definition, forskning, oplevelsesdesign, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Oplevelsesdesign handler om at tilrettelægge rammer, udvikle genstande og planlægge situationer eller hændelsesforløb, som skaber kvantitative ændringer i sansningen, der kan foranledige til kvalitative forandringer i anskuelsen.”

Citatet, som udgør en sigende og i mine øjne vellykket definition af oplevelsesdesign ved at rumme både kvantitative (målbare) og kvalitative (subjektive) dimensioner, er fra Jantzen, Vetner og Bouchets Oplevelsesdesign (2011: 165). Yderligere påpeger Jantzen, Vetner og Bouchet, at oplevelsesdesign er en æstetisk praksis, som ikke skal tilrettelægge processer og skabe produkter, der på alle måder matcher forbrugerens ønsker, forestillinger og vaner – og at det er på dette punkt at oplevelsesdesign adskiller sig fra brugerdrevne og markedsdrevne designprocesser. I stedet handler det if. Jantzen, Vetner og Bouchet om at bevæge brugeren – og gerne også på måder, de ikke havde forestillet sig det, således at der skabes udviklende oplevelser, nye erfaringer og justerede forventninger. Dermed mener de, at oplevelsesdesign bliver til designdreven innovation (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 165)

En tilføjelse hertil og tanker omkring det, er dog, at jeg fuldt ud giver Jantzen, Vetner og Bouhcet ret i, at vi ikke bare skal give brugerne – i mit tilfælde de museumsbesøgende – alt det de vil have. For de ved nødvendigvis heller ikke alt, eller hvad de vil have. Men vi er nødt til at møde vores besøgende, hvor de er (jvf. Jantzen et al.’s vægtning af, at oplevelsesdesignet ikke skal matche brugerens ønsker til punkt og prikke – og dermed underforstået dog stadig en stor del af dem), og imødekomme nogle af deres forventninger og ønsker – men netop samtidig overraske dem, så de kan forundres og måske endda også forandres (jvf. Jantzen, Vetner og Bouchets, 2011). Hvis ikke vi ved noget om, hvordan brugerne oplever (læs: og erfarer) vores oplevelsestilbud (læs: udstillingerne), kan vi ikke skabe disse rammer, som oplevelsesdesignet netop drejer sig om. Og vi kan derfor heller ikke bryde med forventninger, og dermed heller ikke skabe nye erfaringsdannelser og justerede forventninger som kan blive til udviklende oplevelser og længerevarende (ubevidste) læringsprocesser.

Før man arbejder med oplevelsesdesign ift. udstillingen som medie og oplevelsestilbud, er det dermed i mine øjne essentielt først og fremmest at:

  1. forstå hvad en oplevelse er (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011)
  2. have indsigt i hvordan de besøgende oplever museumsudstillingen – også gerne udstillinger på forskellig form, dvs. der er udformet som forskellige oplevelsestilbud (dette prøver jeg via udstillingen Udstillingslaboratoriet)
  3. have indsigt i hvilke forventninger de har til en museumsudstilling (for dermed at kunne udfordre/bryde med dem og rykke de besøgende som individer ved at overraske dem)
  4. forstå hvordan udstillingen fungerer som oplevelsesdesign og -tilbud (ved at analysere den form oplevelsesform, men også ved at udforske netop brugernes perspektiv)

Oplevelsesdesign – en definition, og punkter man bør huske, før man kaster sig ud i arbejdet med det

Sidebemærkning
forskning, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Det engelske ord experience dækker både det, vi på dansk betegner ‘erfaring’, og det vi kalder ‘oplevelse’. Idet oplevelser og erfaringer er uadskillelige og vekselvirkende – idet vi vælger oplevelsestilbud på baggrund af vores erfaringer, og samtidig danner nye erfaringer, som kan justere vores fremtidige forventninger (og adfærd) i nuet og efter at vi oplever (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011) – vil jeg dermed også bruge ordet ‘oplevelse’, som en betegnelse der rummer både den klassiske dimension af oplevelsen som udviklende og underholdende, men også som en erfaringsdannende proces. Det vil sige, forstået som det engelske ord ‘experience’.

På den måde vil jeg også arbejde i tråd med Jantzen, Vetner og Bouchets definition af oplevelsen (2011: 153):

“Oplevelser er ændringer i organismens tilstand og adfærd, som kan (men ikke behøver at) bryde med hidtidige forestillinger og opfattelser, hvilket kan (men ikke behøver at) føre til en udvidelse af selvforståelsen, en mere nuanceret indsigt og/eller et større erfaringsgrundlag, som i sidste ende kan (men ikke behøver at) danne nye rutiner.”

– som rummer både den æstetiske/kropslige/fysiologiske dimension og den mentale/kognitive/refleksive og det erfarings- og læringsmæssige perspektiv. Og som samtidig (jf. gårsdagens indlæg) spiller op af, og demonstrerer oplevelsesteoriens i mine øjne sammenhæng og samspil med læringsteorien – netop fordi begge dele handler om erfaring og udvikling.

