spionbriller

I dag modtog jeg mine længe ventede spionbriller: et par sorte letvægtsbriller med indbygget kamera, som kan tilsluttes computeren og overføre filer hertil. Ideen er, at de kan optage det som adspurgte besøgende ser (og hvor længe de gør det) og fokuserer på på deres vej gennem Udstillingslaboratoriet – uden at udgøre et decideret forstyrrende element. Dette er en primitiv måde at lave en form for eyetracking på (dette udstyr er desværre ekstremt dyrt og kræver stor erfaring for at få tilstrækkeligt udbytte), men tror jeg også, at disse lette briller samtidig giver mig en mere umiddelbar indsigt i de besøgendes færd rundt i udstillingen – netop fordi de er så diskrete, som de er.

Bruno Ingemann lavede på et tidspunkt nogle interessante undersøgelser, hvor de besøgende bar kamerahatte (Ingemann, 2006). Dette var tidens mulige teknologi, men gør selvfølgelig, at folk er mere bevidste om deres udseende og bevægelse, idet man bærer noget uvant, som samtidig skiller sig ud rent visuelt og gør, at der lægges mere mærke til én. Brillernes fordel er selvfølgelig, at de er mere diskrete rent visuelt, og at de ikke er helt så uvante (de fleste bærer solbriller fra tid til anden) for den besøgende at bære. Dette håber jeg i hvert fald.

Tanken er, at så snart jeg får brillerne op at køre, så vil jeg bede besøgende om at gå med dem i udstillingen. Her overvejer jeg stadig, hvorvidt jeg skal bede den enkelte om først at gå gennem vores ene udstillingsfløj for dermed at vænne sig til at have brillerne på – og til en vis grad ‘glemme’ dem. Fra brillerne får jeg videomateriale, som viser mig, hvad den besøgende ser på og mod, hvor længe, hvad der lægges mærke til, hvad der forbigåes etc. I samspil med mine andre kameraoptagelse, som ser udstillingen og de besøgende ovenfra, får jeg dermed helt bogstaveligt talt en anden vinkel på udstillingen – set direkte fra den besøgendes næserod. Samtidig giver det mig tale (de kan også optage lyd og dette indvilliger den enkelte i ved at bære brillerne modsat kameraoptagelserne fra oven som kun tager billeder hver 2. sekund og ingen lyd optager af bl.a. etiske hensyn), og jeg får en følelse af, hvordan den enkelte besøgende navigerer rent visuelt ift. rummets opsætning. Jeg glæder mig derfor meget til at få testet dem af og op at køre, så de kan komme i brug!

brugerundersøgelser, eksperiment, eksperimentdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Spionbriller som alternativt dataindsamlingsredskab

Billede
inspiration, Refleksion & strøtanker, udstilling

“Ond Design”

I går havde vi til vores månedlige US-møde (UdStillingsmøde hvor gruppen af udstillingsudviklende parter på museet deltager) besøg af kurator/udstillingsproducent Clara Åhlvik. Og hun fortalte os om sin udstilling Ond Design på Röhsska Museet, Gøteborg.

Som udstillingsproducent arbejder Clara ikke med specifikke samlinger og hun er ikke museumsinspektør. Fordelen herved er fra mit synspunkt i arbejdet med udstillinger, at man ser på samlingen som skal udstilles med friske øjne – og dermed også nogle gange det, som inspektøren ikke synes er synderligt interessant fra et fagperspektiv, men som den almindelige besøgende vil forundres over. Mens ulempen er, at man ikke besidder inspektørens dybdegående kendskab til objekterne og deres historik.

Ideen bag Ond Design var at ramme en ny målgruppe for Röhsskab Museet, der lød på unge voksne i aldersgruppen 13/15-30/35 år. En bred og meget forskelligartet målgruppe i mine øjne, mens som den også ret brede titel og udstilling gav mulighed for. Ligesom alle andre aflæser disse besøgende museets kultur lynhurtigt via deres førstehåndsindtryk, og det var derfor essentielt for Röhsska Museet at markere sig gennem udstillingerne som et samfundsrelevant og aktuelt museum. Noget som kan give alle noget, netop der hvor de er nu og her.

Ond Design stiller spørgsmålet om hvad ‘ondt design’ er. Ikke forstået som dårligt design, men som en række perspektiver på en anden diskurs om design: nemlig det skadelige, det onde (fx. miljøskadelighed, dårlige arbejdsforhold, indsnøring osv). En form for præsentation af hvordan der også er en bagside ved det design som vi omgiver os med, og som vi dagligt indgår i interaktion med eller drømmer om at erhverve.

