cirkeldiagram

Den første registrering af spørgeskemaer fordelt på alder og køn og udstillingspræferencer er nu lavet. Indtil nu, har i alt 778 personer udfyldt spørgeskemaer. Herudover kommer 101 som måtte kasseres på utilstrækkelig information – og de spørgeskemaer som yderligere udfyldes på museet, mens jeg er her i Leicester, og den sidste måned (februar) inden udstillingen lukker. Jeg regner dermed med at runde de 1.000 besvarede spørgeskemaer, hvilket er ganske imponerende i mine øjne. Spørgeskemaerne har været tænkt som en måde at skabe en form for statistik over præferencer blandt de besøgende, og til at få et umiddelbart om end ikke nødvendigvis repræsentativt indblik i deres personlige argumenter for deres enkelte valg ud fra en meget kortfattet og lavpraktisk tilgang, der maksimalt måtte tage 2-5 minutters tid. Det er derved ikke dybdegående data, der er eftersøgt her, men data som er værdiladede og samtidig rummer nogle brugbare, rent demografiske data.

En kort opgørelse her viser dermed fordelingen af stemmer fra hhv. danske og udenlandske besøgende. Som man kan se lægger fordelingen sig relativt ens trods dette skel, og det er rimeligt tydeligt hvilken udstillingsstrategi og -design, der har haft den største popularitet blandt de besøgende: den affektive (Det man ejer, er man selv?). Argumenterne herfor er gennemgående det taktile element, at man kan røre og at tingene er indsat i en personlig og genkendelig kontekst, som giver dem mening for den enkelte og relaterer sig til deres eget liv og hverdag. Sagt på en meget grov og meget generaliserende måde. Dette skal jeg selvfølgelig arbejde videre med, ud fra de besvarede spørgeskemaer, hvor næste skridt er at få indtastet kommentarer/argumenter m.m.

Det er dog især interessant, hvor lille tilslutning den første af Udstillingslaboratoriets udstillinger “Attraktive ting fungerer bedre” får (hhv. 12 og 13%). En udstilling som udgør stereotypen for den klassiske, æstetiske formidlingsform og udstillingsdesign, som især er fremherskende på kunstmuseerne – og måske endda den mest fremherskende udstillingstype generelt. Ikke at jeg mener, disse data er statistisk repræsentative eller direkte overførbare som sådan, men det er dog noget tankevækkende – og alligevel ud fra min formidlingsoptik ikke overraskende.

Samtidig kan jeg sige, at denne stemmefordeling også er relativt ens for den måde, udstillingerne modtages på på tværs af de forskellige aldersgrupper – om end fordelingen ikke alle steder er lige ekstrem (se søjlediagrammer forneden). Samtidig afspejler det også nogenlunde den stemmefordeling, som har været gældende ved bold-afstemningen fysisk i Tænktetanken indtil nu.

Jeg glæder mig til at se om denne foreløbige opgørelse bliver underbygget af de sidste to måneders data frem til udstillingslukningen i marts, eller om der her vil ses en forskydning.

grad_dk

stememfordeling_aldersgrupper

brugerundersøgelser, eksperiment, forskning, information, museumsoplevelse, udstillingsdesign, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder, undersøgelse

De første spørgeskemadata – datavisualisering

Billede

Det buldrer og brager om ørerne på én. Der er helt mørkt, men med et lyser skærme fra gulv til loftet i 6 meters højde op med farverige billeder og en stemme går i gang. Vi befinder os midt under 2. verdenskrig. Overalt omkring os står børn med brune papskilte på – på vej ud af London, ud på landet i den friske luft, væk fra bombardementerne og den store usikkerhed og frygt. Deres stemmer flyder sammen i et potpourri af minder, hver fortalt med sin særligt engelske accent, fra hvert sit hjørne af historien…

The Big Picture Show er gået i gang. Den store audiovisuelle og digitale billedmaskine ruller og lyser rummet og de gigantiske skærme på Imperial War Museum North i Manchester op i glimt af fortællinger, brudstykker af krigens historie, dens ofre og helte. Ca. 15 minutter hver time med forskellige specialfremstillede film på programmet. Og jeg er helt vild med det. Især når bomberne falder, sirenen hyler, og det ryster i bænken under mig og væggen bag mig, så hele min krop nærmest går i alarmberedskab. For meget underholdning og showmandskab? Nej, om end det helt klart har en imponerende wow-effekt. Derimod er det levende historiefortælling, som giver mig en dybt rørende indsigt i museets arkiv af personlige historier og en følelse af at have fået én på opleveren, samtidig med at jeg er blevet emotionelt stimuleret: kort sagt rørt. Så kan man tale om effektiv og medrivende formidling!

