en god oplevelse, så lærer vi også af den på den ene eller anden måde.  Og hvordan vi så kan skabe disse oplevelser – og dermed denne læring – er jo netop det jeg undersøger.

Udstillingslaboratoriet er et eksperiment. Et forsøg, der undersøger museumsoplevelsen og dennes relation til strategisk formidling og udstillingsdesign, som et led i et forskningsprojekt. For at anvende data fra Udstillingslaboratoriet, skal det som eksperiment derfor designes bevidst, reflekteret og struktureret med klare valg ift. dets tilrettelæggelse som eksperimentdesign.

Her er målet at sikre størst mulig repræsentativitet, som kan udgøre det bedst mulige grundlag for indsamling af kvantitativ og kvalitativ data til efterfølgende behandling, kategorisering og analyse.

Oprindeligt var min ide at lave de tre udstillinger, som tilsammen udgør Udstillingslaboratoriet, i streg. Således at den besøgende tvinges til at gå gennem alle tre udstillinger gennem en udstukket rute – en efter en. Problemet ved dette er, at udstillingerne dermed altid vil opleves i én særlig rækkefølge – og denne vil kunne influere på den respons og oplevelse brugeren bagefter udtrykker. Så hvorledes kommer man uden om dette?

Designmuseum Danmark er opbygget som en firkant – det vil sige, at man kan gå hele vejen rundt gennem udstillingerne. Dermed kan man også tage to veje rundt på museet: højre om (som egentlig går mod den på nuværende tidspunkt kronologisk opsatte permanente udstilling) eller venstre om (hvor man vil følge den permanente samlings kronologi). Skiltningen på museet er for at sige det mildt ikke særligt vejledende – og det er derfor meget varieret, hvilken vej folk tager, men ofte er det mod kronologien, idet de ellers først skal gennem cafeen. Et valg der for mange virker ulogisk, idet de ofte retter opmærksomheden mod udstillingerne først. Fordelen ved dette er i forbindelse med Udstillingslaboratoriet, at de besøgende derved oftest vil entrere Udstillingslaboratoriet fra det ‘rette’ entrypoint. Museets arkitektur har derfor følgende betydning for forsøget:

  1. Folk jeg time-tracker skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Dermed ved jeg, at de har haft mulighed for at orientere sig om konceptet.
  2. Folk jeg interviewer skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Derudover skal de følge en af mig udstukket rækkefølge af de tre udstillinger.

Da museet undergår en tagkonstruktion, som strækker sig til næste sommer og gør, at museet lukkes midtpå og dermed tvinger de besøgende til at gå tilbage igen, er dette dog ikke et problem, mens Udstillingslaboratoriet kører. Her vil alle derfor kun kunne komme ind i udstillingen fra ét indgangspunkt: introduktionsrummet.

Problemet ved at vise de tre udstillinger i fast rækkefølge er dog også, at den besøgende risikerer at kede sig – og dette dermed påvirker oplevelsen og den formative evaluering. Dermed er det nødvendigt at sikre sig variation i oplevelsesrækkefølgen hos respondenterne ved at tildele hver af dem en specifik rækkefølge, som de skal se udstillingerne i – og som skifter fra respondent til respondent, således at der er en jævn og lige fordeling over de forskellige kombinationer.

Kombinationsmuligheder for oplevelsesrækkefølge: 1-2-3 / 1-3-2 / 2-1-3 / 2-3-1 / 3-1-2 / 3-2-1

Dette betyder, at for at sikre størst mulig repræsentativitet og at kunne opleve udstillingerne i vilkårlig rækkefølge (frem for kun i rækkefølgen 1-2-3) er jeg nødt til at ændre mit først tænkte design: udstillingerne skal ikke entreres fra hinanden, men skal entreres og forlades via en og samme dør. Det vil sige at hver udstilling skal have sin egen dør, der både udgør ind- og udgang. Dermed kræver det, at jeg skaber en gang i mit store udstillingslokale, som rummer tre døre: en til hver udstilling – og til sidst åbner op til selve feedbackområdet, som ikke skal være synligt (for at folk dermed ikke blot strømmer gennem gangen og derned), når man træder ind i udstillingen. Hvordan dette gøres – uden et egentlig budget og uden at tage for meget plads i rummet – er en arkitektonisk beslutning, men umiddelbart tænker jeg, at rummet kan opdeles af tekstil, som hænges fra loft til gulv og slutter tæt så de dermed indkapsler de forskellige udstillingsrum. Problemstillingen i forbindelse hermed er lys og lyd, som nemmere strømmer fra ét rum til det næste, og dermed kan influerer oplevelsen – men dette ville også opstå ved det tidligere design, og kan måske omgås på anden vis via høretelefoner etc.