Diskussionen efter Claras præsentation gik indbyrdes på hvorvidt titlen ‘ondt design’ var for determinerende eller ej. Fra mit synspunkt er det modigt: at museet tør komme med at statement, tage et standpunkt og kommunikere det ud som en række af mulige perspektiver, man også kan tage på design – og som er mere kritiske end dem vi oftest ser på designmuseerne. Især gælder det her for mig også om vigtigheden af, at vi som museer ikke er alvidende og ikke skal komme med sandheder. Vi kan komme med perspektiver og vinkler, men der findes ingen entydig tolkning. Et godt eksempel var den elektriske stol, som et eksempel på ondt design: oprindeligt skabt som en mere human henrettelsesform, og i dag set som et absurd og inhumant redskab (der i manges øjne – herunder mine egne – ikke burde anvendes nogen steder). Udstillingen skabte selvfølgelig derfor også en diskussion om, hvorvidt man kan tale om ‘ondt design’, og hvad det i så fald er?

En vigtig pointe for mig ved Claras præsentation var hendes enighed i, at det ikke handler om at fjerne eller underminere kundskaben eller fagligheden, når vi laver udstillinger som engagerer de besøgende, men at gøre den samfundsaktuel og vedkommende, så den engagerer og involverer den besøgende aktivt i udstillingen med både tanke og krop. Og det tror jeg på mange måder (og ud fra successen af udstillingen at dømme) lykkedes – måske netop ved at tage en kritisk og mere provokerende vinkel. Noget vi måske selv skal blive bedre til en gang imellem?

Derudover var Claras position som udstillingsproducent (og dermed ikke-specialist på fagområdet) interessant, da den anvendes flere steder, men ofte starter diskussioner netop omkring forholdet mellem inspektør-kurator-producent-udstillings-spørgsmålet. Så det i sig selv kunne vi have talt en hel dag om også.

Jeg selv er i hvert fald ærgerlig over ikke at have set udstillingen, som lukkede 8. september, men satte stor pris på Claras engagement og fortællelyst, som gav et virkeligt godt indblik i tankerne bag og udformningen af den i sin helhed.

 

 

 

Standard

collage

Der er nu to uger og en dag, til vi åbner Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder her på Designmuseum Danmark. Og alt er i fuld gang for at gøre den klar – og for at få alt til at gå op i en højere enhed: design, budget, tid osv. Foroven kan ses nogle snapshots fra processen, hvor opstilling og maling af vægge har udgjort et enormt stykke arbejde, for at danne de helt grundlæggende, fysiske rammer for udstillingens tre underudstillinger (se evt. Udstillingskonceptet).

Fra start af har projektet været styret med kontrolleret hånd for at holde det fast på både tid (få måneder til at få udstillingen op at stå) og en stram økonomisk ramme. To ting som har fungeret som benspænd, og egentlig har fremmet en større kreativitet i vores lille arbejdsgruppe. Som koncept er ideen udformet af mig, men med et hold af to sparringspartnere i form af udstillingsarkitekt Benjamin Isak Schlifer Monrad og grafiker Jarl Christian Axel Hansen har projektet udviklet sig og taget den form, vi nu endeligt er ved at få sat op og visualiseret. Det indebærer blandt andet 3 forskellige visuelle identiteter, som underbygger hver lille udstillings egen vinkel og fokus – og som alle 3 er underlagt en samlet, overordnet identitet. Foruden tre meget forskellige designmæssige iscenesættelser, som skaber forskellige settings og rammer for objekterne: de tre forskellige udstillingsformidlinger.

Som i alle andre udstillingsituationer, har vi selvfølgelig også måttet lave ofre – skære ned, justere og ændre løsninger. Men frem for at se det som en negativ side, har vi anset det for netop at være benspænd, kreative udfordringer. For hvordan kan man bruge de elementer vi allerede har i museet, til at skabe nye sammenhænge og udstillingsmæssige iscenesættelser? Hvordan skaber vi 3 rum med fire vægge (i et fredet rum, hvor intet må fastgøres i loft eller gulve) og sørger for at de kan bruges til indsamling af data i et forskningsprojekt, men også som en sjov, interessant og anderledes udstilling for museets besøgende? Man tænker ud af boksen, man eksperimenterer – præcis som man gør i et laboratorium.