Oplevelsen – en definition

Sidebemærkning
læringsteori, oplevelsesteori, Refleksion & strøtanker

Oplevelsesteori og læringsteori – oplevelser er læring, læring er oplevelser

George Heins lille citat fra forleden dag, om at “Good experiences are learning experiences” (George Hein, 30.05.2012), er jeg uden tvivl meget enig i. Og dykker man ned i oplevelsesteorien såvel som læringsteorien er det også mange af de samme tanker og strategier, som kommer til udtryk – netop fordi at både oplevelser og læring er erfaringsbaseret, sammenhængende og dermed i høj grad også rummer de samme forudsætninger i mine øjne.

I den systemiske læringsteori taler man meget om begrebet ’tilpas forstyrrelse’ (fx. Peter Lang, hvor begrebet associeres med andre begreber såsom ‘love’ og multiverser); at for at lære og for at rykke os, skal vi forstyrres i tilpas grad til, at vi stadig føler os sikre, men samtidig eksponeres for noget nyt, noget som udvikler os. Dette stemmer i høj grad overens med den vigtighed, som fremmedhed tillægges i oplevelsensteorien:

“Fremmedhed kan intensivere sansningen, bryde forventningerne og skabe sanselig erkendelse, hvilket er forudsætningen for forandring, forundring og forvandling” (mig: og dermed oplevelsen) (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 125)

Hvilket er jævnfør tankerne om den tilpasse forstyrrelse. Dermed er der et overlap mellem læringsteorien, hvor man taler om, at den tilpasse forstyrrelse netop skaber erfaringer og ny læring, ved at man rykkes tilpas meget ud af sin comfort zone, og mellem oplevelsesteorien, som taler om, at fremmedhed skaber oplevelser og dermed erkendelse, ved at rykke os ud af vores forveninger og trygge rammer (i tilpas grad). Her er balancen og kunsten netop, at der stadig er trygge rammer og et solidt fundament (læs: et trygt læringsmiljø / oplevelsesmiljø), der gør at vi tør involvere os, deltage m.m. Kunsten er dermed at skabe denne tilpasse forstyrrelse eller fremmedhed. Ift. Udstillingslaboratoriet er det især en udfordring som dobles, idet de samme objekter som går igen, hvormed fremmedheden nedsættes rent genstandsmæssigt – til gengæld er formen eksperimenterende og uklassisk i sin karakter, hvilket gør, at de normale konventioner og rammer for museumsbesøget opleves opløst og den eksisterende form delvist fremmed.

Ligesom at det i en læringssituation er essentielt ikke blot at tale til den studerende, handler det i oplevelsensteorien i stor grad også om ikke blot at skabe signalværdi for brugeren, men interaktion med brugeren (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 132). Oplevelsesdesignets vigtigste opgave er derfor – ligesom i læringsteoriens – at skabe involvering og tilstedeværelse, det kommunikative er sekundært – det træder først i kraft når rammerne for interaktionen og involvering er til stede (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 132).

I udstillingen (læs: lærings-/oplevelsesmiljøet) er det derfor essentielt at imødekomme og favne fire af systemteoriens læringspræmisser som samspiller med oplevelsesteoriens (jf. Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011): de meningsbærende relationer (ved at indgå i meningsfyldt og uærbødig dialog med de besøgende og gøre plads til multiverset, dvs. de forskellige (for)forståelser vi alle er bærere af), forstyrrelse (ved at udfordre og rykke de besøgende på tilpas vis), anerkendelse (som direkte kan bidrage til tillidsskabelsen, og som viser at vi anerkender den besøgende som ligeværdig og dermed underbygger tryghed if. dialog og interaktion) og tid til refleksion (bl.a. ved at lade de besøgende reformulere og optage den nye viden) (Jensen m.fl., 2011: 32-33).

 

 

Standard
Bag Facaden, museumsoplevelse, oplevelsesdesign, Refleksion & strøtanker, udstillingsdesign

At indtænke sanserne…

Normalt, når vi går rundt i (kunst)museumsudstillinger, bombarderes vores syn med indtryk. Men det er relativt sjældent, at det samme bombardement retter sig strategisk og bevidst mod vores andre sanser: mod vores duftesans, høresans, følesans – og da i hvert fald næsten aldrig (udover i selve cafeen, som dog også for mange ofte udgør et af højdepunkterne ved museumsbesøget) vores smagssans. Men hvorfor ikke arbejde mere målrettet med sanserne? Inden for emballageteorien lyder et mantra, at jo flere sanser der stimuleres, jo større bliver  (forbrugs)oplevelsen (Clement & Sørensen, 1998: 29). Dette kan selvfølgelig ikke direkte overføres på museumudstillingen – og så alligevel, om end alt bør gøres med måde og formål. Falk & Dierking påpeger i The Museum Experience (2011), at mange museer præsenterer sådan en overflod af stimuli, at mange besøgende føler sig overvældet/overbebyrdet rent sansemæssigt (Falk & Dierking, 2011). Her skal det dog huskes, at Falk & Dierking ser på museumsbesøget som en helhed – fra entré og billetsalg, til café, butik og udstilling. Men hvad er det, der sker i udstillingerne? Fokus må selvfølgelig være på, at udvælge og gøre interessant frem for at overbebyrde. At bruge den sensoriske stimulation til at hjælpe den besøgende med at organisere udstillingen og administrere inputs for dermed at få den bedst mulige oplevelse, som kan bearbejdes og omsættes af og i den enkelte besøgende (Falk & Dierking, 2011: 159-160).