Yderligere er det essentielt, at udstillingen skal klargøre præmissen for de besøgende ved et klart formuleret formål, som udtrykkes eksplicit for de besøgende: Vi eksperimenterer med udstillingsdesign – og du kan bidrage og gøre os endnu bedre. Det vil sige en klargøring af, at formålet med Udstillingslaboratoriet netop er at eksperimentere og derigennem få et indblik i, hvordan den besøgende oplever de forskellige typer af designs og formidlingsstrategi – for derefter at kunne arbejde med det i praksis. Den besøgendes bidrag og tanker er derfor essentielle for museet – og det er udstillingens kerne.


Fremgang for dataindsamling i udstillingen – to typer af studier, som begge skal foretages:

1. Time-tracking study:

  • Observer (uden adressering) de besøgende i udstillingerne – hvor lang tid bruger de i hver enkelt?
  • Registrer og inddel efter følgende kategorier: dato, tid, køn, alder (lav alderskategorier)

2. Case study med testpersoner (frem for oprindeligt fokusgruppeforslag):

  • Formativ evaluering (formative evaluation)
  • Bed hver testperson (som kontaktes på selve museet og spørges om de vil deltage) være X antal minutter (5 minutter som udspil, men skal være ens/konsekvent hele vejen i dataindsamlingen selvfølgelig) i hver udstilling, for bagefter at deltage i et interview.
  • Respondenterne interviewes efterfølgende ud fra spørgeguide (semi-strukureret forskningsinterview).
  • Testpersonerne tildeles særlig rækkefølge, som de skal se udstillingerne i, for dermed at sikre større spredning og repræsentativitet. Observeres ikke undervejs, mens de er der, for dermed at skabe det mest naturlige miljø.
  • Respondenternes formative og komparativ evaluering

Revision af eksperiment – opsummering:

  • Introduktionsrum: her præsenteres man for konceptet og det helt enkle formål: at eksperimentere og høre folks (museumsgæstens) tanker og holdninger. Dette udtrykkes eksplicit, at de kan bidrage med deres erfaringer – og hvad formålet er.
  • Firdelt hovedrum: hver udstilling har sin egen indgang. De holdes helt adskilte for at kunne ses i forskellig rækkefølge af respondenterne for hermed at undgå influeren af ‘kedsomhed’ undervejs i besøget (når man har set de 25 objekter to gange, vil der sandsynligvis være tilbøjelighed til at have set sig træt på dem – også selvom formidlingen er anderledes. Dette spredes dermed udover, og underbygge validiteten).
Standard
forskning, inspiration, litteratur, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign

Oplevelsesdesign -10 kriterier for gode oplevelser if. Jantzen, Vetner og Bouchet (2011)

10 Kriterier for oplevelsesdesign (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 98-99):

  1. produktet skal tillade interaktivitet: forbrugeren skal kunne opleve sig selv som medskaber af oplevelsen
  2. produktet skal fremme fornemmelsen af relationen intimitet: produktet skal være personligt forpligtet på kunden og tillade, at kunden udvikler en personlig, forpligtende relation til produktet
  3. produktet skal bygge på nærhed: produktet skal tale ind til forbrugerens problemstillinger, og det skal egne sig til, at forbrugeren vil dele sine produkterfaringer med andre i sit nærmiljø
  4. produktet skal være autentisk: de værdier, som produktet udtrykker, og de materialer samt den form, det er fremstillet i og af, skal være ‘ægte’, oprindelige og oprigtigt mente
  5. produktet skal være unikt: produktet skal enten være enestående eller ikkegentageligt (fx event), stedbundet og ikke-reproducerbart (fx. lokaliteter) eller originalt og ikke-kopierbart (fx. butiks- og mærkevarekoncepter)
  6. produktet skal være involverende: det skal være sanseligt og emotionelt engagerende ved enten at virke spændende eller afslappende
  7. produktet skal være levende: det skal understøtte forbrugerens ønske om at kunne handle spontant og om at kunne lade sig rive med
  8. produktet skal være lærende: produktet skal understøtte forbrugerens erfaringsdannelse
  9. Produktet skal være interessant: det skal overraske forbrugeren ved at bryde med det ventede, kendte og dermed det forudsigelige
  10. produktet skal være relevant: produktets idé eller koncept skal være forståeligt eller transparent og skal tale til forbrugerens relevansstruktur (jvf. nærhedskriteriet)