Udstillingen har ingen løsninger – men den har ideer, som den prøver at give form. Og den stiller indirekte spørgsmål. Teksterne er vinklet til at understrege hver af de tre implementerede formidlingsprincipper (æstetisk, didaktisk og affektiv) og spiller samtidig op af de 3 designhistoriografiske skel, man blandt andet også kan trække gennem den museumsmæssige udstillingspraksis på designmuseerne (jvf. Jensen, Hans Christian (2001): Moderne materialle kulturstudier i design):

1. udstilling af ting som æstetiske objekter: design som værk
2. udstilling af ting som historiske dokumenter (materialer, teknologier, politik etc)
3. udstilling af ting som betydningsmaterialiseringer og objektificeringsgenstande (form og handlinger)

På den måde skulle udstillingerne gerne underbygge vinkel, fortælling og indhold både gennem sin formidling og sit design – men samtidig også afspejle en udstillingspraksis, som den har udviklet sig over tid (og stadig i stor grad gør det idag – alle tre former er stadig fremherskende alt afhængigt af museumstype, genstandsfelt og kurator).

Men udover en masse teoretiske overvejelser, som udmønter sig i den fysiske manifestation af udstillingen, er udstillingsvirksomhed jo i høj grad også praktisk. En levende og vibrerende ting, som muterer undervejs og gerne skulle udvikle sig hele tiden. Netop derfor er det også udfordrende. Udstillingsproducenten og kuratoren, som jeg har været i én og samme person på denne udstilling, har mange hatte: helt fra at sørge for lavpraktiske ting som træbukke til bordkonstruktion til de større og mere grandiose overvejelser, hvoraf nogle kan virke små, men har enorm betydning for den endelige form (fx. farvevalg af væg: hvid er anonym og skaber lys i mørke gange, kraftige farver kan bruges til opmærksomhedshenledning, stemningsunderbyggelse etc).  Der er mange beslutninger og mange processer, meget stress, spænding og måske lidt nervøsitet – og det er som det skal være.

Selv er jeg jo stadig grøn bag ørerne, hvad angår udstillingsvirksomhed, men måske det netop også har bidraget til at denne udstilling har kunnet lade sig gøre inden for de rammer, som har været gældende. Det har krævet og kræver stadig blod, sved og tårer – men det er også en inspirerende proces, hvor man hele tiden udfordres. Og det er noget af det, som gør det så fantastisk at lave udstillinger, når alt det hårde arbejde er færdigt, og det står der: værket, udstillingen, oplevelsen.

Så om to uger håber jeg, at vi er der: foran udstillingen, tilfredse og glade og med en masse mennesker i rummene. Indtil da er der stadig noget arbejde, som skal gøres, nogle flere hatte som skal prøves. Countdown to uger.

Processen kan også følges visuelt på instagram via #udstillingslaboratoriet og #exhibitionlab

Bag Facaden, designhistoriografi, Designmuseum Danmark, Refleksion & strøtanker, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Udstillingslaboratoriet – to ugers countdown

Billede
multisensorisk teori, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Overvejelser omkring brugen af lyd i udstillinger

Lyd skaber stemning. Det fortæller historier og giver os billedrige associationer, mens vi går og står – for modsat eksempelvis det audiovisuelle kræver den ikke, at vi ser på den, og dermed ikke lægger mærke til vores omgivelser. Lyden kan tages med, den er ikke stedbundet – og den udgør i mine øjne et aktiv, som alt for sjældent bruges i designet og tilrettelæggelsen af udstillingen. Som Merete Watt Boolsen formulerer det:

“Der er ingen tvivl om, at lyde påvirker vores opfattelse af en given situation; de kan inspirere til en bestemt sindstilstand og dermed til bestemte handlinger.“
– Boolsen, 2004:  134

Lyde kan derfor integreres aktivt i udstillingsdesignet til at aktivere særlige handlinger og særlige sindstilstande. Den kan påkalde opmærksomhed på særlige elementer eller objekter, skabe stemninger og atmosfærer, som underbygger en fortælling eller det budskab, som ønskes formidlet, og som er med til at danne ramme for den oplevelse, som finder sted i rummet.

Udstillingslaboratoriet vil jeg prøve at gøre dette i den ene af de 3 små udstillinger, som netop spiller op af det emotionelle. Det vil sige, at jeg vil bruge lyd som et strategisk middel til at:

  • underbygge en fortrolig, genkendelig atmosfære ved at integrere lyd fra et hverdagsscenarie
  • arbejde rent auditivt med hverdagselementet ved de genstande som udstilles: hverdagens lyde, vandet der koger til kaffen, bestik der klirrer, vand der løber, biler som kører forbi det åbne vindue og legende børn i gården, dæmpet snak, fugle etc
  • aktivere lyden til at slå en særlig stemning an, som vækker nysgerrighed og associationer hos den besøgende
  • skabe an afslappet stemning, som gør at folk måske nemmere føler sig tilpas (‘her er godt, rart og trygt at være’) og dermed kan danne grobund for en bedre interaktion med udstillingen (jvf. læringsteorien hvor netop tryghed udgør et essentielt fundament for at kunne indgå i læringsprocesser – se evt. Falk & Dierking, 2011; Ingemann, 2012; Lauridsen, 2011 m.fl.)

