information, inspiration, museum, museumsoplevelse, udstilling

Digitale eksplosioner på museerne: steder jeg snart må opleve

På det sidste er der simpelthen åbnet så utroligt mange udstillinger/museer, som gør brug af digitale og virtuelle medier i en grad som går langt udover, hvad vi ellers har set herhjemme hidtil – især i permanente udstillinger. Og jeg har endnu ikke oplevet noget af det – men planlægger at tage kraftig revanche snarest muligt.

Listen som den ser ud nu, er først og fremmest besøg på følgende steder:

Jeg glæder mig ekstremt meget til at finde ud af, hvad jeg synes om det hele: om fortællingerne bliver for snævre for den kreative og selvstændige oplevelse eller om den underbygges og løftes på raffineret vis. Alle er det i hvert fald eksempler på ekstremt affektive udstillingsformer, som retter sig mod at spille på og aktivere vores følelser – så glæder mig til at se om det lykkes og hvordan.

 

Reklamer
Standard

Det buldrer og brager om ørerne på én. Der er helt mørkt, men med et lyser skærme fra gulv til loftet i 6 meters højde op med farverige billeder og en stemme går i gang. Vi befinder os midt under 2. verdenskrig. Overalt omkring os står børn med brune papskilte på – på vej ud af London, ud på landet i den friske luft, væk fra bombardementerne og den store usikkerhed og frygt. Deres stemmer flyder sammen i et potpourri af minder, hver fortalt med sin særligt engelske accent, fra hvert sit hjørne af historien…

The Big Picture Show er gået i gang. Den store audiovisuelle og digitale billedmaskine ruller og lyser rummet og de gigantiske skærme på Imperial War Museum North i Manchester op i glimt af fortællinger, brudstykker af krigens historie, dens ofre og helte. Ca. 15 minutter hver time med forskellige specialfremstillede film på programmet. Og jeg er helt vild med det. Især når bomberne falder, sirenen hyler, og det ryster i bænken under mig og væggen bag mig, så hele min krop nærmest går i alarmberedskab. For meget underholdning og showmandskab? Nej, om end det helt klart har en imponerende wow-effekt. Derimod er det levende historiefortælling, som giver mig en dybt rørende indsigt i museets arkiv af personlige historier og en følelse af at have fået én på opleveren, samtidig med at jeg er blevet emotionelt stimuleret: kort sagt rørt. Så kan man tale om effektiv og medrivende formidling!

Jeg havde hørt meget om IMW North/museet, som i sig selv er relativt lille, men det var hele turen fra Leicester værd – alle 6 timer t/r. Det kan klart anbefales – især til folk som arbejder med digital formidling. Selvom man ikke tør tænke over de summer, som har været involveret – altså udover selve bygningen af museet, specialdesignet til netop digital formidling og tegnet af Daniel Libeskind. For det er selvfølgelig denne del af museet, der er det fornyende og stærkeste element, trods deres display af autentiske objekter er både velfortalt og gør brug af en ekstrem bevidst brug af tekstmaterialet (om end der er en del og kronologisk opsætningen i sig selv ikke er banebrydende). Men The Big Picture Show eksisterer jo netop kun i kraft af museets samling af fotografier og personlige historier – det fortæller os det bare på en helt anden måde.

museum, museumsoplevelse, udstilling

Imperial War Museum North & The Big Picture Show

Galleri
inspiration, Refleksion & strøtanker, udstilling

“Ond Design”

I går havde vi til vores månedlige US-møde (UdStillingsmøde hvor gruppen af udstillingsudviklende parter på museet deltager) besøg af kurator/udstillingsproducent Clara Åhlvik. Og hun fortalte os om sin udstilling Ond Design på Röhsska Museet, Gøteborg.

Som udstillingsproducent arbejder Clara ikke med specifikke samlinger og hun er ikke museumsinspektør. Fordelen herved er fra mit synspunkt i arbejdet med udstillinger, at man ser på samlingen som skal udstilles med friske øjne – og dermed også nogle gange det, som inspektøren ikke synes er synderligt interessant fra et fagperspektiv, men som den almindelige besøgende vil forundres over. Mens ulempen er, at man ikke besidder inspektørens dybdegående kendskab til objekterne og deres historik.