At arbejde strategisk med sensorisk stimulation og dermed også perception, kan udgøre en måde at strukturere oplevelsesdesignet på, så vel som at imødekomme forskellige læringsstile og -præferencer ved simpelthen at skabe rum for forskellige måder at erfare og indgå i udstillingen på (Lauridsen, 2011; Falk og Dierking, 2011; Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011; Ingemann, 2012).

Museumsformidlingen, -didaktikken og læringen, som alt sammen i mine øjne er en del af selve udstillingsoplevelsen, skal ikke kun se på den ordbaserede læring, men på den multisensoriske (Crowest, 1999: 48).

Som redskab kan multisensoriske teknikker derfor:

  • forbedre oplevelsen
  • forøge motivation og forståelse
  • opfordre til aktivt engagement
  • hjælpe den besøgende med at forstå en (historisk) situation
  • tilføje atmosfære
  • forbedre tiltrækning og læringsmæssige effektivitet

så længe de er gennemtænkte, grundigt udforskede og valide/relevante ift. det formidlede + forstærkende ift. hinanden (Spencer, 1991: 139; Davidson et al., 1994: 181; Thomas, 1996: 83; Rayner, 1998: 39-40; Crowest, 1999: 48). Dvs. at de skal være sammentænkte ift. den måde de påvirker selve oplevelsen, være indlagt og integreret i designets rammer og have et underbyggende formål for selve den overordnede formidling og ikke bare være gimmicks.

Udstillingslaboratoriet afprøves forskellige spil med sansemodi i hver af de tre designs:

  • Den kantiansk-æstetiske udstilling, som mimer den klassiske galleri- og kunstudstilling med white-cube æstetik og vægtning af synet som det bærende element i mødet med kunsten. Her er det netop den monosensoriske tilgang, den stramt tilrettelagte formidling, som fremhæver og afspejler det smukke og unikke ved designet.
  • Den didaktisk-æstetiske, som vægter teksten og synet, men som netop lader det skrevne ord underbygge en forstandsmæssig interaktion med den besøgende. At vi læser, oplyses og prøver at forstå, for dermed at gøre indholdet til vores eget.
  • Den affektiv-æstetiske, hvor det at skabe affekt handler om at ‘bevæge, gøre indtryk på’ (ordnet.dk, 22.05.2013); det er oplevelsen af følelser eller emotioner. Her retter udstillingen sig derfor med en en indre effekt hos individet: at vække følelser og emotioner i form af minder, sentimenter, glæde, beruselse, løssluppenhed, skræk og rædsel, hygge etc. (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). På den måde kan et bredt spektrum af senso-motoriske og psyko-fysiske responser sættes i spil, ved at udstillingen netop fokuserer på at gøre indtryk på individets følelser og sanser

     (Jantzen & Østergaard, 2007: 87). Her tænkes især på at stimulere en række forskellige sanser, og måske netop slet ikke at arbejde med tekstuel information – men i stedet auditiv (talt), visuel (vist) og taktil (følt). På den måde vil flere sansemodi blive sat i spil, udover synet, og den æstetiske tilrettelæggelse vil rumme en række af elementer, der kan invitere forskellige præferencer ind og bliver en aktiv del af rummet – og som kan skabe tanker, forundring og undring. Og det er netop dette oplevelsestilbud, som museumsudstillingen i bund og grund er, skal: at facilitere fysiologiske, emotionelle og bevidsthedmæssige responser, som forbrugeren danner sine egne erfaringer ud fra og på baggrund af (Jantzen, Vetner og Bouchet 2011: 45)

I kraft af at æstetik netop rummer alt det, der har med sanserne at gøre, arbejdes der generelt bevidst med æstetik, som en måde at skabe oplevelser på via sansestimuli. I udstillingen er det – ligesom det beskrives af Jantzen, Vetner og Bouchet (2011) i deres analyse af oplevelsesbaserede butikskoncepter – objektet og dens kontekst, som fremkalder oplevelsen ved at være tæt på, at være tilstede og inden for rækkevidde. Oplevelsesdesign bør derfor medtænke æstetik – og altså æstetik forstået som sanselig erkendelse, dvs. som en anden måde at erkende verden på end den forstandsmæssige (for hvordan kan den kropslige, fænomenologiske oplevelse beskrives præcist med ord?). På den måde bliver den sanselige erkendelse (æstetikken) omdrejningspunktet for oplevelserne. Æstetikken tilbyder os oplevelserne (Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011: 25) – og den er dermed et gennemgående og altid tilstedeværende element i udstillingen. Ligesom vores krop er det for vores blotte eksistens. Udstillingen er et gennemgående æstetisk medie – den taler til os, forundrer os, ægger os og får os til er tænke og associere. Hvis den ellers er skruet rigtigt sammen – og det er jo udfordringen.

Standard