Lyden ønskes dermed brugt som et forstærkende element, som går ind og kan danne tankeramme og relationer til vores egen hverdag og på den måde koble genstandene til vores eget liv og færden. Lyden er ikke informerende, den er rent stemningsskabende og skal dermed samspille med den konkrete fysiske tilrettelæggelse og selve designet af udstillingen (designidiomerne, rumindretningen m.m.). Den kræver ikke noget af den besøgende, men udgør et lydtapet som dermed lægger sig som et formidlende lag i baggrunden, som går ind og påvirker os, når vi går gennem udstillingen.

Til formålet har jeg fundet en fantastisk kilde til netop dette formål: freesound.org – en lyddatabase under Creative Commons. Den aktuelle lydfil, jeg vil bruge er optagelsen CityStreet Summer 130620_01 af Klankbeeld, der varer 36 min. og er optaget med en mikrofon ud af et vindue. Længden og dens umiddelbart afdæmpede, men dog tilstedeværende variation gør, at det kan loopes og dermed kan spilles i hele museets åbningstid – dog uden at besøgende vil høre den samme lydbid igen og igen (hvilket ofte er tilfældet på museer og kan være enormt trættende for den besøgende – eller direkte anstrengende hvis lyden kan høres i hele lokalet eller er af en enerverende karakter, som gentages igen og igen).

Rent auditivt kan lydbidden beskrives som bestående af følgende:

  • fuglekvidder, larm af raslende bestik, enkelte biler som kører forbi uden for vinduet, dæmpet dialog (ikke udpræget sprogspecifik og dermed velegnet, da den dermed ikke fremmedgør nogle nationaliteter, eller italesætter nogle emne), enkelte host, trækfugle, ting der tabes etc.
  • Det er en meget naturlig lydstrøm, som passer til både inde- og udemiljø og giver os en følelse af at stå mit mellem begge – måske i vores hjem en dejlig sommerdag med vinduet åbent.

I Monti og Keenes undersøgelse af udstillingsdesign, fandt de at brugen af lyd (i deres tilfælde testede de dog en mundtlig fortælling, og dermed anderledes lydbrug end et atmosfærisk lydtapet – dog henviser de også til lyd og auditive virkemidler generelt) havde følgende funktioner/effekter  (Monti og Keene, 2013: 211):

  • atmosfærisk kvalitet
  • opmærksomhedsskabende
  • informativ kvalitet
  • folk bruger mere tid med objekterne, når der fortælles historier o.l.
  • bringe objekter til live

Samtidig er det en måde at skabe direkte sansepåvirkning (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011), foruden at det spiller op af en udbredt konsensus om,  at jo flere sanser vi bruger (så længe der ikke er tale om overstimulation), jo bedre lærer og husker vi, fordi flere dele af hjernen er aktiveret i at fortolke og fange oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29; Monti og Keene, 2013: 61 m.fl.). Dermed vil en udvidet, strategisk brug af flere sansestimuleringer – herunder lyd – også kunne tilgængeliggøre udstillingen til en bredere brugerskarer, idet den også spiller op af forskellige læringsstile og -præferencer (Monti og Keene, 2013: 61; Lauridsen, 2011 m.fl.). Ligesom en større mulighed for at udstillingen egentlig omdannes til et minde (og dermed læring) ved at aktivere et stærkere sensorisk input (Falk, 2009: 147).

Se evt. også indlægget At indtænke sanserne

Standard
kritik, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Kritik #1. De besøgende bliver bedt om på forhånd om at sammenstille de tre oplevelser, og fortalt at det er et forsøg (for at skabe relevans og kontekst og dermed motivation for deltagelse og engagement) – dette påvirker selvfølgelig deres oplevelse, da der opstilles en diskurs, hvori de oplever udstillingerne, og dermed analyserer og bliver bevidstgjort om deres egen oplevelse. Det er et konstrueret eksperiment, hvor de bliver bedt om at reflektere og bruge disse refleksioner over egne oplevelser til at lave en komparativ, formativ evaluering.

Kritik #1 af Udstillingslaboratoriet som eksperiment – note til selv…

Sidebemærkning
Refleksion & strøtanker

Politiken (05.06.2013): “Museum vil overvåge dig og dine favoritter” af Morten Hjortshøj. 