Ideen bag Ond Design var at ramme en ny målgruppe for Röhsskab Museet, der lød på unge voksne i aldersgruppen 13/15-30/35 år. En bred og meget forskelligartet målgruppe i mine øjne, mens som den også ret brede titel og udstilling gav mulighed for. Ligesom alle andre aflæser disse besøgende museets kultur lynhurtigt via deres førstehåndsindtryk, og det var derfor essentielt for Röhsska Museet at markere sig gennem udstillingerne som et samfundsrelevant og aktuelt museum. Noget som kan give alle noget, netop der hvor de er nu og her.

Ond Design stiller spørgsmålet om hvad ‘ondt design’ er. Ikke forstået som dårligt design, men som en række perspektiver på en anden diskurs om design: nemlig det skadelige, det onde (fx. miljøskadelighed, dårlige arbejdsforhold, indsnøring osv). En form for præsentation af hvordan der også er en bagside ved det design som vi omgiver os med, og som vi dagligt indgår i interaktion med eller drømmer om at erhverve.

Diskussionen efter Claras præsentation gik indbyrdes på hvorvidt titlen ‘ondt design’ var for determinerende eller ej. Fra mit synspunkt er det modigt: at museet tør komme med at statement, tage et standpunkt og kommunikere det ud som en række af mulige perspektiver, man også kan tage på design – og som er mere kritiske end dem vi oftest ser på designmuseerne. Især gælder det her for mig også om vigtigheden af, at vi som museer ikke er alvidende og ikke skal komme med sandheder. Vi kan komme med perspektiver og vinkler, men der findes ingen entydig tolkning. Et godt eksempel var den elektriske stol, som et eksempel på ondt design: oprindeligt skabt som en mere human henrettelsesform, og i dag set som et absurd og inhumant redskab (der i manges øjne – herunder mine egne – ikke burde anvendes nogen steder). Udstillingen skabte selvfølgelig derfor også en diskussion om, hvorvidt man kan tale om ‘ondt design’, og hvad det i så fald er?

En vigtig pointe for mig ved Claras præsentation var hendes enighed i, at det ikke handler om at fjerne eller underminere kundskaben eller fagligheden, når vi laver udstillinger som engagerer de besøgende, men at gøre den samfundsaktuel og vedkommende, så den engagerer og involverer den besøgende aktivt i udstillingen med både tanke og krop. Og det tror jeg på mange måder (og ud fra successen af udstillingen at dømme) lykkedes – måske netop ved at tage en kritisk og mere provokerende vinkel. Noget vi måske selv skal blive bedre til en gang imellem?

Derudover var Claras position som udstillingsproducent (og dermed ikke-specialist på fagområdet) interessant, da den anvendes flere steder, men ofte starter diskussioner netop omkring forholdet mellem inspektør-kurator-producent-udstillings-spørgsmålet. Så det i sig selv kunne vi have talt en hel dag om også.

Jeg selv er i hvert fald ærgerlig over ikke at have set udstillingen, som lukkede 8. september, men satte stor pris på Claras engagement og fortællelyst, som gav et virkeligt godt indblik i tankerne bag og udformningen af den i sin helhed.

 

 

 

Standard
konference, museum, museumsoplevelse, udstilling

London, Oxford & Leicester – inspiration og konference

Jeg er netop hjemvendt fra en fantastisk studietur til hhv. London og Oxford, og en lige så god og inspirerende konference på School of Museum Studies på University of Leicester. Dette indlæg handler derfor i store træk om denne tur – og alt hvad jeg oplevede, og noget af det jeg tænkte mens det hele stod på.

Museumsmekkaet London og et smut om Oxford
Onsdag d. 3o. oktober befandt jeg mig i et fly. Foran mig lå 9 dage med en del transport, men også med bunkevis af museumsbesøg, en konference og håbet om masser af inspiration.

Turens første mål var London og nogle af dets mest prominente museer: Victoria & Albert Museum, Natural History Museum, Science Museum, National Portrait Gallery og Designmuseum London (se billeder). Klassikeren British Museum stod højt på listen, ligesom the Wellcome Collection og the Florence Nightingale Museum (for dets alternative udstillingsdisplays), men det må desværre blive i det nye år, da tiden var for knap med kun 2,5 dag til rådighed – og da the Wellcome Collection først genåbner i sin helhed efter ombygning til næste år.