Jeg havde hørt meget om IMW North/museet, som i sig selv er relativt lille, men det var hele turen fra Leicester værd – alle 6 timer t/r. Det kan klart anbefales – især til folk som arbejder med digital formidling. Selvom man ikke tør tænke over de summer, som har været involveret – altså udover selve bygningen af museet, specialdesignet til netop digital formidling og tegnet af Daniel Libeskind. For det er selvfølgelig denne del af museet, der er det fornyende og stærkeste element, trods deres display af autentiske objekter er både velfortalt og gør brug af en ekstrem bevidst brug af tekstmaterialet (om end der er en del og kronologisk opsætningen i sig selv ikke er banebrydende). Men The Big Picture Show eksisterer jo netop kun i kraft af museets samling af fotografier og personlige historier – det fortæller os det bare på en helt anden måde.

museum, museumsoplevelse, udstilling

Imperial War Museum North & The Big Picture Show

Galleri
inspiration, kritik, udstillingsdesign

UtställningsEstetiskt Forum – et hurtigt slag

Netop nu er jeg i Leicester, hvor jeg er på en måneds miljøskifte på The School of Museum Studies på University of Leicester med Dr. Suzanne MacLeod som mentor. Udover at indgå og tage del i at andet forskningsmiljø og få indblik i de ting som sker her, er planen at skærpe projektet og begynde at kategorisere og behandle data fra Udstillingslaboratoriet. Men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om.

I stedet vil jeg gerne slå et slag for UtstillingsEstetiskt Forum – et svensk forum som på forskellig vis behandler, kritiserer og diskuterer udstillingsmediet med bl.a. reportager, anmeldelser m.m (og dermed ikke kun udstillingerne i sig selv, men hele deres form og væren som medie). Et eksempel er Axel Anderssons anmeldelse af Nordiska Museets udstilling Ränder, rytm, riktning (som tiltrak mit øje med en markant iscenesættelse præget af et skarptskåren grafisk udtryk i design og opsætning, og som anmeldelsen også påpeger umiddelbart rummer interessante nye tværgående perspektiver på museets samling, men i følge Andersson skuffer).

Jeg har tidligere skrevet om det norske Utstillingskritikk, som også behandler udstillingskritik med det sigte at få en mere varieret, kvalificeret og faglig-professionel tilgang til kritik af udstillinger – og derigennem forhåbentligt endnu bedre udstillingsoplevelser. Jeg selv kender ikke et dansk alternativ, som går i clinch med at udvikle udstillingsmediet og udstillingspraksis herhjemme på samme måde som det svenske og norske alternativ (på trods af deres forskelligheder), ved at forholde sig til den aktuelle udførsel, design og iscenesættelse på samme faglige plan – så måske det var oplagt med et sådan forum på dansk grund også? Det nærmeste vi kommer det herhjemme indtil nu, er det danske Formidlingsnet, som uden tvivl er både interessant og brugbart, men dog i mine øjne er mere informerende i sin funktion end de to nordiske initiativer (tak til scenograf og oplevelsesudvikler Eva Wendelboe Kuczynski for at minde mig om dette organ i dansk regi).

I hvert fald kan der kun siges om hhv. det norske og svenske alternativ: følg dem, se dem, læs dem, vær enig eller uenig – det kan i hvert fald anbefales herfra og inspiration skader jo aldrig.