Kameraer til brug og overvågning af museumsgæstens bevægelser i udstillingen? Ideen er at få indsigt i hvilke malerier folk ser, for dermed at kunne optimere ophængningen ift. brugernes ønsker. Min tanke er umiddelbart, at vi ikke skal imødekomme alle brugerens ønsker og adfærdsmønstre – for hvis ikke vi overrasker og forundrer (hvis ikke vi skaber rammerne for nye forståelsessammenhænge, viser det uventede etc), får vi ikke skabt gode udviklende oplevelser (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011). Derudover er min grundtanke, at måske ser folk også særlige malerier og værker pga. selve udstillingsdesignet? Så ved at undersøge andre udstillingsformer og -designs, kan man måske i langt højere grad ændre folks oplevelse – og dermed også få dem til at se, studse og tænke over det, de normalt ellers ville springe over (læs: de genstande de normalt ikke bruger tid på)? Handler det om, at folk ved, hvad de vil se – eller om at vi kan være med til at påvirke dette og rykke de besøgende ved at skabe nogle rammer, der giver mulighed for dette? Jeg selv vil i hvert fald altid helst overraskes.

Link
definition, forskning, oplevelsesdesign, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Oplevelsesdesign handler om at tilrettelægge rammer, udvikle genstande og planlægge situationer eller hændelsesforløb, som skaber kvantitative ændringer i sansningen, der kan foranledige til kvalitative forandringer i anskuelsen.”

Citatet, som udgør en sigende og i mine øjne vellykket definition af oplevelsesdesign ved at rumme både kvantitative (målbare) og kvalitative (subjektive) dimensioner, er fra Jantzen, Vetner og Bouchets Oplevelsesdesign (2011: 165). Yderligere påpeger Jantzen, Vetner og Bouchet, at oplevelsesdesign er en æstetisk praksis, som ikke skal tilrettelægge processer og skabe produkter, der på alle måder matcher forbrugerens ønsker, forestillinger og vaner – og at det er på dette punkt at oplevelsesdesign adskiller sig fra brugerdrevne og markedsdrevne designprocesser. I stedet handler det if. Jantzen, Vetner og Bouchet om at bevæge brugeren – og gerne også på måder, de ikke havde forestillet sig det, således at der skabes udviklende oplevelser, nye erfaringer og justerede forventninger. Dermed mener de, at oplevelsesdesign bliver til designdreven innovation (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 165)

En tilføjelse hertil og tanker omkring det, er dog, at jeg fuldt ud giver Jantzen, Vetner og Bouhcet ret i, at vi ikke bare skal give brugerne – i mit tilfælde de museumsbesøgende – alt det de vil have. For de ved nødvendigvis heller ikke alt, eller hvad de vil have. Men vi er nødt til at møde vores besøgende, hvor de er (jvf. Jantzen et al.’s vægtning af, at oplevelsesdesignet ikke skal matche brugerens ønsker til punkt og prikke – og dermed underforstået dog stadig en stor del af dem), og imødekomme nogle af deres forventninger og ønsker – men netop samtidig overraske dem, så de kan forundres og måske endda også forandres (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchets, 2011). Hvis ikke vi ved noget om, hvordan brugerne oplever (læs: og erfarer) vores oplevelsestilbud (læs: udstillingerne), kan vi ikke skabe disse rammer, som oplevelsesdesignet netop drejer sig om. Og vi kan derfor heller ikke bryde med forventninger, og dermed heller ikke skabe nye erfaringsdannelser og justerede forventninger som kan blive til udviklende oplevelser og længerevarende (ubevidste) læringsprocesser.

Før man arbejder med oplevelsesdesign ift. udstillingen som medie og oplevelsestilbud, er det dermed i mine øjne essentielt først og fremmest at:

  1. forstå hvad en oplevelse er (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011)
  2. have indsigt i hvordan de besøgende oplever museumsudstillingen – også gerne udstillinger på forskellig form, dvs. der er udformet som forskellige oplevelsestilbud (dette prøver jeg via udstillingen Udstillingslaboratoriet)
  3. have indsigt i hvilke forventninger de har til en museumsudstilling (for dermed at kunne udfordre/bryde med dem og rykke de besøgende som individer ved at overraske dem)
  4. forstå hvordan udstillingen fungerer som oplevelsesdesign og -tilbud (ved at analysere den form oplevelsesform, men også ved at udforske netop brugernes perspektiv)

Oplevelsesdesign – en definition, og punkter man bør huske, før man kaster sig ud i arbejdet med det