I Oxford havde jeg kun halvanden dag, inden jeg skulle videre med toget til Leicester og konferencen der. Det blev derfor til et besøg på the Ashmolean og et skuffende, forgæves bank på Pitt Rivers-museets lukkede dør, som havde angivet forkerte åbningstider i deres app. Hamrende ærgerligt, da jeg virkeligt havde glædet mig til at opleve dette museums fortættede atmosfære og kompakte displays.

I begge byer blev tiden brugt på at hoppe fra museum til museum og tage billeder af det som skilte sig ud, var særligt interessant eller som jeg bare gerne ville kunne huske og skrive mig bag øret. Foruden selvfølgelig at sammenholde den synlige udstillingspraksis med teori og teser (se billeder og kommentarer hertil for uddybende kommentarer om de enkelte museer). Det var især besøget på Victoria & Albert Museum og deres aktuelle udstilling Tomorrow, der gjorde indtryk og stadig sidder i kroppen her næsten to uger efter. Det er en udstilling, som er kurateret af den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen og Dragset – måske bedst kendt herhjemme fra deres sølvglinsende mandlige skulpturudgave af Den Lille Havfrue ‘Han’ (2012), som sidder på havnefronten foran kulturhuset Kulturværftet i Helsingør.

Selve oplevelsen af Tomorrow er svær at forklare, mest af alt fordi den spillede på så mange tangenter. Men kort fortalt er udstillingen et sammensurium af V&A’s egne genstande, kunstnerduoens egne værker, interagerende butler- og housemaids-udklædte kustoder og ting hentet ind udefra – og så er det hele iscenesat som et stort stykke totalteater i 4-5 af V&S sammenstødende lokaler. Meget atmosfærisk, fuldstændig anderledes, og helt forrygende med en detaljerigdom og mængder af lag som går helt over ens forstand.

Jeg var af ren og skær begejstring nødt til at gå gennem udstillingen 3 gange, og alligevel fandt jeg hver gang stadig nye og overraskende elementer: fra kvitteringerne fra lumre hotelbesøg med homoseksuelle elskere til pizzabakkerne i skraldespanden i det nye supertjekkede køkken til tragiske udsagn om den fiktive hovedpersons skæbne og kulsejlede drømme. Selv beskriver Elmgreen og Dragset udstillingen som en ikke-realiseret film, hvor vi som besøgende indgår i fortællingen og kan tage del i scenografien, mens vi går på opdagelse i kulissen (man måtte desværre ikke fotografere, men interesserede kan evt. se en kort introvideo om udstillingen her)

Man kan selvfølgelig diskutere læringselementet, og hvad målet med udstillingen er, men ét er sikkert: den rykker i hvert fald ved grænserne for, hvad museumsudstillinger kan være, og hvilke former de kan tage. Og det gav et brag af en oplevelse, som i kraft af sine utroligt mange lag og detaljer skabte en enormt forstærket opmærksomhed om objekterne – og de mange historier man kan fortælle med dem.

Derudover var en generel kommentar til museumsbesøgene jo bare, at de engelske museer med deres brug af tekster (især V&As er fremragende: ekstremt korte, overskuelige og præcise) og deres gratis entré er fantastiske; det vrimlede med børnefamilier på de naturhistoriske museer (i næsten så stor grad at det sammen med det absurde antal cafeer og butikker på hver etage næsten tog fysisk form af den evige diskussion om museet på grænsen til forlystelsespark).

Dog var jeg skuffet over, at museerne – i England som er så førende på det museologiske område især ift. læring – ikke var mere progressive i deres udstillingsformer, design og formidling. Selvfølgelig valgte jeg bevidst også de største og mest klassiske museer (hvor jeg ved at British Museum eksperimenterer i større grad), men udover Tomorrow-udstillingen og the Science Museums mange interaktive (men dog især også børnerettede) displays og digitale installationer, var det primært de klassiske og konventionelle formidlingsformer uden den store risikotagning, som jeg så – og den samme måde at indgå i relationer på museerne på. Og det undrer mig: vil man virkelig ikke prøve noget mere og noget andet?