Så hvordan forholder udstillinger sig til det? Kriterierne kan bruges som analytiske kategorier, når man ser på og analyserer udstillinger eller andre oplevelsestilbud. Men det kan i mine øjne også udgøres guidelines, som man kan arbejde strategisk med for netop at optimere ens kommunikation i mødet og dialogen med forbrugeren (museumsgæsten). Hvordan kan man bedst muligt skabe rum for forbrugeren, ved at imødekomme disse kriterier og dermed skabe mulighed for medskaben og meningsfulde oplevelser?

Standard
citat, litteratur, oplevelsesdesign

“Oplevelser opsøges, enten fordi de kan bruges til at udtrykke og udvikle individets identitet, eller fordi sanseindtrykkene giver individet en fornemmelse af at være fuldt tilstede i nuet.” (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 92)

“Oplevelser er nemlig resultatet af mødet mellem forbrugerens forventninger og sindsstemninger og produktets karakteristika og præsentationsområde. Det, som købes og sælges i dette møde, er ingredienser eller halvfabrikata til de kropslige og mentale oplevelser, som først virkeliggøres i og af forbrugeren.” (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 95-96)

Citater om oplevelser – Jantzen, Vetner og Bouchet (2011)

Citat
Bag Facaden, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, planlægning, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Forskellige farver eller ej? Overvejelser om eksperimentdesign…

Udstillingen Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder viser de samme objekter 3 gange – men på 3 vidt forskellige måder, når den åbner til efteråret. Netop nu er jeg i gang med indsamlingen og i den forbindelse opstår et dilemma, som der skal tages stilling til: skal de enkelte objekter have samme farve på tværs af de tre udstillinger? Det vil sige, skal Arne Jacobsens Myre-stol eksempelvis være sort i alle de tre forskellige iscenesættelser og formidlinger?

En del af objekterne er i én fast farve – eksempelvis Coloplasts stomipose. Men der opstår nogle problematikker ift. farvevalget, der hvor der er mulighed for at vælge aktivt. Og det skal selvfølgelig gøres bevidst – for genstandene og deres fremtoning skaber og pårviker oplevelsen i mødet med brugeren (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011 eller se evt. indlægget At indtænke sanser…). På listeform kan det opstilles som følgende:

Samme farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være nøjagtig ens (men iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil ikke spille ind ift. ens bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt)
  • højner repræsentativiteten ved eksperimentet
  • samme farve vil sandsynligvis fremstå mere
  • eksperimentets grundide (hvor det er formen/designet som testes og dennes indvirkning på oplevelsen) vil formentligvis stå klarere frem – også for den besøgende, hvilket både vil kunne underbygge den besøgendes forståelse af, at det netop er et eksperiment, som han/hun deltager i og kan kommentere på – men som også kan udgøre og klargøre selve eksperimentet som en sjov dimension ved ensartetheden.
  • mere homogent udtryk

Forskellige farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være forskellige rent farvemæssigt (og iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil kunne spille ind ift. end bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt): ‘jeg kunne bedst lide den lyseblå stok’
  • de forskellige farver vil sandsynligvis kunne opretholde interessen i større grad, da man vil se forskellige eksempler på den samme genstand i kraft af farverne, og dermed opleve udstillingerne og objekterne som mere forskellige
  • de forskellige farver kan fremhæve objekter, man havde overset på en af de andre iscenesættelser ved at være mere iøjefaldende
  • farverne kan bruges til at understrege de forskellige formidlingsgreb:kraftfulde kan farver understrege den affektive og sanselige dimension, hvor man eksempelvis kan søge at sætte gang i pulsen, og mere dæmpede (eksempelvis sort eller hvid) til at understrege white-cube-æstetikken på den første udstilling
  • mere heterogent udtryk
  • både sænker repræsentativiteten ved eksperimentet (ved at smagspræferencer etc kan influere, se foroven), men højner det samtidig også, da den besøgende sandsynligvis vil opleve en endnu større forskellighed og dermed formentlig være mindre tilbøjelig til at kede sig på sin vejs gennem udstillingerne

Så hvad skal man vælge?