Sidebemærkning
forskning, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Det engelske ord experience dækker både det, vi på dansk betegner ‘erfaring’, og det vi kalder ‘oplevelse’. Idet oplevelser og erfaringer er uadskillelige og vekselvirkende – idet vi vælger oplevelsestilbud på baggrund af vores erfaringer, og samtidig danner nye erfaringer, som kan justere vores fremtidige forventninger (og adfærd) i nuet og efter at vi oplever (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011) – vil jeg dermed også bruge ordet ‘oplevelse’, som en betegnelse der rummer både den klassiske dimension af oplevelsen som udviklende og underholdende, men også som en erfaringsdannende proces. Det vil sige, forstået som det engelske ord ‘experience’.

På den måde vil jeg også arbejde i tråd med Jantzen, Vetner og Bouchets definition af oplevelsen (2011: 153):

“Oplevelser er ændringer i organismens tilstand og adfærd, som kan (men ikke behøver at) bryde med hidtidige forestillinger og opfattelser, hvilket kan (men ikke behøver at) føre til en udvidelse af selvforståelsen, en mere nuanceret indsigt og/eller et større erfaringsgrundlag, som i sidste ende kan (men ikke behøver at) danne nye rutiner.”

– som rummer både den æstetiske/kropslige/fysiologiske dimension og den mentale/kognitive/refleksive og det erfarings- og læringsmæssige perspektiv. Og som samtidig (jf. gårsdagens indlæg) spiller op af, og demonstrerer oplevelsesteoriens i mine øjne sammenhæng og samspil med læringsteorien – netop fordi begge dele handler om erfaring og udvikling.

Oplevelsen – en definition

Sidebemærkning
læringsteori, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Oplevelsesteori og læringsteori – oplevelser er læring, læring er oplevelser

George Heins lille citat fra forleden dag, om at “Good experiences are learning experiences” (George Hein, 30.05.2012), er jeg uden tvivl meget enig i. Og dykker man ned i oplevelsesteorien såvel som læringsteorien er det også mange af de samme tanker og strategier, som kommer til udtryk – netop fordi at både oplevelser og læring er erfaringsbaseret, sammenhængende og dermed i høj grad også rummer de samme forudsætninger i mine øjne.

I den systemiske læringsteori taler man meget om begrebet ’tilpas forstyrrelse’ (fx. Peter Lang, hvor begrebet associeres med andre begreber såsom ‘love’ og multiverser); at for at lære og for at rykke os, skal vi forstyrres i tilpas grad til, at vi stadig føler os sikre, men samtidig eksponeres for noget nyt, noget som udvikler os. Dette stemmer i høj grad overens med den vigtighed, som fremmedhed tillægges i oplevelsensteorien:

“Fremmedhed kan intensivere sansningen, bryde forventningerne og skabe sanselig erkendelse, hvilket er forudsætningen for forandring, forundring og forvandling” (mig: og dermed oplevelsen) (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 125)

Hvilket er jævnfør tankerne om den tilpasse forstyrrelse. Dermed er der et overlap mellem læringsteorien, hvor man taler om, at den tilpasse forstyrrelse netop skaber erfaringer og ny læring, ved at man rykkes tilpas meget ud af sin comfort zone, og mellem oplevelsesteorien, som taler om, at fremmedhed skaber oplevelser og dermed erkendelse, ved at rykke os ud af vores forveninger og trygge rammer (i tilpas grad). Her er balancen og kunsten netop, at der stadig er trygge rammer og et solidt fundament (læs: et trygt læringsmiljø / oplevelsesmiljø), der gør at vi tør involvere os, deltage m.m. Kunsten er dermed at skabe denne tilpasse forstyrrelse eller fremmedhed. Ift. Udstillingslaboratoriet er det især en udfordring som dobles, idet de samme objekter som går igen, hvormed fremmedheden nedsættes rent genstandsmæssigt – til gengæld er formen eksperimenterende og uklassisk i sin karakter, hvilket gør, at de normale konventioner og rammer for museumsbesøget opleves opløst og den eksisterende form delvist fremmed.

Ligesom at det i en læringssituation er essentielt ikke blot at tale til den studerende, handler det i oplevelsensteorien i stor grad også om ikke blot at skabe signalværdi for brugeren, men interaktion med brugeren (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 132). Oplevelsesdesignets vigtigste opgave er derfor – ligesom i læringsteoriens – at skabe involvering og tilstedeværelse, det kommunikative er sekundært – det træder først i kraft når rammerne for interaktionen og involvering er til stede (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 132).