Standard
brugerundersøgelser, data, stemmeoptælling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Dagens optælling: fordeling af stemmer på Udstillingslaboratoriets 3 udstillinger

Resultatet var i dag mandag d. 03.01.2014 følgende:

Attraktive ting fungerer bedre: 59 bolde
Det man ejer, er man selv?: 71 bolde
Design opfylder behov: 43 bolde

Indtil nu er der i alt 2454 personer som har stemt (flere har stemt, men nogle gange tømmes stemmeurnerne af frontpersonalet, og optælles dermed ikke), hvoraf stemmerne fordele sig som følgende:

Attraktive ting fungerer bedre: 20%
Det man ejer, er man selv?: 51%
Design opfylder behov: 29%

Standard
brugerundersøgelser, data, stemmeoptælling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Dagens optælling: fordeling af stemmer på Udstillingslaboratoriets 3 udstillinger

Resultatet var i dag mandag d. 18.12.2013 følgende:

Attraktive ting fungerer bedre: 36 bolde
Det man ejer, er man selv?: 198 bolde
Design opfylder behov: 63 bolde

Indtil nu er der i alt 2281 personer som har stemt (flere har stemt, men nogle gange tømmes stemmeurnerne af frontpersonalet, og optælles dermed ikke), hvoraf stemmerne fordele sig som følgende:

Attraktive ting fungerer bedre: 19%
Det man ejer, er man selv?: 52%
Design opfylder behov: 29%

Standard

spionbriller

I dag modtog jeg mine længe ventede spionbriller: et par sorte letvægtsbriller med indbygget kamera, som kan tilsluttes computeren og overføre filer hertil. Ideen er, at de kan optage det som adspurgte besøgende ser (og hvor længe de gør det) og fokuserer på på deres vej gennem Udstillingslaboratoriet – uden at udgøre et decideret forstyrrende element. Dette er en primitiv måde at lave en form for eyetracking på (dette udstyr er desværre ekstremt dyrt og kræver stor erfaring for at få tilstrækkeligt udbytte), men tror jeg også, at disse lette briller samtidig giver mig en mere umiddelbar indsigt i de besøgendes færd rundt i udstillingen – netop fordi de er så diskrete, som de er.

Bruno Ingemann lavede på et tidspunkt nogle interessante undersøgelser, hvor de besøgende bar kamerahatte (Ingemann, 2006). Dette var tidens mulige teknologi, men gør selvfølgelig, at folk er mere bevidste om deres udseende og bevægelse, idet man bærer noget uvant, som samtidig skiller sig ud rent visuelt og gør, at der lægges mere mærke til én. Brillernes fordel er selvfølgelig, at de er mere diskrete rent visuelt, og at de ikke er helt så uvante (de fleste bærer solbriller fra tid til anden) for den besøgende at bære. Dette håber jeg i hvert fald.

Tanken er, at så snart jeg får brillerne op at køre, så vil jeg bede besøgende om at gå med dem i udstillingen. Her overvejer jeg stadig, hvorvidt jeg skal bede den enkelte om først at gå gennem vores ene udstillingsfløj for dermed at vænne sig til at have brillerne på – og til en vis grad ‘glemme’ dem. Fra brillerne får jeg videomateriale, som viser mig, hvad den besøgende ser på og mod, hvor længe, hvad der lægges mærke til, hvad der forbigåes etc. I samspil med mine andre kameraoptagelse, som ser udstillingen og de besøgende ovenfra, får jeg dermed helt bogstaveligt talt en anden vinkel på udstillingen – set direkte fra den besøgendes næserod. Samtidig giver det mig tale (de kan også optage lyd og dette indvilliger den enkelte i ved at bære brillerne modsat kameraoptagelserne fra oven som kun tager billeder hver 2. sekund og ingen lyd optager af bl.a. etiske hensyn), og jeg får en følelse af, hvordan den enkelte besøgende navigerer rent visuelt ift. rummets opsætning. Jeg glæder mig derfor meget til at få testet dem af og op at køre, så de kan komme i brug!

brugerundersøgelser, eksperiment, eksperimentdesign, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Spionbriller som alternativt dataindsamlingsredskab

Billede
brugerundersøgelser, data, stemmeoptælling, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Dagens optælling: fordeling af stemmer på Udstillingslaboratoriets 3 udstillinger

Resultatet var i dag mandag d. 09.12.2013 følgende:

Attraktive ting fungerer bedre: 23 bolde
Det man ejer, er man selv?: 58 bolde
Design opfylder behov: 22 bolde

I alt er der optalt 1984 stemmer (flere er blevet givet, men nogle gange tømmes stemmeurnerne af frontpersonalet, og optælles dermed ikke) – hvoraf 49,9% har foretrukket Det man ejer, er man selv? og hhv. 30,3% har foretrukket Design opfylder behov og 19,8% har foretrukket Attraktive ting fungerer bedre.