Standard
Bag Facaden, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign

At indtænke sanserne…

Normalt, når vi går rundt i (kunst)museumsudstillinger, bombarderes vores syn med indtryk. Men det er relativt sjældent, at det samme bombardement retter sig strategisk og bevidst mod vores andre sanser: mod vores duftesans, høresans, følesans – og da i hvert fald næsten aldrig (udover i selve cafeen, som dog også for mange ofte udgør et af højdepunkterne ved museumsbesøget) vores smagssans. Men hvorfor ikke arbejde mere målrettet med sanserne? Inden for emballageteorien lyder et mantra, at jo flere sanser der stimuleres, jo større bliver  (forbrugs)oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29). Dette kan selvfølgelig ikke direkte overføres på museumudstillingen – og så alligevel, om end alt bør gøres med måde og formål. Falk & Dierking påpeger i The Museum Experience (2011), at mange museer præsenterer sådan en overflod af stimuli, at mange besøgende føler sig overvældet/overbebyrdet rent sansemæssigt (Falk & Dierking, 2011). Her skal det dog huskes, at Falk & Dierking ser på museumsbesøget som en helhed – fra entré og billetsalg, til café, butik og udstilling. Men hvad er det, der sker i udstillingerne? Fokus må selvfølgelig være på, at udvælge og gøre interessant frem for at overbebyrde. At bruge den sensoriske stimulation til at hjælpe den besøgende med at organisere udstillingen og administrere inputs for dermed at få den bedst mulige oplevelse, som kan bearbejdes og omsættes af og i den enkelte besøgende (Falk & Dierking, 2011: 159-160).

At arbejde strategisk med sensorisk stimulation og dermed også perception, kan udgøre en måde at strukturere oplevelsesdesignet på, så vel som at imødekomme forskellige læringsstile og -præferencer ved simpelthen at skabe rum for forskellige måder at erfare og indgå i udstillingen på (Lauridsen, 2011; Falk og Dierking, 2011; Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011; Ingemann, 2012).

Museumsformidlingen, -didaktikken og læringen, som alt sammen i mine øjne er en del af selve udstillingsoplevelsen, skal ikke kun se på den ordbaserede læring, men på den multisensoriske (Crowest, 1999: 48).

Som redskab kan multisensoriske teknikker derfor:

  • forbedre oplevelsen
  • forøge motivation og forståelse
  • opfordre til aktivt engagement
  • hjælpe den besøgende med at forstå en (historisk) situation
  • tilføje atmosfære
  • forbedre tiltrækning og læringsmæssige effektivitet

så længe de er gennemtænkte, grundigt udforskede og valide/relevante ift. det formidlede + forstærkende ift. hinanden (Spencer, 1991: 139; Davidson et al., 1994: 181; Thomas, 1996: 83; Rayner, 1998: 39-40; Crowest, 1999: 48). Dvs. at de skal være sammentænkte ift. den måde de påvirker selve oplevelsen, være indlagt og integreret i designets rammer og have et underbyggende formål for selve den overordnede formidling og ikke bare være gimmicks.

Udstillingslaboratoriet afprøves forskellige spil med sansemodi i hver af de tre designs:

  • Den kantiansk-æstetiske udstilling, som mimer den klassiske galleri- og kunstudstilling med white-cube æstetik og vægtning af synet som det bærende element i mødet med kunsten. Her er det netop den monosensoriske tilgang, den stramt tilrettelagte formidling, som fremhæver og afspejler det smukke og unikke ved designet.
  • Den didaktisk-æstetiske, som vægter teksten og synet, men som netop lader det skrevne ord underbygge en forstandsmæssig interaktion med den besøgende. At vi læser, oplyses og prøver at forstå, for dermed at gøre indholdet til vores eget.
  • Den affektiv-æstetiske, hvor det at skabe affekt handler om at ‘bevæge, gøre indtryk på’ (ordnet.dk, 22.05.2013); det er oplevelsen af følelser eller emotioner. Her retter udstillingen sig derfor med en en indre effekt hos individet: at vække følelser og emotioner i form af minder, sentimenter, glæde, beruselse, løssluppenhed, skræk og rædsel, hygge etc. (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). På den måde kan et bredt spektrum af senso-motoriske og psyko-fysiske responser sættes i spil, ved at udstillingen netop fokuserer på at gøre indtryk på individets følelser og sanser