Konferencen – School of Museum Studies, University of Leicester
Jeg var blevet inviteret som speaker på konferencen Museum Metamorphosis, som tog udgangspunkt i dialogen mellem forskere og museer og den udvikling og forandring der sker og kan ske i museet. Da School of Museum Studies er en meget velanset institution inden for det museologiske felt, var jeg utroligt glad for invitationen og spændt på at præsentere.

Generelt var emnet bredt, og gav mulighed for alle former for vinkler på ‘museer og metamorfose’ – og præsentationerne spændte derfor også vidt. Jeg selv var inviteret med Udstillingslaboratoriet som et udstillingsprojekt, der kombinerer forskning, teori og aktuel museumspraksis – og projektet blev mødt af en enorm interesse og en storm af spændende spørgsmål. Blandet andet fordi det i manges øjne er en sjældenhed at kombinere teori og udøvende praksis som forsker, frem for blot at observere i retrospektiv fra bag bøgerne.

Med et program fra tidlig morgen til sen aften, blev der både knyttet kontakter og stødt klinger på kryds og tværs, men overordnet set var det et enormt interessant forum at vende sine ideer i og være en del af. Og eftersom jeg skal på miljøskifte derovre en måned i januar 2014, var det også en utrolig rar fornemmelse at hilse på min kommende mentor Susan Macleod og de andre, som er tilknyttet institutionen, og som jeg vil skulle arbejde sammen med til begyndelsen af næste år.

Standard

collage

Der er nu to uger og en dag, til vi åbner Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder her på Designmuseum Danmark. Og alt er i fuld gang for at gøre den klar – og for at få alt til at gå op i en højere enhed: design, budget, tid osv. Foroven kan ses nogle snapshots fra processen, hvor opstilling og maling af vægge har udgjort et enormt stykke arbejde, for at danne de helt grundlæggende, fysiske rammer for udstillingens tre underudstillinger (se evt. Udstillingskonceptet).

Fra start af har projektet været styret med kontrolleret hånd for at holde det fast på både tid (få måneder til at få udstillingen op at stå) og en stram økonomisk ramme. To ting som har fungeret som benspænd, og egentlig har fremmet en større kreativitet i vores lille arbejdsgruppe. Som koncept er ideen udformet af mig, men med et hold af to sparringspartnere i form af udstillingsarkitekt Benjamin Isak Schlifer Monrad og grafiker Jarl Christian Axel Hansen har projektet udviklet sig og taget den form, vi nu endeligt er ved at få sat op og visualiseret. Det indebærer blandt andet 3 forskellige visuelle identiteter, som underbygger hver lille udstillings egen vinkel og fokus – og som alle 3 er underlagt en samlet, overordnet identitet. Foruden tre meget forskellige designmæssige iscenesættelser, som skaber forskellige settings og rammer for objekterne: de tre forskellige udstillingsformidlinger.

Som i alle andre udstillingsituationer, har vi selvfølgelig også måttet lave ofre – skære ned, justere og ændre løsninger. Men frem for at se det som en negativ side, har vi anset det for netop at være benspænd, kreative udfordringer. For hvordan kan man bruge de elementer vi allerede har i museet, til at skabe nye sammenhænge og udstillingsmæssige iscenesættelser? Hvordan skaber vi 3 rum med fire vægge (i et fredet rum, hvor intet må fastgøres i loft eller gulve) og sørger for at de kan bruges til indsamling af data i et forskningsprojekt, men også som en sjov, interessant og anderledes udstilling for museets besøgende? Man tænker ud af boksen, man eksperimenterer – præcis som man gør i et laboratorium.