Umiddelbart synes der at tegne sig en klar tendens, som jeg er spændt på også afspejles i den tid og måde folk bruger rummene på, når jeg begynder at gennemse billedmaterialet. Det bliver så spændende!

Standard
inspiration, Refleksion & strøtanker, udstilling

“Ond Design”

I går havde vi til vores månedlige US-møde (UdStillingsmøde hvor gruppen af udstillingsudviklende parter på museet deltager) besøg af kurator/udstillingsproducent Clara Åhlvik. Og hun fortalte os om sin udstilling Ond Design på Röhsska Museet, Gøteborg.

Som udstillingsproducent arbejder Clara ikke med specifikke samlinger og hun er ikke museumsinspektør. Fordelen herved er fra mit synspunkt i arbejdet med udstillinger, at man ser på samlingen som skal udstilles med friske øjne – og dermed også nogle gange det, som inspektøren ikke synes er synderligt interessant fra et fagperspektiv, men som den almindelige besøgende vil forundres over. Mens ulempen er, at man ikke besidder inspektørens dybdegående kendskab til objekterne og deres historik.

Ideen bag Ond Design var at ramme en ny målgruppe for Röhsskab Museet, der lød på unge voksne i aldersgruppen 13/15-30/35 år. En bred og meget forskelligartet målgruppe i mine øjne, mens som den også ret brede titel og udstilling gav mulighed for. Ligesom alle andre aflæser disse besøgende museets kultur lynhurtigt via deres førstehåndsindtryk, og det var derfor essentielt for Röhsska Museet at markere sig gennem udstillingerne som et samfundsrelevant og aktuelt museum. Noget som kan give alle noget, netop der hvor de er nu og her.

Ond Design stiller spørgsmålet om hvad ‘ondt design’ er. Ikke forstået som dårligt design, men som en række perspektiver på en anden diskurs om design: nemlig det skadelige, det onde (fx. miljøskadelighed, dårlige arbejdsforhold, indsnøring osv). En form for præsentation af hvordan der også er en bagside ved det design som vi omgiver os med, og som vi dagligt indgår i interaktion med eller drømmer om at erhverve.

Diskussionen efter Claras præsentation gik indbyrdes på hvorvidt titlen ‘ondt design’ var for determinerende eller ej. Fra mit synspunkt er det modigt: at museet tør komme med at statement, tage et standpunkt og kommunikere det ud som en række af mulige perspektiver, man også kan tage på design – og som er mere kritiske end dem vi oftest ser på designmuseerne. Især gælder det her for mig også om vigtigheden af, at vi som museer ikke er alvidende og ikke skal komme med sandheder. Vi kan komme med perspektiver og vinkler, men der findes ingen entydig tolkning. Et godt eksempel var den elektriske stol, som et eksempel på ondt design: oprindeligt skabt som en mere human henrettelsesform, og i dag set som et absurd og inhumant redskab (der i manges øjne – herunder mine egne – ikke burde anvendes nogen steder). Udstillingen skabte selvfølgelig derfor også en diskussion om, hvorvidt man kan tale om ‘ondt design’, og hvad det i så fald er?

En vigtig pointe for mig ved Claras præsentation var hendes enighed i, at det ikke handler om at fjerne eller underminere kundskaben eller fagligheden, når vi laver udstillinger som engagerer de besøgende, men at gøre den samfundsaktuel og vedkommende, så den engagerer og involverer den besøgende aktivt i udstillingen med både tanke og krop. Og det tror jeg på mange måder (og ud fra successen af udstillingen at dømme) lykkedes – måske netop ved at tage en kritisk og mere provokerende vinkel. Noget vi måske selv skal blive bedre til en gang imellem?

Derudover var Claras position som udstillingsproducent (og dermed ikke-specialist på fagområdet) interessant, da den anvendes flere steder, men ofte starter diskussioner netop omkring forholdet mellem inspektør-kurator-producent-udstillings-spørgsmålet. Så det i sig selv kunne vi have talt en hel dag om også.

Jeg selv er i hvert fald ærgerlig over ikke at have set udstillingen, som lukkede 8. september, men satte stor pris på Claras engagement og fortællelyst, som gav et virkeligt godt indblik i tankerne bag og udformningen af den i sin helhed.

 

 

 

Standard