I udstillingen (læs: lærings-/oplevelsesmiljøet) er det derfor essentielt at imødekomme og favne fire af systemteoriens læringspræmisser som samspiller med oplevelsesteoriens (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011): de meningsbærende relationer (ved at indgå i meningsfyldt og uærbødig dialog med de besøgende og gøre plads til multiverset, dvs. de forskellige (for)forståelser vi alle er bærere af), forstyrrelse (ved at udfordre og rykke de besøgende på tilpas vis), anerkendelse (som direkte kan bidrage til tillidsskabelsen, og som viser at vi anerkender den besøgende som ligeværdig og dermed underbygger tryghed if. dialog og interaktion) og tid til refleksion (bl.a. ved at lade de besøgende reformulere og optage den nye viden) (Jensen m.fl., 2011: 32-33).

 

 

Standard
brugerundersøgelser, eksperimentdesign, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

One-on-one med George Hein: eksperimentdesign

Idag havde jeg en one-on-one med den museologiske sværvægter og Professor Emeritus George Hein. En fantastisk mulighed, som opstod i forbindelse med hans besøg på Designmuseum Danmark i dag. At kunne få lov at sparre om udstillingsdesign, tilrettelæggelse og tanker om repræsentativitet med en kapacitet som ham, er et klart privilegium – på 45 min. fik vi talt, diskuteret, vendt og drejet, så eksperimentdelen af Udstillingslaboratoriet nu står langt klarere – og mere reflekteret. En overvejende pointe, som opsummerer George Heins forskning og holdning, fik han formuleret i følgende meget enkle sætning, som oplagt spiller op af eksempelvis Jantzens oplevelsesteori såvel som Falks & Dierkings læringsteori: “Good experiences are learning experiences” (George Hein, 30.05.2012) – forstået som at så snart vi har en god oplevelse, så lærer vi også af den på den ene eller anden måde.  Og hvordan vi så kan skabe disse oplevelser – og dermed denne læring – er jo netop det jeg undersøger.

Udstillingslaboratoriet er et eksperiment. Et forsøg, der undersøger museumsoplevelsen og dennes relation til strategisk formidling og udstillingsdesign, som et led i et forskningsprojekt. For at anvende data fra Udstillingslaboratoriet, skal det som eksperiment derfor designes bevidst, reflekteret og struktureret med klare valg ift. dets tilrettelæggelse som eksperimentdesign.

Her er målet at sikre størst mulig repræsentativitet, som kan udgøre det bedst mulige grundlag for indsamling af kvantitativ og kvalitativ data til efterfølgende behandling, kategorisering og analyse.

Oprindeligt var min ide at lave de tre udstillinger, som tilsammen udgør Udstillingslaboratoriet, i streg. Således at den besøgende tvinges til at gå gennem alle tre udstillinger gennem en udstukket rute – en efter en. Problemet ved dette er, at udstillingerne dermed altid vil opleves i én særlig rækkefølge – og denne vil kunne influere på den respons og oplevelse brugeren bagefter udtrykker. Så hvorledes kommer man uden om dette?

Designmuseum Danmark er opbygget som en firkant – det vil sige, at man kan gå hele vejen rundt gennem udstillingerne. Dermed kan man også tage to veje rundt på museet: højre om (som egentlig går mod den på nuværende tidspunkt kronologisk opsatte permanente udstilling) eller venstre om (hvor man vil følge den permanente samlings kronologi). Skiltningen på museet er for at sige det mildt ikke særligt vejledende – og det er derfor meget varieret, hvilken vej folk tager, men ofte er det mod kronologien, idet de ellers først skal gennem cafeen. Et valg der for mange virker ulogisk, idet de ofte retter opmærksomheden mod udstillingerne først. Fordelen ved dette er i forbindelse med Udstillingslaboratoriet, at de besøgende derved oftest vil entrere Udstillingslaboratoriet fra det ‘rette’ entrypoint. Museets arkitektur har derfor følgende betydning for forsøget:

  1. Folk jeg time-tracker skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Dermed ved jeg, at de har haft mulighed for at orientere sig om konceptet.
  2. Folk jeg interviewer skal være gået ind i udstillingen ved at være gået højre om museet – dvs. være gået ind via udstillingens begyndelsespunkt. Derudover skal de følge en af mig udstukket rækkefølge af de tre udstillinger.

Da museet undergår en tagkonstruktion, som strækker sig til næste sommer og gør, at museet lukkes midtpå og dermed tvinger de besøgende til at gå tilbage igen, er dette dog ikke et problem, mens Udstillingslaboratoriet kører. Her vil alle derfor kun kunne komme ind i udstillingen fra ét indgangspunkt: introduktionsrummet.