Udstillingen har ingen løsninger – men den har ideer, som den prøver at give form. Og den stiller indirekte spørgsmål. Teksterne er vinklet til at understrege hver af de tre implementerede formidlingsprincipper (æstetisk, didaktisk og affektiv) og spiller samtidig op af de 3 designhistoriografiske skel, man blandt andet også kan trække gennem den museumsmæssige udstillingspraksis på designmuseerne (jvf. Jensen, Hans Christian (2001): Moderne materialle kulturstudier i design):

1. udstilling af ting som æstetiske objekter: design som værk
2. udstilling af ting som historiske dokumenter (materialer, teknologier, politik etc)
3. udstilling af ting som betydningsmaterialiseringer og objektificeringsgenstande (form og handlinger)

På den måde skulle udstillingerne gerne underbygge vinkel, fortælling og indhold både gennem sin formidling og sit design – men samtidig også afspejle en udstillingspraksis, som den har udviklet sig over tid (og stadig i stor grad gør det idag – alle tre former er stadig fremherskende alt afhængigt af museumstype, genstandsfelt og kurator).

Men udover en masse teoretiske overvejelser, som udmønter sig i den fysiske manifestation af udstillingen, er udstillingsvirksomhed jo i høj grad også praktisk. En levende og vibrerende ting, som muterer undervejs og gerne skulle udvikle sig hele tiden. Netop derfor er det også udfordrende. Udstillingsproducenten og kuratoren, som jeg har været i én og samme person på denne udstilling, har mange hatte: helt fra at sørge for lavpraktiske ting som træbukke til bordkonstruktion til de større og mere grandiose overvejelser, hvoraf nogle kan virke små, men har enorm betydning for den endelige form (fx. farvevalg af væg: hvid er anonym og skaber lys i mørke gange, kraftige farver kan bruges til opmærksomhedshenledning, stemningsunderbyggelse etc).  Der er mange beslutninger og mange processer, meget stress, spænding og måske lidt nervøsitet – og det er som det skal være.

Selv er jeg jo stadig grøn bag ørerne, hvad angår udstillingsvirksomhed, men måske det netop også har bidraget til at denne udstilling har kunnet lade sig gøre inden for de rammer, som har været gældende. Det har krævet og kræver stadig blod, sved og tårer – men det er også en inspirerende proces, hvor man hele tiden udfordres. Og det er noget af det, som gør det så fantastisk at lave udstillinger, når alt det hårde arbejde er færdigt, og det står der: værket, udstillingen, oplevelsen.

Så om to uger håber jeg, at vi er der: foran udstillingen, tilfredse og glade og med en masse mennesker i rummene. Indtil da er der stadig noget arbejde, som skal gøres, nogle flere hatte som skal prøves. Countdown to uger.

Processen kan også følges visuelt på instagram via #udstillingslaboratoriet og #exhibitionlab

Bag Facaden, designhistoriografi, Designmuseum Danmark, Refleksion & strøtanker, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Udstillingslaboratoriet – to ugers countdown

Billede
anbefaling, kritik, udstilling, udstillingsdesign

“Utstillingskritikk” – norsk udstillingsfagligt forum

Utstillingskritikk – Et faglig forum for kritikk og anmeldelser av kultur- og naturhistoriske utstillinger er et norsk, online forum for udstillingskritik og -anmeldelser. Her er fokus på de kultur- og naturhistoriske museer, men det er også utroligt interessant for os på kunstmuseerne. For her arbejdes der med at udvikle et udstillingskritisk sprog og professionalisme – jævnfør det som efterspørges af eksempelvis Ole Strandgaard (2004) og Eva Persson, som har været omtalt her på bloggen tidligere.

Grundideen er selvfølgelig, at den eneste måde at udvikle kuratering og udstillingspraksis som kvalificeret, professionelt felt går gennem en dybere forståelse for udstillingens form (gennem forskning og praksis kombineret). Det vil sige gennem det at lave udstillinger og forholde sig til dem, at skabe debat og dialog. Udstillingens form bærer udstillingens betydning – og derfor er en forståelse af formen essentiel for at kunne forstå, reflektere, kritisere og udvikle udstillingen i sig selv.

Sitet opfordrer alle museumsfaglige til at bidrage til denne dialog og det kan være et interessant sted, at stikke næsen ind hos vores norske naboer og lytte med til hvad der rører sig hos dem netop nu. Jeg er i hvert fald med på en lytter.