     (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). Her tænkes især på at stimulere en række forskellige sanser, og måske netop slet ikke at arbejde med tekstuel information – men i stedet auditiv (talt), visuel (vist) og taktil (følt). På den måde vil flere sansemodi blive sat i spil, udover synet, og den æstetiske tilrettelæggelse vil rumme en række af elementer, der kan invitere forskellige præferencer ind og bliver en aktiv del af rummet – og som kan skabe tanker, forundring og undring. Og det er netop dette oplevelsestilbud, som museumsudstillingen i bund og grund er, skal: at facilitere fysiologiske, emotionelle og bevidsthedmæssige responser, som forbrugeren danner sine egne erfaringer ud fra og på baggrund af (Jantzen, Vetner og Bouchet 2011: 45)

I kraft af at æstetik netop rummer alt det, der har med sanserne at gøre, arbejdes der generelt bevidst med æstetik, som en måde at skabe oplevelser på via sansestimuli. I udstillingen er det – ligesom det beskrives af Jantzen, Vetner og Bouchet (2011) i deres analyse af oplevelsesbaserede butikskoncepter – objektet og dens kontekst, som fremkalder oplevelsen ved at være tæt på, at være tilstede og inden for rækkevidde. Oplevelsesdesign bør derfor medtænke æstetik – og altså æstetik forstået som sanselig erkendelse, dvs. som en anden måde at erkende verden på end den forstandsmæssige (for hvordan kan den kropslige, fænomenologiske oplevelse beskrives præcist med ord?). På den måde bliver den sanselige erkendelse (æstetikken) omdrejningspunktet for oplevelserne. Æstetikken tilbyder os oplevelserne (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 25) – og den er dermed et gennemgående og altid tilstedeværende element i udstillingen. Ligesom vores krop er det for vores blotte eksistens. Udstillingen er et gennemgående æstetisk medie – den taler til os, forundrer os, ægger os og får os til er tænke og associere. Hvis den ellers er skruet rigtigt sammen – og det er jo udfordringen.

Standard
Bag Facaden, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Hvad hvis man udstillede objekterne som i en butik? Dvs. hvad hvis man opbyggede en butik i den affektive udstilling og dermed kom tingene tilbage ind der, hvor vi normalt møder dem, der hvor vi køber dem, inden de indtræder i vores daglige forbrug? Dermed fjernes objekterne dog også fra netop vores egen hverdag, der er en del af hele pointen ved netop at udstille og formidle hverdagsdesign, som det tænkes gjort her. Men hvad hvis man i så fald opbygger følelsen af et hjem, som det vi kender og har – på stiliseret form, der kan genkendes af alle ved helt elementære elementer? Med lyde og stemninger, en atmosfære som danner en tryg og naturlig ramme for at tage del – det lille bord, hvor barnet leger med sit lego eller stolen som står tilfældigt placeret i hjørnet, klar til at vi sætter os på den, som vi normalt gør? Hvorledes kan dette i så fald kombineres med formidling og give os indblik i objekterne fra nye vinkler – måske netop ved at fortælle nogle af de personlige historier, som kan knyttes an til objekterne, fra folk som rent faktisk har dem?

I stedet for at dekontekstualisere designobjekterne – som vi normalt gør på designmuseerne ved at tage objekter ind og udstille dem som unika i et kunstunivers, frem for som masseproducerede repræsentanter – (re)kontekstualiseres de pludseligt og man vil måske kunne skabe et brud med forventningerne hos den besøgende (uden dog at skabe kulturhistoriske iscenesættelser som de ses på Frilandsmuseet o.l.).  Dvs. at selve udstillingsdesignet begynder at påkalde sig særskilt opmærksomhed, at indretningen og iscenesættelsen bliver noget andet og mere end en kulisse. Det bliver en selvstændig faktor, som kræver at den besøgende forholder sig aktivt til den. At det bliver en bidragende og medspillende del af helheden og som samtidig åbner op for nye måder at agere og handle i rummet på end blot at se (fx. at røre, hvile sig, lege etc), som også kan rumme narrative elementer. På den måde åbnes der også op for en mere kropslig læring og erfaring, ved at opbygge en mere hybrid udstilling, som forhåbentligt kan få den besøgende til at gå på opdagelse og stille spørgsmål? (se evt. Jantzen, Vetner og Bouchet (2011): Oplevelsesdesign, s. 74-79).

Strøtanker om iscenesættelse – med hovedet i Jantzen, Vetner og Bouchet (2011): Oplevelsesdesign

Sidebemærkning