Problemet ved at vise de tre udstillinger i fast rækkefølge er dog også, at den besøgende risikerer at kede sig – og dette dermed påvirker oplevelsen og den formative evaluering. Dermed er det nødvendigt at sikre sig variation i oplevelsesrækkefølgen hos respondenterne ved at tildele hver af dem en specifik rækkefølge, som de skal se udstillingerne i – og som skifter fra respondent til respondent, således at der er en jævn og lige fordeling over de forskellige kombinationer.

Kombinationsmuligheder for oplevelsesrækkefølge: 1-2-3 / 1-3-2 / 2-1-3 / 2-3-1 / 3-1-2 / 3-2-1

Dette betyder, at for at sikre størst mulig repræsentativitet og at kunne opleve udstillingerne i vilkårlig rækkefølge (frem for kun i rækkefølgen 1-2-3) er jeg nødt til at ændre mit først tænkte design: udstillingerne skal ikke entreres fra hinanden, men skal entreres og forlades via en og samme dør. Det vil sige at hver udstilling skal have sin egen dør, der både udgør ind- og udgang. Dermed kræver det, at jeg skaber en gang i mit store udstillingslokale, som rummer tre døre: en til hver udstilling – og til sidst åbner op til selve feedbackområdet, som ikke skal være synligt (for at folk dermed ikke blot strømmer gennem gangen og derned), når man træder ind i udstillingen. Hvordan dette gøres – uden et egentlig budget og uden at tage for meget plads i rummet – er en arkitektonisk beslutning, men umiddelbart tænker jeg, at rummet kan opdeles af tekstil, som hænges fra loft til gulv og slutter tæt så de dermed indkapsler de forskellige udstillingsrum. Problemstillingen i forbindelse hermed er lys og lyd, som nemmere strømmer fra ét rum til det næste, og dermed kan influerer oplevelsen – men dette ville også opstå ved det tidligere design, og kan måske omgås på anden vis via høretelefoner etc.

Yderligere er det essentielt, at udstillingen skal klargøre præmissen for de besøgende ved et klart formuleret formål, som udtrykkes eksplicit for de besøgende: Vi eksperimenterer med udstillingsdesign – og du kan bidrage og gøre os endnu bedre. Det vil sige en klargøring af, at formålet med Udstillingslaboratoriet netop er at eksperimentere og derigennem få et indblik i, hvordan den besøgende oplever de forskellige typer af designs og formidlingsstrategi – for derefter at kunne arbejde med det i praksis. Den besøgendes bidrag og tanker er derfor essentielle for museet – og det er udstillingens kerne.


Fremgang for dataindsamling i udstillingen – to typer af studier, som begge skal foretages:

1. Time-tracking study:

  • Observer (uden adressering) de besøgende i udstillingerne – hvor lang tid bruger de i hver enkelt?
  • Registrer og inddel efter følgende kategorier: dato, tid, køn, alder (lav alderskategorier)

2. Case study med testpersoner (frem for oprindeligt fokusgruppeforslag):

  • Formativ evaluering (formative evaluation)
  • Bed hver testperson (som kontaktes på selve museet og spørges om de vil deltage) være X antal minutter (5 minutter som udspil, men skal være ens/konsekvent hele vejen i dataindsamlingen selvfølgelig) i hver udstilling, for bagefter at deltage i et interview.
  • Respondenterne interviewes efterfølgende ud fra spørgeguide (semi-strukureret forskningsinterview).
  • Testpersonerne tildeles særlig rækkefølge, som de skal se udstillingerne i, for dermed at sikre større spredning og repræsentativitet. Observeres ikke undervejs, mens de er der, for dermed at skabe det mest naturlige miljø.
  • Respondenternes formative og komparativ evaluering

Revision af eksperiment – opsummering:

  • Introduktionsrum: her præsenteres man for konceptet og det helt enkle formål: at eksperimentere og høre folks (museumsgæstens) tanker og holdninger. Dette udtrykkes eksplicit, at de kan bidrage med deres erfaringer – og hvad formålet er.
  • Firdelt hovedrum: hver udstilling har sin egen indgang. De holdes helt adskilte for at kunne ses i forskellig rækkefølge af respondenterne for hermed at undgå influeren af ‘kedsomhed’ undervejs i besøget (når man har set de 25 objekter to gange, vil der sandsynligvis være tilbøjelighed til at have set sig træt på dem – også selvom formidlingen er anderledes. Dette spredes dermed udover, og underbygge validiteten).
Standard