anbefaling, udstillingskritik

Anbefaling: Hege B. Huseby – en blog

For en kort bemærkning vil jeg blot henlede opmærksomheden på norske Hege B. Husebys selvtitulerede blog (som har fået nyt layout og liv efter at have fungeret under navnet museumsandmedia) :

hegebhuseby.no

Her skrives primært om museumsbesøg og Husebys egne interessante projekter, og der refereres til interessant litteratur ligesom der perspektiveres, diskuteres og sættes spørgsmål ved aktuelle udstillinger af forskellig karakter.

Huseby stiller relevante spørgsmål, og giver billeder fra de oplevelser hun har haft – ligesom hun gør i sine bidrag til det norske uttstillingskritikk.no. Dygtigt, godt og interessant – og klart en anbefaling værd.

Standard
anbefaling, citat, kritik, litteratur, museumsoplevelse

“I’ve been to a sex museum in Amsterdam and never felt less titillated. I’ve been to a beer museum in Prague and never felt less intoxicated. Where’s the “muse” in all these museums? Where’s the theater?”

Ja, hvor er det? ‘Why I Hate Museums’ er en interessant artikel, som giver os et syn fra ‘den anden side’, selvom det selvfølgelig ikke er nye og banebrydende udtalelser. Men det er ren tankeføde for museumsprofessionelle. Eller i hvert fald for debat. For hvis det virkelig er sådan, de fleste har det, når de besøger mange af vores museer, og det tyder noget jo desværre på, så går det jo slet ikke – og hvordan kan vi så ændre det?

Durstons kritik er ikke ny, det er ikke den første. Men det gør det blot endnu mere presserende at undersøge og eksperimentere med, hvordan vi kan gøre udstillinger mere fangende, givende og inkluderende – og ikke kun for børn, som han så fint påpeger.

Især finder jeg kommentaren om datatekster rammende. Blandt andet fordi det til dels har været en praksis i en stor del af det museum, jeg selv er tilknyttet, ikke at gøre meget mere end dette. Ikke fordi vi mente, at det var nok. Men fordi vi – som Durston også påpeger, at vi som museer netop ofte undskylder os med – ikke havde ressourcerne til at ændre det i takt med, at tiderne er skiftet.  Det gør det dog nu; altså ændrer sig. Næsten hele den ældre samling på Designmuseum Danmark er pillet ned, og alt skal formidles på ny. Vores udfordring er så netop ikke at gentage disse smukke og imponerende, men på mange måder døde og uinteressante rum, som Durston beskriver: men at gøre dem levende, interessante, fortællende, vibrerende. Til steder vor man netop pirres og beruses.

Jeg kan kun anbefale, at man læser artiklen. Ikke fordi den er ny. Men fordi den er rammende.

Og så kan jeg jo passende spørge, hvis der er nogen derude, som har lyst til at give sit besyv med eller tænke stille ved sig selv: hvordan oplever du det at gå på museum? Hvad savner du? Og hvornår (hvis nogensinde) gør museet dig beruset?

(Kilde: Durston, James (2013): Why I hate museums. CNN Travel: http://edition.cnn.com/2013/08/22/travel/opinion-why-i-hate-museums/index.html. Download 22.08.2013)

Link
kritik, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Kritik #2. Objekterne i de tre udstillinger er de samme – dvs. trætheds- og kedsomhedsfaktoren vil kunne spille ind og dermed påvirke oplevelsen og slutteligt den genererede feedback (data) og dermed repræsentativiteten deraf. De fleste besøgende vil nok tage udstillingerne i en relativ logisk rækkefølge ved at starte med den, der er tættest på, og derefter bevæge sig nedad og igennem. Måske vil nogen slet ikke se dem alle 3. Derfor skal hoveddatamængden også udgøres af interviews med respondenter, som netop tager højde for dette i form af specificerede rækkefølger (se evt. Udstillingskonceptet).

Til generel opvejning af dette kritikpunkt er også:

  • de forskellige formidlingsgreb (herunder vægtning af forskelligt formidlingsmateriale)
  • den relativt lille mængde objekter (mindsker træthed ved ikke at være så omfattende/tidskrævende)
  • det lille omfang af hver af de tre udstillinger (mindsker træthed ved ikke at være så omfattende/tidskrævende)
  • Forudgående information: de besøgende informeres og gøres fortrolige med udstillingens fokus, form og koncept (og dermed også skaber en forventningsafstemning jvf. Ingemann, 2012: 60; Jantzen & Østergaard, 2006: 154-155). På den måde vil udstillingen i kraft af sit koncept og formidling dermed søge at rette de besøgendes opmærksomhed mod design, formidlingsstrategier og form frem for objekterne selv (modsat normal museumspraksis og jvf. Krikik #1).

I forhold til sidstnævnte bør det også påpeges, at man kan kun komme ind i udstillingen fra samme entry point, hvormed det første man vil møde er det introducerende og forventningsafstemmende rum og dertilhørende information. En sådan information og forventningsafstemning forudsætter dog først og fremmest, at de besøgende læser introteksten, hvilket statistisk set kun gøres af relativt få. Eksempelvis viste Keene og Montis undersøgelse på British Museum, at kun 10% læste tekstpanelerne (introduktionstekster m.m.) i en udstilling (Monti og Keene, 2013: 40). Dog ønskede alle – trods manglende brug – at teksterne var der, idet de udgjorde en konstituerende del af museumsbesøget og gav en sikkerhed ift., at den besøgende vidste, at muligheden var der for at søge information m.m., hvis man ønskede det, på velkendt form.

Udstillingen skal ses som et eksperiment, som i bund og grund fokuserer på design og strategi, for herved at afprøve og teste nogle greb, der kan give indsigt i museumsgæstens oplevelser, perception og kognition ift. sin egen museumsoplevelse. Det er dette, der er fokus – et eksperiment med en datamængde, som kan give et kvalitativt indblik og udstikke nogle retninger, der så efterfølgende kan undersøges ud fra en analyse og evaluering.

Kritik #2 af Udstillingslaboratoriet som eksperiment – note til selv…

Sidebemærkning
kritik, Refleksion & strøtanker, Udstillingslaboratoriet - Hverdagsdesign på 3 måder

Kritik #1. De besøgende bliver bedt om på forhånd om at sammenstille de tre oplevelser, og fortalt at det er et forsøg (for at skabe relevans og kontekst og dermed motivation for deltagelse og engagement) – dette påvirker selvfølgelig deres oplevelse, da der opstilles en diskurs, hvori de oplever udstillingerne, og dermed analyserer og bliver bevidstgjort om deres egen oplevelse. Det er et konstrueret eksperiment, hvor de bliver bedt om at reflektere og bruge disse refleksioner over egne oplevelser til at lave en komparativ, formativ evaluering.

Kritik #1 af Udstillingslaboratoriet som eksperiment – note til selv…

Sidebemærkning