Standard
citat, kritik, udstilling, udstillingsdesign

“En udstilling ligner jo et kunstværk i den forstand, at den er et resultat af en række æstetiske valg. Udstillingsarbejdet indskriver sig derved i en tradition, som gør det muligt at bedømme dets kvalitet, at sammenligne og analysere resultatet. Vi ser ikke noget uafhængigt af formen. Udgangspunktet må derfor være udstillingen som form, fordi den bærer udstillingens betydning.”

–  og i mine øjne er det netop derfor, at vejen til at udvikle kuratering og udstillingspraksis som kvalificeret, professionelt felt bl.a. må nås, ved at vi opnår en dybere forståelse for udstillingens form (gennem forskning og praksis kombineret), som også kan bidrage til at udvikle et begrebsapparat som igen kan kvalificere en kritik af udstillingen som form og medie. Udstillingens form bærer udstillingens betydning – og derfor er en forståelse af formen essentiel for at kunne forstå, reflektere, kritisere og udvikle udstillingen i sig selv.

– Eva Persson i interview af Annesofie Becker (Danske Museer, årgang 26, nr. 3, 2013)

Citat
Bag Facaden, forskning, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, planlægning, udstilling, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Forskellige farver eller ej? Overvejelser om eksperimentdesign…

Udstillingen Udstillingslaboratoriet – Hverdagsdesign på 3 måder viser de samme objekter 3 gange – men på 3 vidt forskellige måder, når den åbner til efteråret. Netop nu er jeg i gang med indsamlingen og i den forbindelse opstår et dilemma, som der skal tages stilling til: skal de enkelte objekter have samme farve på tværs af de tre udstillinger? Det vil sige, skal Arne Jacobsens Myre-stol eksempelvis være sort i alle de tre forskellige iscenesættelser og formidlinger?

En del af objekterne er i én fast farve – eksempelvis Coloplasts stomipose. Men der opstår nogle problematikker ift. farvevalget, der hvor der er mulighed for at vælge aktivt. Og det skal selvfølgelig gøres bevidst – for genstandene og deres fremtoning skaber og pårviker oplevelsen i mødet med brugeren (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011 eller se evt. indlægget At indtænke sanser…). På listeform kan det opstilles som følgende:

Samme farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være nøjagtig ens (men iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil ikke spille ind ift. ens bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt)
  • højner repræsentativiteten ved eksperimentet
  • samme farve vil sandsynligvis fremstå mere
  • eksperimentets grundide (hvor det er formen/designet som testes og dennes indvirkning på oplevelsen) vil formentligvis stå klarere frem – også for den besøgende, hvilket både vil kunne underbygge den besøgendes forståelse af, at det netop er et eksperiment, som han/hun deltager i og kan kommentere på – men som også kan udgøre og klargøre selve eksperimentet som en sjov dimension ved ensartetheden.
  • mere homogent udtryk

Forskellige farver til samme objekter:

  • de tre udstillingers genstande vil være forskellige rent farvemæssigt (og iscenesat forskelligt)
  • smagspræferencer ift. farve vil kunne spille ind ift. end bedømmelse, perception og oplevelse af udstillingen (i så fald vil det præge alle udstillingerne og dermed have samme effekt): ‘jeg kunne bedst lide den lyseblå stok’
  • de forskellige farver vil sandsynligvis kunne opretholde interessen i større grad, da man vil se forskellige eksempler på den samme genstand i kraft af farverne, og dermed opleve udstillingerne og objekterne som mere forskellige
  • de forskellige farver kan fremhæve objekter, man havde overset på en af de andre iscenesættelser ved at være mere iøjefaldende
  • farverne kan bruges til at understrege de forskellige formidlingsgreb:kraftfulde kan farver understrege den affektive og sanselige dimension, hvor man eksempelvis kan søge at sætte gang i pulsen, og mere dæmpede (eksempelvis sort eller hvid) til at understrege white-cube-æstetikken på den første udstilling
  • mere heterogent udtryk
  • både sænker repræsentativiteten ved eksperimentet (ved at smagspræferencer etc kan influere, se foroven), men højner det samtidig også, da den besøgende sandsynligvis vil opleve en endnu større forskellighed og dermed formentlig være mindre tilbøjelig til at kede sig på sin vejs gennem udstillingerne

Så hvad skal man vælge?

Standard